8

(Efter Z. Topelius. Optaget i „Illustreret tidende for børn“ 5te aarg. tredje hefte. Foreligger her i ny oversættelse, bearbeidet for læsebogen.)

„Hør gutter! er der nogen, som ved, hvad en gardist er?“

Jo, det mente de nok. Gardist var en slags soldat.

„Ja, det er rigtigt. Men det er ikke alle slags soldater, som er gardister. Gardister er en livvagt, det, skjønner I. Er der nogen, som har set en gardist, skal tro?“

Jo, gardister havde de set allesammen, men nogle var af tin, nogle af papir, — 10 øre for et helt kompani.

„Nei, jeg mener ikke slige kompanier, jeg mener en gardist paa fire.“

9Sligt et underligt dyr havde ingen set. Gutternes gardister havde gaat paa to allesammen, med gevær paa akselen. „En gardist paa fire bruger aldrig gevær, bare mund og tænder.“

Dette syntes gutterne var svært rart.

„Jeg mener gaardshunde, skjønner I, kjække og trofaste gaardshunde, som aldrig løber fra vagten, om det er aldrig saa rusket et veir, hverken nat eller dag, og som er færdige til at fare i bringen paa enhver, som vil gjøre ugagn. Har I set en saadan gardist? Slig en vagtmand er al ære værd, han kan slaas og falde som den bedste soldat. Jeg har havt et helt kompani, jeg. Er der nogen, som vil høre, saa skal jeg regne dem op efter kompanilisten, eftersom de kom i tjenesten.“

Jo! det vilde de alle gjerne. De havde nok læst om hunde, men slige karer, som hedte gardister og stod paa soldatliste, det havde de ikke hørt gjetet.

„Nei, nei. — saa skal jeg regne dem op da. Kanske jeg tager bikjerne med, de smaa bikjerne, som glefser og gneldrer og bider ogsaa stundomtil, men som er mest til moro ligevel. De kan være sinte iblandt, men trøisomme er de for det meste.“

„Ja, tag bikjerne med.“

„Javel! Og saa faar I lægge merke til, gutter, at jeg skryder ikke af dem, og jeg skrøner ikke heller. Det er ikke eventyr, dette; slig, som jeg siger, var de; jeg fortæller bare det, jeg har set med mine egne øine.“

„Faar vi være med?“ sagde smaajenterne.

„Ja! bare vær med, her er god plads. Jeg sætter mig paa skammelen, og I kan sidde paa gulvet rundt omkring. Nu begynder jeg, sa’ fotografen, han drog lugen fra kikhullet.

Gardist numer 1. Han hedte Fylaks, og det er saameget som vagtmand paa norsk. Han var en hvid puddel med lang uld, og myg i felden var han. Han kunde mange kunster, Fylaks. Han kunde staa paa to ben, stiv som en stok med gevær paa akselen; han kunde præke efter presten, og det var nu ikke pent gjort, men han skjønte ikke bedre. Børnene havde lært ham at staa med baglabberne paa en stol og holde fremfødderne paa stolryggen, se rigtig morsk ud og gjø med grovt maal, og saa gav de ham sukker atpaa. „Men dette er min bete, Fylaks.“ Sukkerbeten blev lagt paa gulvet, og Fylaks rørte den ikke. „Det er bra, dette skal Fylaks have.“ Og husj, var sukkeret væk.

10Det er vel ikke nødigt at sige, at baade Fylaks og de, som kom efter ham, laa ude kolde vinternatten og holdt vagt; nogle af dem havde hundehus og nogle ikke; men alle passed de paa, saa der kom ikke saa meget som en rotte i gaarden, uden at de vidste det; det var jo derfor, de stod i vagtkompaniet. Baandhunde havde vi aldrig. Vi vilde ikke have nogen træl. Vi vilde ikke have slige bidske stakkarer, som ingen andre end husbonden kan klappe.

Fylaks døde af alderdom, og sidste julen, han levede, var han med i en vakker julegave. Han blev skikket hen til husbond med et par varme, myge strømper i munden; de var spundne og strikkede af hans egen uld. Der var et vers paa, og det er leit, at jeg har glemt det; det var morsomt, det verset.

