Det var stridende mod Loven, at lade de Korsfæstedes Legemer hænge paa Korset i Paaskehøitiden. Da de, som bleve korsfæstede, kunde undertiden i lang 107Tid blive hængende, inden Døden endte deres Pine, saa bade Jøderne Pilatus om Tilladelse til at dræbe disse Tre ved Naadestød, og derefter tage dem ned. Han tillod det. Begge Røverne levede endnu, og deres Been bleve knuste. Men da Jesus allerede var død, saa stak en Soldat et Spyd i hans Side. Der udflød Blod tilligemed Vand. De sluttede da, at han maatte være virkelig død.
Josef af Arimatæa, en rig Raadsherre, fik af Pilatus Tilladelse til at begrave Jesu Legeme. En af de fornemste Farisæere, ved Navn Nikodemus, var ogsaa med ham. De vare begge Jesu Venner, og havde ikke samtykket med de andre Raadsherrer og Farisæere. De toge Liget ned, svøbte det i fiint Linnet, lagde det i en Grav, som var udhuggen i en Klippe, og over den lagde de en meget stor Steen.
Jesus havde forudsagt, at han inden tre Dage vilde opstaae igjen fra de Døde. Ypperstepræsterne og Farisæerne begjerede derfor af Pilatus Tilladelse til at sætte Vagt ved Graven, og desuden forseglede de Stenen. De vilde derved forhindre, at ikke nogen skulde hemmeligen borttage Jesu Legeme.