Språklig variasjon

I det hele maa man gaa varsomt frem ved rettelse af en elevs tilvante udtale; man maa ikke forknytte nogen elev ved at gjøre hans udtale latterlig i klassen, og man maa i tvilsomme tilfælde respektere den udtale, eleverne er vante til fra sine hjem.

Eleverne maa have rede paa forskjellen mellem talens lyd og skriftsprogets tegn for lyden (dette indøves jo ogsaa ved de skriftlige arbeider), og agtpaagivenhed ligeoverfor elevernes tale vil være en nødvendig betingelse for at opnaa ren og naturlig læsning.

Hvor flere udtalemaader er brugelige i stedets dannede tale, er i sig selv naturligvis den, der er mest norsk, at foretrække, men der er her flere hensyn at tage.

Til ren læsning hører nemlig ogsaa, at udtalen i læsning stemmer med det „dannede talesprog“, det er den udtale, som i hver landsdel er den sedvanlige i dannede folks omhyggelige, men ukunstlede tale.

Man maa vogte sig for at ville foregribe udviklingens gang, og der vil være adskillige udtalemaader, som nok kan tillades, men ikke maa fremtvinges.