En Hare, som var ofte jaget,imøde kom en kronet Hjort —26“Ak, havde jeg mig et saa stort,saa vældigt Horn, og et saa tagget,hvor skulde det da pryde mig!Hvor skulde det mig da beskyttemod Jægerhundens hvasse Tand!Naar paa mig sigted raske Skytte,ei mig, kun Hornet rammed han;jeg under Hornet ligge kunde,og lee ret godt, og hvile tryg,mens nu saa nøgen er min Ryg,er hundrede Bekymringsstunde — —Fortryd ei, jeg saa dristig er,(nu Haren gjør en Reverense)da Fældetiden nu er nær,jeg beder Deres Excellence,et fældet Horn at skjenke mig,naar De det lægger nu fra Dem!” —Var Harens Ord — “Saamen usparet;jeg fælder saa alligevel” —halv smilende saa Hjorten svared;thi saa han tænkte ved sig selv:om Tossen sig til Nar vil gjøre,ei skiller mig; jeg faaer vel høremed Tiden, hvor det løber af,om ei han graver selv sin Grav.For fældte Horn nu Haren takker,det ligge laer, og springer hentil Doktor Mikkel, Alles Ven,som mangt og meget spør' og snakkerom Hjorte i Italienmed lange Haler, korte Been,og, kort sagt, trykker Almanakker.Tilsidst han følger Haren did,27hvor Hornet er, og ret med Fliddet ned i Harenakken driver,saa Haren ynkelig sig giver.Men neppe er det kommet paa,før To, som kunde Bjørne sluge,to Hunde (hvor vil det nu gaae?)han seer ... Op hornet Mand vil staae,for Sikkerhed lidt Foden bruge..To Skridt — der tumler han omkring,og atter og paany han tumler:“Gud hjælpe mig! (han ved sig mumler)jeg kan ei gjøre mindste Spring!Det slemme Horn! Jeg er i Dødeni denne Stund!” -- Som sagt, saa sandt;de Hunde kom, af Frygt for Dødeni sidste Aandedræt ham fandt.

Misnøiet ofte med dit Egetdu ønsker dig saa mangt og meget;men tak din Gud, som gav ei mere,end hvad han saae, du kunde bære!

(Cl. Frimann.)

En Hare, som var ofte jaget,imøte kom en kronet Hjort —26“Ak, hadde jeg meg et så stort,så veldig Horn, og et så tagget,hvor skulle det da pryde meg!Hvor skulle det meg da beskyttemot Jægerhundens hvasse tann!Når på meg siktet raske Skytte,ei meg, kun hornet rammet han;jeg under hornet ligge kunne,og lee rett godt, og hvile trygg,mens nå så nøgen er min rygg,er hundre Bekymringsstunde — —Fortryd ei, jeg så dristig er,(nå haren gjør en Reverense)da felletiden nå er nær,jeg beder Deres Excellence,et felt Horn å skjenke meg,når De det legger nå fra Dem!” —Var Harens ord — “Saamen usparet;jeg feller så allikevel” —halv smilende så hjorten svarte;thi så han tenkte ved seg selv:om Tossen seg til narr vil gjøre,ei skiller meg; jeg får vel høremed tiden, hvor det løper av,om ei han graver selv sin grav.For felte Horn nå haren takker,det ligge laer, og springer hentil doktor Mikkel, Alles venn,som mangt og meget spør' og snakkerom hjorter i Italienmed lange haler, korte ben,og, kort sagt, trykker almanakker.Til sist han følger haren dit,27hvor hornet er, og rett med fliddet ned i Harenakken driver,så haren ynkelig seg giver.Men neppe er det kommet på,før to, som kunne Bjørne sluke,to hunder (hvor vil det nå gå?)han ser ... Opp hornet mann vil stå,for sikkerhet litt foten bruke..To skritt — der tumler han omkring,og atter og paany han tumler:“Gud hjelpe meg! (han ved seg mumler)jeg kan ei gjøre minste Spring!Det slemme Horn! Jeg er i dødeni denne stund!” -- Som sagt, så sandt;de hunder kom, av frykt for dødeni siste åndedrett ham fant.

Misnøiet ofte med ditt Egetdu ønsker deg så mangt og meget;men takk din Gud, som ga ei mer,enn hva han så, du kunne bære!

(Cl. Frimann.)