17

Mit fulde Glas og Sangens raske Tonerog muntert Skjemt og Vittighedjeg bytter ei for alle Fyrsters Kronerog Salomoners Herlighed;thi Rigdom ei lyksaliggjør,og Alting jævnes naar man døer.

Et evigt Navn er deiligt, kan jeg tænke,og det paa Kviste ikke groer.Derfor det i min Grav mig ei skal krænke,om Verden mig ei kalder stor;thi naar man først dernede er,man Verdens Roes og Spot beleer.

En Tønde Guld var artig nok at have,med den at pleie Kjelderen;men efter den i Havets Skjød at grave,

Anden Deel.

18det overlader jeg til den,som ikke veed og ikke seer,at Armod tidt af Hjertet leer.

Mit Ønskes Maal er kun en kjølig Kjelder,hvor Vinen ingen Skade tae’r;et Fad, som fyldes atter naar det helder;et Huus, som tætte Vægge har;et roligt Sind; en Munterhed,som følger mig til Gravens Bred.

Og ønsker jeg en rask og kjelen Pige,som elsker mig — med andre Ord:jeg ønsker mig et lidet Himmerigepaa denne syndefulde Jord,og Børn, som eie Kraft og Marv,og faae min Munterhed i Arv.

Jeg veed det grant, vor Jord er ei forbandet;nei overalt jeg seer Velsignelsen.Den stiger op af Havet, groer paa Landet,og regner ned fra Himmelen.Jeg veed det grant: vor Lod er stor,velsignet er den hele Jord.

Viinranker groe og Venskabs Luer brændepaa Jorden — Piger pryde den;og fra dens ene til dens anden Endejeg blomstre seer Velsignelsen.Lyksalighed er Jordens Maal —Viins, Venskabs, muntre Pigers Skaal!

(J. Zetlitz.)

17

Mitt fulle Glas og Sangens raske tonerog muntert skjemt og vittighetjeg bytter ei for alle Fyrsters kronerog Salomoners herlighet;thi rikdom ei lyksaliggjør,og Alting jevnes når man dør.

Et evig Navn er deilig, kan jeg tenke,og det på Kviste ikke gror.Derfor det i min grav meg ei skal krenke,om verden meg ei kaller stor;thi når man først dernede er,man Verdens Roes og Spot beleer.

En tønne gull var artig nok å ha,med den å pleie kjelleren;men etter den i Havets Skjød å grave,

Annen del.

18det overlater jeg til den,som ikke vet og ikke ser,at armod titt av Hjertet leer.

Mitt Ønskes mål er kun en kjølig kjelder,hvor vinen ingen skade tae’r;et fat, som fylles atter når det heller;et hus, som tette vegger har;et rolig sinn; en munterhet,som følger meg til Gravens bred.

Og ønsker jeg en rask og kjelen pike,som elsker meg — med andre ord:jeg ønsker meg et lite himmerikepå denne syndefulle jord,og barn, som eie kraft og marg,og få min munterhet i arv.

Jeg vet det grant, vår jord er ei forbandet;nei overalt jeg ser velsignelsen.Den stiger opp av havet, gror på landet,og regner ned fra himmelen.Jeg vet det grant: vår Lod er stor,velsignet er den hele jord.

Vinranker groe og Venskabs luer brennepå jorden — piker pryde den;og fra dens ene til dens annen endejeg blomstre ser velsignelsen.Lyksalighed er Jordens mål —Vins, Venskabs, muntre Pigers skål!

(J. Zetlitz.)