118

I de ældste Tider troede vore Forfædre een høieste Gud, som har skabt Verden og opholder den. De gave ham det vakkre Navn Alfader. De troede ogsaa Sjelens Udødelighed.

Omtrent sytti Aar før Kristi Fødsel kom til disse nordiske Lande en Mand, som kaldte sig Odin, og var baade Konge og Ypperstepræst. Han var flygtet fra hans eget Land, hvis Hovedstad hedte Asgaard. En Mængde af hans Undersaatter fulgte ham tilligemed deres Hustruer og Børn; og de bragte store Rigdomme med sig. De kaldte sig Aser.

Odin var anseelig af Vext, meget veltalende og en Helt i Krig. Vore Forfædre havde intet Begreb om den Kunst at skrive og læse. Odin forstod et Slags Skrift som kaldes Runer. Derved fik han at vide, hvad som skede andensteds, og underrettede igjen sine Folk om hvad der skede hjemme. Det har ofte hendet, at den, som vidste meer end Mængden, blev af taabelige Folk anseet for at kunne hexe. Saaledes tænkte ogsaa vore Forfædre om Odin. De holdte ham for at være endog mere end et Menneske, ja tilsidst for at være Alfader selv. Mange af hans Følge bleve ogsaa kaldede Guder og Gudinder. Hans Hustru Frigge troedes at raade for Jordens Frugtbarhed. Deres Søn Thor troedes at foraarsage Torden og Lynild. Deres Søn Tyr holdtes for Krigens Gud. Freja holdtes for Kjærligheds Gudinde, o s. v.

Der bleve byggede prægtige Templer, i hvilke 119Gudernes og Gudindernes Billeder bleve opreiste og dyrkede. Der blev ofret til Guderne ikke alene af Jordens Grøde, men ogsaa Dyr; ja endog Mennesker bleve i Mængde slagtede og ofrede. Forældrene ofrede undertiden deres Børn, og Undersaatterne deres Konge. Man troede at alle de som faldt i Strid, og de som dræbte sig selv, skulde efter Døden komme til Odin i Valhalla. Der skulde de fornøie sig med at slaaes, og naar nogen der blev ihjelslagen, skulde han strax blive levende og slaaes paa ny. I Valhalla skulde de ogsaa spise Flesk, og drikke Öl af deres Fienders Hjerneskaller. Derimod alle de som vare frygtagtige i Krig, og de som døede paa Sotteseng, de skulde efter Døden komme til et fælt Sted, som de kaldede Nifleheim, og der lide Hunger og Tørst. Saadan Tro gjorde dem uforfærdede i Krig. Dertil bidrog ogsaa deres Tro paa en uundgaaelig Skjebne eller Lagna, hvilken Odin havde lært dem i den Hensigt.

118

I de eldste tider trodde våre forfedre een høyeste Gud, som har skapt verden og opholder den. De gave ham det vakre navn Alfader. De trodde også Sjelens udødelighet.

Omtrent sytti år før Kristi Fødsel kom til disse nordiske land en mann, som kalte seg Odin, og var både konge og yppersteprest. Han var flyktet fra hans eget land, hvis hovedstad hette Asgaard. En mengde av hans undersåtter fulgte ham tillikemed deres hustruer og barn; og de brakte store Rigdomme med seg. De kalte seg Aser.

Odin var anselig av vekst, meget veltalende og en helt i krig. Våre forfedre hadde intet begrep om den kunst å skrive og lese. Odin forstod et Slags skrift som kalles runer. Derved fikk han å vite, hva som skjedde annensteds, og underrettet igjen sine folk om hva der skjedde hjemme. Det har ofte hendt, at den, som visste mer enn mengden, ble av tåpelige folk anseet for å kunne hekse. Således tenkte også våre forfedre om Odin. De holdt ham for å være endog mer enn et menneske, ja til sist for å være Alfader selv. Mange av hans følge ble også kalte guder og gudinner. Hans Hustru Frigge troedes å råde for Jordens fruktbarhet. Deres sønn Thor troedes å forårsake torden og Lynild. Deres sønn Tyr holdtes for Krigens Gud. Freja holdtes for Kjærligheds gudinne, o s. v.

Der ble bygde prektige templer, i hvilke 119Gudernes og gudinnenes Billeder ble oppreiste og dyrkede. Der ble ofret til gudene ikke alene av Jordens grøde, men også dyr; ja endog mennesker ble i mengde slagtede og ofret. Foreldrene ofret undertiden deres barn, og undersåttene deres konge. Man trodde at alle de som falt i strid, og de som drepte seg selv, skulle etter døden komme til Odin i Valhalla. Der skulle de fornøye seg med å slås, og når noen der ble ihjelslagen, skulle han straks bli levende og slås på ny. I Valhalla skulle de også spise flesk, og drikke Öl av deres Fienders hjerneskaller. Derimot alle de som var frygtagtige i krig, og de som døde på sotteseng, de skulle etter døden komme til et fælt sted, som de kalte Nifleheim, og der lide hunger og tørst. Sådan tro gjorde dem uforferdede i krig. Dertil bidrog også deres tro på en uunngåelig skjebne eller Lagna, hvilken Odin hadde lært dem i den hensikt.