Uagtet der er den Grundforskjel imellem Eventyret og Sagnet, at hiint hører Poesien, dette Historien til, at hiint ikke vil fjerne sig udenfor Indbildningens Verden, medens dette gjør Krav paa at tilhøre den virkelige, have de hos Os dog saa meget Ydre tilfælles, at de i det mindste lade sig forene under samme Afsnit i denne Bog. Legenden derimod, som af alle den fortællende (episke) Poesies Arter staaer Eventyret nærmest *), vil, paa Grund af sin høiere poetiske Charakter, indtage samme Plads i anden Deel som Eventyret og Sagnet i denne.

Eventyret grændser paa den ene Side til Fabelen **), paa den anden til “den poetiske Fortælling”, en vidtomfattende Green af den episke Poesi, hvis Hovedskud ere Romanen og Novellen. Eventyret er ogsaa Fabel eller digtet Fortælling, og det Fortalte tjener ligesom i Fabelen til en anskueligere Fremstilling af Forholde i det menneskelige Liv; men dets egentlige og indre Væsen er Fornøielse ved Fantasiens Opvækkelse og Sysselsættelse. I Eventyret blander det Naturlige og Overnaturlige sig sammen; det synes at holde sig mellem Himmel og Jord; Alt er vidunderligt og hemmelighedsfuldt; men i Opløsningen er der altid Beroligelse og Tilfredsstillelse for den vakte Deeltagelse. Ridder Røds Underfundighed staaer altid tilskamme, og Askepot faaer altid sin Prindsesse. Ikke blot Naturens Kræfter og Former, men ogsaa det Overordentlige og Uforklarlige i Menneskelivets Skjebner, den fattige Kløgts, den forladte 50Uskylds, den redelige Enfolds Triumf afgiver Stof for Eventyret, saa en Skat af mangefold Levnetsviisdom kan ligge under den lette Underholdning, det synes at yde. Eventyret kan lignes med en Drøm, og skal Eventyr være Eventyr, og dets Luftbilleder ikke forsvinde og falde som Sand i Øinene, maa Fortælleren ikke gjennemflette det med sine egne fornuftige Betragtninger, hefte nogen Moral dertil og modstille det sine egne Tanker ligesom afbrydende Drømmen med vaagne Øieblik. Det maa fortælles i god Tro, med barnlig Uskyld, ganske simpelt hen, som dette Sædvanlige: ”der var engang” o. s. v., og med al Historiens Paalidelighed i Stilen. Indholdet kan forøvrigt være alvorligt eller komisk, ja endog satirisk, Indklædningen prosaisk eller rhytmisk. Mønstre paa Eventyr ere de orientalske, navnlig de i ”Tusind og en Nat” samlede; men intet Folk mangler Eventyr, om de end kun leve paa dets Mødres og Børns Læber, og overalt har det gamle Eventyr et vist fra Jordstrøget, Fornoldet og Levemaaden hentet eiendommeligt Præg. Der skal heller ikke mindre Talent til godt at gjengive dem, end til at fortælle originale; og i saa Henseende har vor senere Literatur et heldigt Arbeide at opvise. De maae ligesom leve i Fremstillingen, gjengives med det levende Ord — noget som ikke forlanges af Sagnet. Dette taaler endog en vis Tyngde i Fremstillingen, Randgloser og Bemærkninger, som Eventyret ikke kan fordrage, og de Præg af Folk og Land og Old, som Sagnet bærer, ere endnu dybere end Eventyrets, som deraf kun har ligesom en Farvetone. Deels træde Levninger af Hedenoldets deels af Middelalderens Overtro frem deri, deels knytter det sig til Naturgjenstande eller til mærkelige Begivenheder, Personer, Steder og Ting, men eftersom det Utrolige og Usandsynlige aftager i Sagnenes Række, fjerner denne sig fra Eventyret, hvormed Sagnet forøvrigt, som sagt, heller ikke har noget indreæsthetisk Forvandtskab.

Uaktet der er den grunnforskjell imellom Eventyret og sagnet, at hint hører poesien, dette historien til, at hint ikke vil fjerne seg utenfor innbilningens verden, mens dette gjør krav på å tilhøre den virkelige, har de hos Os dog så meget ytre tilfælles, at de i det minste lade seg forene under samme avsnitt i denne bok. Legenden derimot, som av alle den fortellende (episke) Poesies arter står Eventyret nærmest *), vil, på grunn av sin høyere poetiske karakter, innta samme plass i annen del som Eventyret og sagnet i denne.

Eventyret grenser på den ene side til fabelen **), på den annen til “den poetiske fortelling”, en vidtomfattende Green av den episke poesi, hvis Hovedskud er romanen og novellen. Eventyret er også Fabel eller diktet fortelling, og det Fortalte tjener likesom i fabelen til en anskueligere fremstilling av Forholde i det menneskelige Liv; men dets egentlige og indre vesen er fornøyelse ved Fantasiens oppvekkelse og Sysselsættelse. I Eventyret blander det Naturlige og Overnaturlige seg sammen; det synes å holde seg mellom himmel og jord; Alt er vidunderlig og hemmelighetsfullt; men i oppløsningen er der alltid beroligelse og tilfredsstillelse for den vakte deltagelse. Ridder Røds underfundighet står alltid til skamme, og askepott får alltid sin prinsesse. Ikke blot Naturens krefter og former, men også det Overordentlige og Uforklarlige i Menneskelivets skjebner, den fattige Kløgts, den forlatte 50Uskylds, den redelige Enfolds triumf avgir stoff for Eventyret, så en skatt av mangefold levnetsvisdom kan ligge under den lette underholdning, det synes å yte. Eventyret kan lignes med en drøm, og skal eventyr være eventyr, og dets Luftbilleder ikke forsvinne og falle som Sand i øynene, må fortelleren ikke gjennomflette det med sine egne fornuftige betraktninger, hefte noen moral dertil og motstille det sine egne tanker likesom avbrytende drømmen med våkne øyeblikk. Det må fortelles i god tro, med barnlig uskyld, ganske simpelt hen, som dette Sædvanlige: ”der var engang” o. s. v., og med all Historiens pålitelighet i stilen. Innholdet kan forøvrig være alvorlig eller komisk, ja endog satirisk, innkledningen prosaisk eller rytmisk. Mønstre på eventyr er de orientalske, navnlig de i ”Tusind og en natt” samlede; men intet folk mangler eventyr, om de enn kun leve på dets Mødres og Børns lepper, og overalt har det gamle eventyr et vist fra jordstrøket, Fornoldet og levemåten hentet eiendommelig preg. Der skal heller ikke mindre talent til godt at gjengive dem, enn til å fortelle originale; og i så Henseende har vår senere litteratur et heldigt arbeide å oppvise. De må likesom leve i fremstillingen, gjengives med det levende ord — noe som ikke forlanges av sagnet. Dette tåler endog en viss tyngde i fremstillingen, Randgloser og bemerkninger, som Eventyret ikke kan fordrage, og de preg av folk og land og Old, som sagnet bærer, er enda dypere enn Eventyrets, som derav kun har likesom en fargetone. Dels tre levninger av Hedenoldets dels av Middelalderens overtro frem deri, dels knytter det seg til naturgjenstander eller til merkelige begivenheter, personer, steder og ting, men ettersom det Utrolige og Usandsynlige avtar i Sagnenes rekke, fjerner denne seg fra Eventyret, hvormed sagnet forøvrig, som sagt, heller ikke har noe indreæsthetisk Forvandtskab.