Da Stefanus blev stenet, lagde Vidnerne deres Klæder fra sig ved Fødderne af en ung Mand, ved Navn Saul. Denne var en lærd Farisæer, en Kristendommens Modstander, og han fandt Behag i det Mord, som blev begaaet paa Stefanus. Siden forfulgte han de Kristne med Grusomhed. Af Ypperstepræsten fik han Brev og Befaling at lægge dem i Lænker, og bringe dem for Raadet i Jerusalem, for at dømmes til 111Døden. Saul gjorde dette af Uvidenhed, og troede at gjøre det med Rette. Da han i samme Hensigt reiste til Staden Damaskus, blev han midt paa Dagen omskinnet af et Lys klarere end Solen. Han faldt til Jorden, og hørte en Røst som sagde til ham: Saul! Saul! hvorfor forfølger du mig? Han spurgte: Hvo er du Herre? Og Røsten svarede: Jeg er Jesus, den du forfølger. Derefter bragte hans Ledsagere ham til Damaskus, hvor en Kristen, ved Navn Ananias, kom til ham og underviste ham.

Nu saae Saul, hvor vildfarende han havde været. Han lod sig døbe, og siden var der ingen mere trofast Jesu Tjener end han. Han blev kaldet Paulus, og regnes blandt Jesu Apostle. Med utrættelig Nidkjærhed reiste han fra den ene Stad til den anden, fra det ene Landskab til det andet. Allevegne, hvor han kom, udbredede han Kristendommen, og samlede Menigheder. Han havde Omsorg for dem, ikke alene naar han var nærværende, men ogsaa fraværende, da han gav dem Lærere, og desuden ved sine Breve underviste, formanede, opmuntrede og trøstede dem. Han tabte med Glæde al den Ære og Fordeel han kunde have havt som Farisæer. Hans Taalmodighed var uovervindelig i Arbeid og Uro, i Sorg og Møie, i Foragt og Forfølgelse, i Farer og i Fængsel, i 112Piinsler og i Døden selv. Alt hvad han tabte, og alt hvad han leed, det agtede han for Intet imod den Glæde, at være en sand Kristen, og at gjøre andre til Kristne. Han blev endeligen halshugget i Rom. Hans Løn er stor i Evigheden.

Da Stefanus ble stenet, la vitnene deres klær fra seg ved føttene av en ung mann, ved navn Saul. Denne var en lærd fariseer, en Kristendommens motstander, og han fant behag i det mord, som ble begått på Stefanus. Siden forfulgte han de kristne med Grusomhed. Av Ypperstepræsten fikk han brev og Befaling å legge dem i lenker, og bringe dem for rådet i Jerusalem, for å dømmes til 111døden. Saul gjorde dette av uvitenhet, og trodde å gjøre det med rette. Da han i samme hensikt reiste til staden Damaskus, ble han midt på dagen omskinnet av et lys klarere enn solen. Han falt til jorden, og hørte en røst som sa til ham: Saul! Saul! hvorfor forfølger du meg? Han spurte: Hvo er du Herre? Og røsten svarte: Jeg er Jesus, den du forfølger. Deretter brakte hans ledsagere ham til Damaskus, hvor en kristen, ved navn Ananias, kom til ham og underviste ham.

Nå så Saul, hvor vildfarende han hadde vært. Han lot seg døpe, og siden var der ingen mer trofast Jesu Tjener enn han. Han ble kalt Paulus, og regnes blant Jesu Apostle. Med utrettelig nidkjærhet reiste han fra den ene stad til den annen, fra det ene landskap til det andre. Allevegne, hvor han kom, utbredte han kristendommen, og samlede menigheter. Han hadde omsorg for dem, ikke alene når han var nærværende, men også fraværende, da han ga dem lærere, og dessuten ved sine brev underviste, formante, oppmuntret og trøstet dem. Han tapte med glede all den ære og fordel han kunne ha hatt som fariseer. Hans Taalmodighed var uovervinnelig i arbeid og uro, i sorg og møye, i forakt og forfølgelse, i Farer og i fengsel, i 112pinsler og i døden selv. Alt hva han tapte, og alt hva han led, det aktede han for intet imot den glede, å være en sann kristen, og å gjøre andre til kristne. Han ble endelig halshugget i Rom. Hans Løn er stor i evigheten.