Bikje numer 1. Han hedte Pip og var en liden fed, sort, glathaaret en, som børnene var svært glade i; men han var styg til at æde, og tilslut aad han sig ihjel ogsaa. Det var børnene, som gav ham navn. Jeg ved ikke, om her er nogen, som har hørt et eventyr, som før var svært i vinden, men som nu er glemt. „Prinsessens hund“ hedte det, og hunden hedte Pip. Pip tulled sig væk i skogen, engang kongens børn var ude og plukked bær; saa blev der lyst paa alle kirkebakker, at den, som fandt Pip, skulde faa et helt kammer fuldt fra gulv til tag af æbler og pærer og nødder og kager og alt det, som godt og gildt var. Og saa gik alle børn ud og ledte og kom ud for mangt og meget i skogen, til en liden gut og en liden jente fandt Pip hos en gammel kjærring. Men de fik ham ikke, sa’ hun, før de havde sat i sig syv gange syvhundrede eg, og det uden at miste den mindste bete af skallene, og der sidder de og æder og skræller den dag i dag.

Børnene hjemme hos os havde nu hørt det eventyret femti gange; derfor skulde den vesle runde hvalpen ogsaa hede Pip. Og Pip var børnenes bedste ven, helst naar han fik noget rigtig godt. De klædte ham ud i duger og skindkraver, de bandt støvler paa labberne hans og var rent væk af latter, naar han stabbed bort over gulvet og ikke vidste sin arme raad. En anden gang fik de ham i seng, han skulde være syg og fik sukkervand i theskeer. Siden skulde han være hare, og da lagde de ud snarer ved stolbenene; Pip gik i snaren, hang fast og velted stolen. Men da syntes han, at de gjønte for grovt, og gjødde og bed og fik ris, og saa blev der taarer og sukkerbeter, og saa bad han om forladelse og kyssed paa haanden, og saa var de allesammen gode venner og vel forligte igjen.

11Gardist numer 2. Han kom efter Fylaks og hedte Harald, — han var opkaldt efter Harald Haarfager; jeg gik i skolen dengang og var netop kommen saa langt i historien; det var ellers synd at sige, at han enten var haarfager eller sjaafager. Det var en simpel gaardshund, stor og klumpet, sort og hvid. Men kry var han, og fillede folk vilde han ikke vide af. Kom der en fant strygende eller en stakkars haandverkssvend, saa var Harald Haarfager i bukserne paa dem; der hjalp hverken bøn eller bank. Ellers var han vist ikke nogen jagthund. Det skulde da være, at han bed i en stakkars fredelig sau. Han var engang bleven skræmt af et børseskud, og det var han ikke god for at glemme; bare jeg tog stokken min og lagde den til øiet som et gevær, saa rendte Harald Haarfager, alt hvad benene kunde bære. Vi var gode venner, og han blev gammel i gaarden. Men hvorledes hans historie slutted, det ved jeg ikke; for en sommer, da jeg kom hjem fra skolen, var han borte.

Bikje numer 2. Han var en liden brun, lurvet hvalp, som hedte Spids, og som egentlig bare var i kost hos mig, mens jeg læste til studentereksamen. Jeg havde et gammelt piano og et farveskrin til at krydre lekserne med, og jeg vilde gjerne skildre ham af; men at faa den karen til at sidde stille, det var ikke saa greit. Saa fandt jeg paa noget, som ikke var saa ilde; jeg satte ham op paa pianoet, der hvor de spiller paa det. Først flytted han fremlabberne — ding! saa bagbenene — dang! saa fremlabberne igjen — ding! men nu blev han skræmt, og saa stod han som en støtte med fremlabberne i veiret; han turde ikke slippe dem ned, og jeg fik malet den lurvede kroppen, som han gik og stod her i verden.

Saa var det engang i november, isen laa blank og sterk paa nordhavnen; jeg tog mine skøiter, og da jeg havde spændt dem paa, saa jeg, at Spids var med. Ja, kom du, tænkte jeg; hvorfor skulde jeg jage dig hjem igjen? Det blaaste en knagende vestenstorm, jeg spændte ud frakken, og nu gik det for fulde seil, kan tro, ikke tyve minuter paa en halv mil. Spids, han fulgte paa blankisen; men da skulde I set en, som kunde stupe kraake! Vinden trilled ham rundt som et nøste, snart var han paa rette siden, og snart seilte han paa ryggen med benene i veiret. Nei, tænkte jeg, du kommer aldrig hjem igjen, stakkars krok, og saa stapped jeg ham ned i den store frakkelommen min. Men der var hul i foret, og hullet blev ikke mindre, da Spids kom ned; det varte ikke længe, saa gik han igjennem lige tilbunds og laa der og dunked mod det venstre benet mit, hvergang jeg løfted det. Det var den 12strideste skøitefærd, jeg nogen gang har været ude for. Prøv at baute mod storm med slig en klubbe i siden; jeg trodde, han skulde banket sig selv til pølsemad. Vi trængte tre timer til hjemreisen, Spids og jeg.

