Læreplanatlas
Første DeelVerdslig Sang.

1. Folkesang.

320

Efter Stoffet antager Sangen Benævnelse. Er det Gjenstande af almeen national eller lokal Interesse, der besynges i et simpelt Sprog, fremkommer Folkesangen. Hvor det er Fædrelandets politiske, fysiske eller historiske Fortrin, dets Personifikation i Kongens eller Republikens Majestæt eller enkelte af Folkets Egenskaber, Interesser og Minder, som besynges, bliver den fædrelandsk eller patriotisk Sang. I Stater med stor politisk Frihed besynges dette Fortrin hyppigst, fordi det er det vigtigste (Frihedssange). I Krigstider fremkomme Krigssange. De fædrelandske Sange, som Folket i Almindelighed ved høitidelige Leiligheder vedkjender sig og bruger som Udtryk for sine Følelser, kaldes Nationalsange; og i dem maa fortrinsviis Høihed i Tanken findes forenet med Simpelhed i Udtrykket og syngbar Harmoni i Versebygning og Rhythmus. Troskyldighed parret med Vid (Naivetet) istedetfor Høihed i Udtrykket og den høieste Grad af Simpelhed i Stilen fordres hos den saakaldte Folkevise, der som oftest virkelig faaer sit Tilvær imellem Almuen og intet Krav gjør paa nogen Plads i Literaturen. I Stiil og Stof, som den ofte henter fra af Almuen bekjendte, skjøndt uhistoriske, Personers Skjebne eller fra nys passerede Begivenheder, er den ellers ganske Ballade, fra hvilken den er lettest skjelnelig, naar en Moral udgjør dens Stof.