En uforlignelig Kunstner hensatte for sine Tilskuere en herlig Perspektivkasse med mange Glas paa Forsiden, saa at Enhver ubehindret kunde see. O, hvor glædede de sig, baade de Smaa og de Store! Herlige Egne laae for Øiet, beskinnede af den opgaaende Sol; venlige Landskaber udbredte sig i det dæmrende Maanelys; Ætna sprudede sine Flammer ud i en bælmørk Nat; ja selv Mennesker, de berømteste i alle Tiders Historie, traadte frem med livagtige Træk for det forbausede Publikum. Da traadte en klog Mand hen til en af de livligste Beundrere, og hviskede til ham: ”Veed du, hvad dette er? Malet Papir, udskaarne Figurer, farvede Lamper! Her skal du see.” Manden trykkede paa en Fjær, og strax faldt det slebne Glas ud og blev i hans Hænder. — Taknemmelig trykkede den Underviste sin Lærers Haand, betragtede 48med et Suk de forsvundne Trylleformer, og gik derpaa hastig hen med sin nye Viisdom til Sidemanden, for ogsaa at gjøre ham klog.
”I Daarer!” sagde Kunstneren ved sig selv, da han ubemærket saae paa disse kloge Folk; ”I spilde Eders egen og Eders Medmenneskers Glæde, og forstyrre Virkningen af mit Kunstværk. Saa I nu indbilde Eder at være klogere? I forstaae altsaa mine Tegninger, mine Maskiner, mine Lys?”
(Af ”Norsk Huusven“. 1ste Halvaargang.)