Bikje numer 3. Han var en fin og fornem hvalp, som med tiden vilde bleven en jagthund til et par hundrede kroner. Udmerket vakker var han, glathaaret, hvid med brune flekker; derfor fik han et fint navn ogsaa: han hedte Leo, det vil sige løven. Men han fik ikke langt liv, stakkar. Han var for glad i kjødmad og orked ikke saa meget som det store dyret, han var opkaldt efter; han fik hvalpesyge og døde. Jeg sørgede bitterlig, grov ham ned under en bjerk i haven og havde etlet mig til at reise en mindesten; men det blev der ikke noget af; det gaar slig i verden stundom.

Gardist numer 3. Han var saa navngjeten, at børnene paa den tid kunde baade regler og remser om ham:

„Bruse, han var en egte spanjol,vov-vof, vov-vof, vov-vovvedi-vof,og han var saa svart, at ingen det tror,vov-vof, vov-vovvedi-vof.“

Og saa kom der en lang vise med hundesprog indimellem, hvor der fortaltes om hans liv og gjerninger lige til hans navnkundige og sørgelige ende. Han blev hentet hjem fra Barcelona i Spanien af en sjøkaptein, og da hedte han saa meget som Gitano, det betyder paa spansk en tater. Men da jeg fik ham, kaldte jeg ham Bruse, ikke fordi han ligned bukken Bruse — han var en egte puddelhund, af reneste blod —; men jeg syntes, det var mere kjendsligt. Svart var han som en neger, ikke et hvidt haar i den myge felden, og saa kloge pudlerne pleier at være, har jeg aldrig set hans mage. Jeg har hundrede historier om hans kløgt; men jeg skal bare fortælle en eller to. Bruse var vant til at følge mig klokken to, naar jeg skulde ud og faa min middag. Han fik sin middagsmad, han ogsaa; men den kosted bare ti øre om dagen. Det var mest suppekjød. En dag sagde jeg til kokken: „Lad nu Bruse faa saa meget, han orker at æde; jeg skal nok betale.“ Ja, Bruse fik den ene toppede tallerken efter den anden, jeg tror, det var syv, og det gled ned altsammen; men da den ottende kom, orked han ikke mere; han lagde næsen paa tallerkenen og sukked saa dybt, 13som om han havde lidt den bitreste uret. Kokken vilde tage tallerkenen væk; men det maa du ikke tro, hun fik lov til. Bruse glefste efter armen hendes, og den kjære velsignede tallerkenen gik han ikke fra, før jeg gik hjem.

Som sagt: han havde nu faat den vanen at gaa til sin middag netop klokken to, ingen kunde bedre passe klokkeslættet; jeg havde kunnet stille viseren efter ham. Det hændte, at jeg glemte tiden, naar jeg læste og skrev. Paa slaget kom Bruse og lagde næsen paa knæet mit, som om han vilde sige: nu er det middagstid. Naar jeg lod, som jeg ikke merked ham, gik han hen til et lidet madskab, jeg havde, og skrabed med labben; blev jeg siddende ligefuldt, gik han til døren, og kom saa først med den ene, saa med den andre støvlen og lagde dem varlig frem for fødderne mine. „Skjønner du nu?“ spurgte han med sine kloge øine. Ja! nu skjønte jeg. — Bedre nattevægter kunde du ikke have fundet. To gange vakte han mig, fordi han hørte brandskud og klokkeklemting. En lys maimorgen, klokken fire paa lag, vaagned jeg ved, at Bruse stod og smaagjødde. Jeg reiste mig i sengen. Bruse stod paa bagbenene og holdt en soldat fast i kappen. Soldaten skulde spørge, om obersten bodde her. Nei, han bodde ikke her. Jeg lo, og soldaten lo med. „Slip, Bruse!“ — saa slap han.

