Det er bekjendt, hvor meget de nordiske Fruentimmer gave sig af med Medicinen, eller, som dengang var det samme, Saarlægekunsten; thi til denne indskrænkede sig næsten vore Forfædres hele Lægevidenskab. Hærførerne selv besad i Almindelighed god Erfarenhed i denne Kunst, men for Resten havde Staten, ihvor trængende en Nødvendighed det end var, saa lidet føiet nogen Anstalt i den Henseende, at en vis Konge, da han skulde levere et Slag, ikke vidste paa anden Maade at sørge for de mange Saarede, han vilde faae, end at gaae omkring i Hæren og udnævne dem til Saarlæger, som han fandt at have de blødeste Hænder. Ellers vare Fruentimmerne hos os, ligesom hos Germanerne, de saarede Heltes Trøst, og de vigtige Tjenester, som de her uophørlig havde Leilighed til at bevise vort Kjøn, maatte nødvendig bidrage til at forhøie deres Værd i Mændenes Øine. Fra Hofferne til Hytterne udøvedes Lægekunsten af det smukke Kjøn. De gamle Efterretninger ere saa fulde af Exempler paa Koner og Piger af alle Stænder, som have helbredet deres saarede Paarørende og Venner, at det vilde være overflødigt her at anføre nogle. Videnskabelig Theori maa man naturligviis ikke tænke paa. Deres Lægekundskab bestod næsten alene i den Erfaring og Behændighed, som den idelige Øvelse forskaffede dem; men at de dog maae have bragt det temmelig vidt i det Praktiske, viser den Mængde af Saarede, som deres Kunst endog ved meget farlige Kvæstninger vidste at helbrede.
(L. Engelstoft. Af “Forsøg til en Skildring af Kvindekjønnets Kaar hos Skandinaverne før Christendommens Indførelse.“ Kbhvn. 1799.)