I de Dage, da vor Herre og St. Peder gik og vandrede her paa Jorden, kom de engang ind til en Kone, som sad og bagede. Hun hed Gjertrud, og havde en rød Hue paa Hovedet. Da de havde gaaet længe, og de Begge vare sultne, bad vor Herre hende saa vakkert om en Levse at smage paa. Ja, den skulde han da faae, men et bitte lidet Æmne tog hun og kjævlede ud; alligevel blev det saa stort, at det fyldte hele Takken. Nei, saa blev den Levse for stor; den kunde han ikke faae. Hun tog da et endnu mindre Æmne, 55men da hun havde baget det ud og bredt det paa Takken, blev den Levse ogsaa for stor; den kunde han heller ikke faae. Tredie Gang tog hun et endda mindre Æmne, et bitte, bitte lidet et; men ogsaa dengang blev Levsen alt for stor. ”Saa har jeg ikke Noget at give Jer”, sagde Gjertrud, ”I faae ligesaa godt gaae igjen uden Smagebide, for Levserne blive allesammen for store.” Da blev den kjærlige Herre vred, og sagde: ”Fordi du undte mig saa slet, skal du have den Straf, at du skal blive til en Fugl, og tage din tørre Føde mellem Bark og Ved, og ikke faae Noget at drikke oftere end hvergang det regner!” Og neppe havde han sagt det sidste Ord, saa blev hun til Gjertrudsfuglen, og fløi fra Bagstefjelen op igjennem Skorsteenspiben; og endnu den Dag idag kan man see hende flyve omkring med sin røde Hue og ganske sort over hele Kroppen efter det, at Piben sværtede hende; hun hakker og pikker bestandig paa Træerne efter Mad, og piber mod Regnveir; thi hun er altid tørst, og da venter hun Drikke.
(P. Asbjørnsen og J. Moe.)