Det blev en hel bog, skulde jeg fortælle om alle Bruses slagsmaal og skøierstreger; han laa i en evig krig med alle katter og misted i en hed strid sit ene øie nede i haven. Han stjal en kalvesteg, som var saa tung, at han ikke kunde løfte den i munden; han maatte drage den efter sig med tænderne nedover trappen. Juling fik han; men han mindtes saa kort. Engang der var et stort gjestebud, stjal han sig til at æde op alle kagerne, saa der var ingenting til gjesterne, da kaffeen kom. Saa fik han stryg, — og saa var vi venner igjen.

Mangen lang vinteraften sad vi to alene henne i ovnskrogen. Jeg snakked med ham, og han laa og hørte paa med snuden paa knæet mit, mens han saa paa mig med sine store mørke, kloge øine. Havde jeg ikke tid, saa mored han sig med at bide i en sten, som han med stort stræv havde slæbt hjem, og som nu laa og stængte veien paa dørstokken.

Saa kom slutningen paa den visen, som børnene sang — den sørgelige slutningen. Det var ind under jul. Jeg reiste til et bryllup mange mil borte, og Bruse var ikke buden. Han var rent utrøstelig. Han ledte efter mig, høit og lavt, og naar han saa 14ikke fandt mig, satte han sig til at tude paa trappen. Nu skulde en ven af mig ogsaa i bryllupet; han syntes synd i hunden og tog ham med; han tænkte ogsaa, jeg vilde blive glad ved at se ham. De reiste altsaa, og stundomtil fik Bruse sidde fremme i dumpen; men for det meste sprang han efter; det var en reise paa en 30—40 mil, mange steder gjennem lange moer og store skoge. Saa var det en maanelys vinternat paa slig en lang furumo; Bruse sprang efter, og han, som havde ham med, sad og sov i slæden med finmutkraven op over ørene; for det var en knagende kulde. Skydsgutten syntes nok, han hørte noget; men han brydde sig ikke større om det. Det laater mangen gang saa underlig i skogen om natten; snart sprækker en furu, snart er det en ulv, som tuder og uler. Skydsgutten kjørte paa. Da de kom til skydsskiftet, vaagned min ven. „Hvor er hunden?“ spurgte han straks. „Aa, det er vel vargen, ved jeg, som har været ude,“ sagde gutten; det var han saa vant til i skogbygderne. Min ven var rent ude af det og vilde vende om for at lede. Men gjestgiverfolkene sagde, at det nytted ikke det grandet. Og saa maatte han reise videre uden Bruse.

Nu ved jo ingen rigtig, hvorledes Bruse slutted — min stakkars hund, min skøierfant, min ærlige, trofaste Bruse! Men jeg tænker nok, han ikke gav sig, før han havde verget sig rigtig godt. Jeg havde set ham klare hunde, som var meget større end han selv, og det maa have været en skikkelig skrubbeflok, som skulde ruge ham, det er sikkert. Børnene græd mere end en gang, naar de kom til slutningen af Bruses vise:

Bruse, han slog som en tapper soldat,vov-vof, — — — — — —og saa blev han endda ulvenes mad.

Og saa sang de det sidste vov-vovvedi-vof i en rigtig sørgelig tone. Det var, som en kunde høre Bruse sige farvel til alle sine venner og uvenner her i denne sørgelige verden.

Gardist numer 4. Han hed Bismark, fordi vi fik ham under krigen mellem Tyskland og Frankrig. Det var en lurvetasse af en halvpuddel, ufjelg og ubørstet, men altid i godlag. Han havde mange fiender, saasom han kom til verden i krigstid: kleg og katter og lopper. Hele sit korte liv sloges han uden pusterum med alt dette skarvepakket; snart var det han, som vandt, og 15snart de. Han var saa urimelig flink til at knibe kleggen i farten. Engang var jeg paa en sommerreise, og Bismark var med. Han sprang efter vognen, saa tungen hang langt ud af munden paa ham., — det var stegende hedt og støvet. Da syntes jeg synd paa ham og tog ham op i vognen. Og der sad han paa bagsædet ligesaa kry, som om han sad ved siden af keiseren af Tyskland. Men kleggen er lige sæl den, enten det er keisere eller konger eller statsraader; den surred og surred omkring ørene hans, fløi lukt ind i næsen paa ham og bored sig ind i felden. Bismark glefste i sig den ene efter den anden; han havde ikke imod at faa lidt tillæg paa kosten, og kryere og kryere blev han for hver, han fik ned. Tilslut blev han saa fus, at han satte fremfødderne paa vogndøren for at komme desbedre til. Det bar netop udfor, og vognen gjorde god fart. Bismark strakte sig udover, glefste i luften og røg paa hovedet. Han stupte kraake, saa det gjøv om ham, der han trilled ned over bakken.

