Der var engang en liden Gut; det var ikke en stor Gut; thi havde han været stor, saa skulde jeg tro, at han havde været klogere; der var altsaa engang en liden Gut, ikke høiere end Bordet her, og han blev af sine Forældre sendt i Skole.
Det var en deilig Morgen; Solen skinnede, og Fuglene sang i Trærne. Nu holdt denne lille Gut just ikke meget af at læse; men derimod havde han stor Lyst til at lege istedenfor at gaa paa Skolen.
Da han derfor fik se en liden Bi, som fløi fra den ene Blomst til den anden, sagde han til den: „Vær saa snil og kom og leg med mig, lille Bi.“ Men Bien sagde: „Nei, jeg maa ikke være doven; jeg skal arbeide, flyve omkring og suge Honning af Blomsterne.“
Derpaa mødte den lille Gut en Hund og sagde til den: „Hund, vil du lege med mig?“ Men Hunden sagde: „Nei, jeg maa ikke være doven; jeg skal fange en Hare til min Herres Bord; jeg har ikke Tid; jeg maa skynde mig.“
Nu kom den lille Gut forbi en Høstak. Der saa han en Fugl, som pillede noget Hø af Stakken. Til denne sagde han: „Fugl, vil du ikke lege med mig? hører du, kom!“ Men Fuglen sagde: „Nei, jeg maa ikke være doven; jeg skal have mit Rede færdigt og maa samle Hø, Mose og Uld.“ Med disse Ord fløi Fuglen bort.
Tilsidst saa Gutten en Hest, og til denne sagde han: „Hest, vil du lege med mig?“ Men Hesten sagde: „Nei, jeg maa ikke være doven; jeg skal hen 49og trække Plogen, ellers faar vi ikke Korn til at bage Brød af.“
Da tænkte Gutten ved sig selv: „De siger alle, at de ikke maa være dovne; saa maa vel Smaagutter heller ikke være det,“ og hurtig skyndte han sig til Skolen og læste ligesaa flittig, som Bien samlede Honning.