344

Jeg er saa fro, jeg er saa glad,jeg er min egen Herre,jeg Fogden ei skal spørge ad,om jeg tilfreds maa være;jeg stræbe kan og vil, og Heldskal møde mig fra Dal og Fjeld,jeg gi’er min Skat, gjør Ret og Skjel,og er min egen Herre.

Mit Huus er lavt, men mit det er,min egen Tomt det bærer,og aabent staaer det for Enhver,som Gud og Kongen ærer;kom Bonde, bød jeg ham min Haand,kom Ridder, bød jeg ham min Haand,jeg frygter Gud, men ingen Mand,og er min egen Herre!

Min Kost er simpel, og min Driknedover Klippen flyder;og mon Den mere Styrke fik,som Snese Retter nyder?Mon Den er mere glad end jeg,som henter paa en farlig Veisin rare Viin? jeg mener nei;Vand lædsker, styrker, fryder.

345Mit Leie Ingen spotte maa,jeg holder det i Ære;jeg veed, at Søvn paa bare Straakan tryg og kvægsom være;naar Sol forgylder Bjergetop,jeg med fornyet Sjel og Kroptil Dagens Arbeid’ stiger op,og saadan bør det være.

Af Klæder Andre bryste sigmed meget mindre Føie;den Hjord, jeg føder, skjænker migmin simple Vadmels Trøie;men den er varm og heel og reenog spunden af min Datters Teen;min Kones Fingre sømmed den;kjær er mig denne Trøie.

Min Hustru ingen Skjønhed er,dog evig kjær mig være;for Husets Dont hun Omsorg bær,og det er Koners Ære;ja jeg var utaknemmelig,om, Kone, jeg ei elskte dig;du raske Sønner skjænkte mig,og Døttre, Egnens Ære.

Min Datter! træd i Moders Spor,og det kan aldrig feile,at naar du bliver rigtig stor,vil Snese til dig beile.Da lyd kun Stemmen i din Barm,og kast dig i en Mages Arm,346ved Elskov lindres Livets Harm,det kan umuligt feile!

Min Søn! vær fro som jeg og glad!som jeg, din egen Herre!Som jeg, du Ingen spørge ad,om du tilfreds maa være!Stræb som din Faer har stræbt, og Heldskal møde dig fra Dal og Fjeld;betal din Skat, gjør Ret og Skjel,og vær din egen Herre!

(J. Zetlitz.)

344

Jeg er så fro, jeg er så glad,jeg er min egen Herre,jeg fogden ei skal spørre ad,om jeg tilfreds må være;jeg strebe kan og vil, og heldskal møte meg fra dal og Fjell,jeg gi’er min skatt, gjør rett og skjel,og er min egen Herre.

Mitt hus er lavt, men mitt det er,min egen tomt det bærer,og åpent står det for Enhver,som Gud og Kongen ærer;kom Bonde, bød jeg ham min hånd,kom ridder, bød jeg ham min hånd,jeg frykter Gud, men ingen mann,og er min egen Herre!

Min kost er simpel, og min drikknedover klippen flyter;og mon Den mer styrke fikk,som Snese retter nyter?Mon Den er mer glad enn jeg,som henter på en farlig veisin rare vin? jeg mener nei;Vann lædsker, styrker, fryder.

345Mitt leie Ingen spotte må,jeg holder det i ære;jeg vet, at søvn på bare stråkan trygg og kvægsom være;når sol forgyller Bjergetop,jeg med fornyet sjel og kropptil Dagens arbeid’ stiger opp,og sådan bør det være.

Av Klæder andre bryste segmed meget mindre føye;den hjord, jeg føder, skjenker megmin simple Vadmels trøye;men den er varm og hel og renog spunnet av min Datters teen;min Kones fingre sømmet den;kjær er meg denne trøye.

Min hustru ingen skjønnhet er,dog evig kjær meg være;for Husets dont hun omsorg bær,og det er Koners ære;ja jeg var utakknemlig,om, kone, jeg ei elskte deg;du raske sønner skjenkte meg,og døtre, Egnens ære.

Min datter! tred i Moders spor,og det kan aldri feile,at når du blir riktig stor,vil Snese til deg beile.Da lyd kun stemmen i din Barm,og kast deg i en Mages arm,346ved elskov lindres Livets harm,det kan umulig feile!

Min sønn! vær fro som jeg og glad!som jeg, din egen Herre!Som jeg, du Ingen spørre ad,om du tilfreds må være!Streb som din Faer har strebet, og heldskal møte deg fra dal og Fjell;betal din skatt, gjør rett og skjel,og vær din egen Herre!

(J. Zetlitz.)