Det er leit at tænke paa det, men denne reisen blev den sidste, Bismark var med paa. Han var bleven saa kry af at vinde paa kleggen, at han tog til at fare efter fredelige sauedyr. Og saa gik det ikke bedre under en slig ulykkelig krig, end at Bismark blev skudt, stakkar, for fuldt alvor, af manden, som eide sauene.

Gardist numer 5. En kveld kom jeg hjem med en liden lysebrun hvalp paa tre uger. Den var saa lubben og morsom, at børnene var øre og galne af glæde. De maded ham med melk og brød, og saa lagde de ham i den store dukkesengen, og der laa han og blunked og blunked, mens de stelte og kjælte for ham paa alle maader; han var saa liden, at han blev rent borte mellem dynerne; derfor kaldte de ham Tommeliden. Han kunde ikke nøie sig med seng, han skulde ogsaa have kammer; det fik han i en krog i barnekammeret, og hele stuen fik navn efter ham: Tommelidens kammer. Da Tommeliden var tre eller fire maaneder gammel, havde han et eventyr, som var saa rent framifraa, at de snakked om det i hele byen. Og det er sandt, hvert ordet, jeg fortæller, — husk paa det! Det er mange aar siden nu. Vi havde det skikkelig koldt i julen. Første juledag spurgte børnene: „Hvor er Tommeliden?“ Jo, der var en, som havde set ham lege med hundene ude paa gaden; men siden havde han ikke været at se. Vi skulde ud til middag. Da vi kom hjem, blev der spurgt igjen: „Hvor er Tommeliden?“ men borte var han og blev han. Ligesaa andendag og tredjedag. Børnene græd. Jeg skrev i avisen: 16god findeløn, og saa videre; det hjalp ikke. Tommeliden var og blev væk hele juleugen. Endelig nyaarsaften klokken seks kom gamlegraveren og spurgte, om det var os, som havde lyst efter en hund. „Jeg synes, det gjør under kirkegulvet,” sagde han. „Under kirkegulvet, det kan da ikke være raad?”

„Aa,” sagde graveren, „der er ligesaa meget kirke under gulvet som over.”

„Det var rart. Lad os gaa did.”

Jeg tog med mig en løgt, en kurv og et langt taug.

Kokkejenten fulgte med; hun var Tommelidens allerbedste ven.

Gudstjenesten var slut; kirken stod høi og mørk og ødslig i vinterkvelden. Vi lydde, der var ingen ting at høre.

„Det var her,” sagde graveren; „den skulde vel ikke være krøben ind igjennem hullet der?” og saa pegte han paa en af gluggene nedi kirkemuren, som skulde skaffe luft til de store hvælvene under kirken. Jeg kasted yderfrakken, tog løgten og tauget og kurven og grov mig indigjennem med løgten fremfor mig. Det var netop saa høit og bredt, at et menneske kunde krybe indover paa maven.

Muren var tyk; da jeg kom fire—fem alen ind, havde jeg et dybt hul lige under mig. Jeg lydde igjen: ikke en lyd. „Tommeliden!” raabte jeg. „Er du der, stakkars Tommeliden?” Langt under, nede i mørket, hørte jeg et sagte bjef. Han var der; jeg kjendte maalet.

Det var ikke greit at le’e armene; men tilslut fik jeg fæstet løgten i tauget og fired den ned i mørket. Da den kom saa pas som tre favne nedover, saa jeg fire jernstænger overkors, som jeg ikke rigtig kunde skjønne hvad var; der laa min stakkars hund. Han havde vel under legen med de andre hundene sprunget ind i gluggen, og saa var han gaat udfor derinde; det var en lykke for ham med de jernstænger; for ellers havde han slaat sig ihjel. Men der havde han ligget i seks fulde døgn i kulden, uden mad eller drikke!

Nu gjaldt det at faa ham op. Det var alt andet end let; jeg bandt kurven og løgten i tauget, kurven nederst. Jeg braaked svært med at faa ham op i, stakkar; men det var faafængt. Han skjønte nok, hvad jeg vilde; men det var saa rent usselt med ham, at naar han havde faat den ene labben i kurven og jeg drog i tauget, gled han tilbage igjen. En god halv time baled jeg med dette; saa maatte jeg opgive det, og da jeg krøb baglængs ud igjen, var jeg rent svedt, saa koldt det var.

