En liden Gut havde fundet et Fuglerede i Skoven; der laa fire smaa Unger i det. De skreg og rakte sine smaa Neb ud mod Gutten, som syntes, det var saa morsomt, og han tænkte paa at tage de smaa Fugleunger med sig hjem.

43Men da fik han høre deres Moders Skrig; den sad paa en Gren høit oppe i Træet. „Hvorfor skriger du saa?“ spurgte han Fuglen; da sagde denne: „Ak snille Gut, ikke rør mit lille Rede; thi gjør du det, da bliver mine smaa Unger saa rædde.“

„Hvad skal jeg gjøre?“ tænkte den lille Gut. Men saa gik han langsomt og stille sin Vei derfra. Da blev Fuglen saa glad. Den fløi ned til sine Unger, bedækkede dem med sine Vinger og takkede den lille Gut med en vakker Sang, fordi han havde været saa snil.

En liten Gut hadde funnet et fuglerede i skogen; der lå fire små unger i det. De skrek og rakte sine små nebb ut mot gutten, som syntes, det var så morsomt, og han tenkte på å ta de små fugleunger med seg hjem.

43Men da fikk han høre deres Moders skrik; den satt på en gren høyt oppe i treet. „Hvorfor skriker du så?“ spurte han fuglen; da sa denne: „Ak snille Gut, ikke rør mitt lille rede; thi gjør du det, da blir mine små unger så redde.“

„Hva skal jeg gjøre?“ tenkte den lille Gut. Men så gikk han langsomt og stille sin vei derfra. Da ble fuglen så glad. Den fløy ned til sine unger, bedekkede dem med sine vinger og takket den lille Gut med en vakker sang, fordi han hadde vært så snill.