Da Stefanus blev stenet, lagde Vidnerne deres Klæder fra sig ved Fødderne af en ung Mand, ved Navn Saul. Denne var en lærd Farisæer, en Kristendommens Modstander, og han fandt Behag i det Mord, som blev begaaet paa Stefanus. Siden forfulgte han de Kristne med Grusomhed. Af Ypperstepræsten fik han Brev og Befaling at lægge dem i Lænker, og bringe dem for Raadet i Jerusalem, for at dømmes til 111Døden. Saul gjorde dette af Uvidenhed, og troede at gjøre det med Rette. Da han i samme Hensigt reiste til Staden Damaskus, blev han midt paa Dagen omskinnet af et Lys klarere end Solen. Han faldt til Jorden, og hørte en Røst som sagde til ham: Saul! Saul! hvorfor forfølger du mig? Han spurgte: Hvo er du Herre? Og Røsten svarede: Jeg er Jesus, den du forfølger. Derefter bragte hans Ledsagere ham til Damaskus, hvor en Kristen, ved Navn Ananias, kom til ham og underviste ham.
Nu saae Saul, hvor vildfarende han havde været. Han lod sig døbe, og siden var der ingen mere trofast Jesu Tjener end han. Han blev kaldet Paulus, og regnes blandt Jesu Apostle. Med utrættelig Nidkjærhed reiste han fra den ene Stad til den anden, fra det ene Landskab til det andet. Allevegne, hvor han kom, udbredede han Kristendommen, og samlede Menigheder. Han havde Omsorg for dem, ikke alene naar han var nærværende, men ogsaa fraværende, da han gav dem Lærere, og desuden ved sine Breve underviste, formanede, opmuntrede og trøstede dem. Han tabte med Glæde al den Ære og Fordeel han kunde have havt som Farisæer. Hans Taalmodighed var uovervindelig i Arbeid og Uro, i Sorg og Møie, i Foragt og Forfølgelse, i Farer og i Fængsel, i 112Piinsler og i Døden selv. Alt hvad han tabte, og alt hvad han leed, det agtede han for Intet imod den Glæde, at være en sand Kristen, og at gjøre andre til Kristne. Han blev endeligen halshugget i Rom. Hans Løn er stor i Evigheden.