17Kokkejenten vented udenfor; hun havde gjerne givet sin halve aarsløn for at faa Tommeliden op. „Lad mig faa friste,“ bad hun, halvt i latter og halvt i graad. „Ja, frist du,“ og saa krøb hun ind i gluggen med løgten og tauget, men uden kurven. Som det høver sig for en god kokke, var hun i godt hold, og det blev trangere for hende, end det havde været for mig; jeg syntes ikke, der var stor von, at hun skulde klare det. Men sandelig kom hun ikke krybende ud igjen med Tommeliden efter sig. Hun havde gjort en løkke i enden af tauget og faat hovedet hans og den høire fremfoden ind i løkken, og saaledes havde hun kunnet hale ham op uden at strupe ham.

Der blev vel glæde, da vi kom hjem med Tommeliden; børnene vilde straks stappe i ham alt muligt godt, som de havde gjemt til han, og som han skulde have til løn for den lange faste; men det fik de ikke lov til; han maatte nøie sig med at lepje lidt varm melk, en mundfuld ad gangen, til han kunde taale likere kost, saa udsultet som han var. Og det gik saa bra med dette, at han endnu samme kvelden kunde drage sig saa smaat efter viskelærsballen, — det var den bedste legen hans.

Tommeliden var en flink og fornøielig kar, og der var to i ham til en udmerket jagthund. Det blev hans ulykke eller kanske lykke. Et par aar efter kirkereisen blev han borte paany, og denne gang kunde hverken kokken eller nogen anden grave ham frem igjen.

Han var stjaalen — stjaalen og solgt, tænker jeg. En af vore venner havde set Tommeliden paa en dampbaad, koblet sammen med en anden hund. Men tyven fik vi ikke fat i og Tommeliden heller ikke. Og mangen en gang, naar jeg siden gik ind i kirken gjennem den store døren og saa gluggen tilvenstre i muren, har jeg tænkt ved mig selv: her holdt Tommeliden jul i kirken nedenunder. — — —

„Ja, der var nok nogle gardister til i vagtkompaniet; men nu ser jeg paa klokken, at vi maa slutte.“ Det skjønte børnene ikke; der var jo ingen klokke i stuen.

„Jo, der var en af de mindste, som gjesped, og den klokken gaar rigtig; for det er over sengetid.

Godnat!“

8

(Etter Z. Topelius. Optaget i „Illustreret tidende for barn“ 5te aarg. tredje hefte. Foreligger her i ny oversettelse, bearbeidet for leseboken.)

„Hør gutter! er der noen, som ved, hva en gardist er?“

Jo, det mente de nok. Gardist var en slags soldat.

„Ja, det er riktig. Men det er ikke alle slags soldater, som er gardister. Gardister er en livvakt, det, skjønner dere. Er der noen, som har sett en gardist, skal tro?“

Jo, gardister hadde de sett allesammen, men noen var av tin, noen av papir, — 10 øre for et helt kompani.

„Nei, jeg mener ikke slike kompanier, jeg mener en gardist på fire.“

9Slikt et underlig dyr hadde ingen sett. Guttenes gardister hadde gått på to allesammen, med gevær på akselen. „En gardist på fire bruker aldri gevær, bare munn og tenner.“

Dette syntes guttene var svært rart.

„Jeg mener gårdshunder, skjønner dere, kjekke og trofaste gårdshunder, som aldri løper fra vakten, om det er aldri så rusket et vær, hverken natt eller dag, og som er ferdige til å fare i bringen på enhver, som vil gjøre ugagn. Har dere sett en sådan gardist? Slig en vaktmann er all ære verd, han kan slaas og falle som den beste soldat. Jeg har hatt et helt kompani, jeg. Er der noen, som vil høre, så skal jeg regne dem opp etter kompanilisten, ettersom de kom i tjenesten.“

Jo! det ville de alle gjerne. De hadde nok lest om hunder, men slike karer, som hette gardister og stod på soldatliste, det hadde de ikke hørt gjettet.

„Nei, nei. — så skal jeg regne dem opp da. Kanskje jeg tar bikjerne med, de små bikjerne, som glefser og gneldrer og biter også stundomtil, men som er mest til moro likevel. De kan være sinte iblant, men trøisomme er de for det meste.“

„Ja, ta bikjerne med.“

„Javel! Og så får dere legger merke til, gutter, at jeg skryter ikke av dem, og jeg skrøner ikke heller. Det er ikke eventyr, dette; slig, som jeg sier, var de; jeg forteller bare det, jeg har sett med mine egne øyne.“

„Får vi være med?“ sa småjentene.

„Ja! bare vær med, her er god plass. Jeg setter meg på skammelen, og dere kan sitte på gulvet rundt omkring. Nå begynner jeg, sa’ fotografen, han drog luken fra kikhullet.

Gardist nummer 1. Han hette Fylaks, og det er saameget som vaktmann på norsk. Han var en hvit puddel med lang ull, og myg i felden var han. Han kunne mange kunster, Fylaks. Han kunne stå på to ben, stiv som en stokk med gevær på akselen; han kunne preke etter presten, og det var nå ikke pent gjort, men han skjønte ikke bedre. Barna hadde lært ham å stå med baklabbene på en stol og holde fremføttene på stolryggen, se riktig morsk ut og gjø med grovt mål, og så ga de ham sukker attpå. „Men dette er min bete, Fylaks.“ Sukkerbeten ble lagt på gulvet, og Fylaks rørte den ikke. „Det er bra, dette skal Fylaks have.“ Og husj, var sukkeret vekk.

10Det er vel ikke nødigt å si, at både Fylaks og de, som kom etter ham, lå ute kalde vinternatten og holdt vagt; noen av dem hadde hundehus og noen ikke; men alle passet de på, så der kom ikke så meget som en rotte i gården, uten at de visste det; det var jo derfor, de stod i vaktkompaniet. Båndhunder hadde vi aldri. Vi ville ikke ha noen trell. Vi ville ikke ha slike bidske stakkarer, som ingen andre enn husbonden kan klappe.

Fylaks døde av alderdom, og siste julen, han levde, var han med i en vakker julegave. Han ble skikket hen til husbond med et par varme, myke strømper i munnen; de var spundne og strikkede av hans egen ull. Der var et vers på, og det er leit, at jeg har glemt det; det var morsomt, det verset.

Bikje nummer 1. Han hette Pip og var en liten fet, sort, glatthåret en, som barna var svært glade i; men han var stygg til å ete, og til slutt åt han seg ihjel også. Det var barna, som ga ham navn. Jeg vet ikke, om her er noen, som har hørt et eventyr, som før var svært i vinden, men som nå er glemt. „Prinsessens hund“ hette det, og hunden hette Pip. Pip tullet seg vekk i skogen, engang kongens barn var ute og plukket bær; så ble der lyst på alle kirkebakker, at den, som fant Pip, skulle få et helt kammer fullt fra gulv til tak av epler og pærer og nøtter og kaker og alt det, som godt og gildt var. Og så gikk alle barn ut og ledte og kom ut for mangt og meget i skogen, til en liten gut og en liten jente fant Pip hos en gammel kjerring. Men de fikk ham ikke, sa’ hun, før de hadde satt i seg syv ganger syvhundrede eg, og det uten å miste den minste bete av skallene, og der sitter de og eter og skreller den dag i dag.

Barna hjemme hos oss hadde nå hørt det eventyret femti gange; derfor skulle den vesle runde hvalpen også hete Pip. Og Pip var barnas beste venn, helst når han fikk noe riktig godt. De kledde ham ut i duger og skinnkraver, de bandt støvler på labbene hans og var rent vekk av latter, når han stabbet bort over gulvet og ikke visste sin arme råd. En annen gang fikk de ham i seng, han skulle være syk og fikk sukkervann i teskjeer. Siden skulle han være hare, og da la de ut snarer ved stolbenene; Pip gikk i snaren, hang fast og veltet stolen. Men da syntes han, at de gjønte for grovt, og gjødde og bed og fikk ris, og så ble der tårer og sukkerbeter, og så bad han om forlatelse og kysset på hånden, og så var de allesammen gode venner og vel forlikte igjen.

11Gardist nummer 2. Han kom etter Fylaks og hette Harald, — han var oppkalt etter Harald Haarfager; jeg gikk i skolen dengang og var nettopp kommet så langt i historien; det var ellers synd å si, at han enten var hårfager eller sjaafager. Det var en simpel gårdshund, stor og klumpet, sort og hvit. Men kry var han, og fillete folk ville han ikke vite av. Kom der en fant strykende eller en stakkars håndverkssvenn, så var Harald Haarfager i buksene på dem; der hjalp hverken bøn eller bank. Ellers var han vist ikke noen jakthund. Det skulle da være, at han bet i en stakkars fredelig sau. Han var engang blitt skremt av et børseskudd, og det var han ikke god for å glemme; bare jeg tok stokken min og la den til øyet som et gevær, så rendte Harald Haarfager, alt hva benene kunne bære. Vi var gode venner, og han ble gammel i gården. Men hvorledes hans historie sluttet, det vet jeg ikke; for en sommer, da jeg kom hjem fra skolen, var han borte.

Bikje nummer 2. Han var en liten brun, lurvet hvalp, som hette Spids, og som egentlig bare var i kost hos meg, mens jeg leste til studentereksamen. Jeg hadde et gammelt piano og et fargeskrin til å krydre leksene med, og jeg ville gjerne skildre ham av; men å få den karen til å sitte stille, det var ikke så greit. Så fant jeg på noe, som ikke var så ilde; jeg satte ham opp på pianoet, der hvor de spiller på det. Først flyttet han fremlabbene — ding! så bakbenene — dang! så fremlabbene igjen — ding! men nå ble han skremt, og så stod han som en støtte med fremlabbene i været; han turde ikke slippe dem ned, og jeg fikk malt den lurvete kroppen, som han gikk og stod her i verden.

Så var det engang i november, isen lå blank og sterk på nordhavnen; jeg tok mine skøyter, og da jeg hadde spent dem på, så jeg, at Spids var med. Ja, kom du, tenkte jeg; hvorfor skulle jeg jage deg hjem igjen? Det blåste en knakende vestenstorm, jeg spente ut frakken, og nå gikk det for fulle seil, kan tro, ikke tyve minutter på en halv mil. Spiss, han fulgte på blankisen; men da skulle dere sett en, som kunne stupe kråke! Vinden trillet ham rundt som et nøste, snart var han på rette siden, og snart seilte han på ryggen med benene i været. Nei, tenkte jeg, du kommer aldri hjem igjen, stakkars krok, og så stappet jeg ham ned i den store frakkelommen min. Men der var hul i foret, og hullet ble ikke mindre, da Spids kom ned; det varte ikke lenge, så gikk han igjennom lige tilbunds og lå der og dunket mot det venstre benet mitt, hvergang jeg løftet det. Det var den 12strideste skøitefærd, jeg noen gang har vært ute for. Prøv å baute mot storm med slig en klubbe i siden; jeg trodde, han skulle banket seg selv til pølsemat. Vi trengte tre timer til hjemreisen, Spids og jeg.

Bikje nummer 3. Han var en fin og fornem hvalp, som med tiden ville blitt en jakthund til et par hundre kroner. Utmerket vakker var han, glatthåret, hvit med brune flekker; derfor fikk han et fint navn også: han hette Leo, det vil si løven. Men han fikk ikke langt liv, stakkar. Han var for glad i kjøttmat og orket ikke så meget som det store dyret, han var oppkalt etter; han fikk hvalpesyge og døde. Jeg sørget bitterlig, grov ham ned under en bjerk i hagen og hadde etlet meg til å reise en minnestein; men det ble der ikke noe av; det går slig i verden stundom.

Gardist nummer 3. Han var så navngjeten, at barna på den tid kunne både regler og remser om ham:

„Bruse, han var en ekte spanjol,vov-voff, vov-voff, vov-vovvedi-voff,og han var så svart, at ingen det tror,vov-voff, vov-vovvedi-voff.“

Og så kom der en lang vise med hundespråk innimellom, hvor der fortaltes om hans liv og gjerninger like til hans navnkundige og sørgelige ende. Han ble hentet hjem fra Barcelona i Spanien av en sjøkaptein, og da hette han så meget som Gitano, det betyr på spansk en tater. Men da jeg fikk ham, kalte jeg ham Bruse, ikke fordi han lignet bukken Bruse — han var en ekte puddelhund, av reneste blod —; men jeg syntes, det var mer kjendsligt. Svart var han som en neger, ikke et hvitt hår i den myke felden, og så kloge pudlene pleier å være, har jeg aldri sett hans mage. Jeg har hundre historier om hans kløkt; men jeg skal bare fortelle en eller to. Bruse var vant til å følge meg klokken to, når jeg skulle ut og få min middag. Han fikk sin middagsmat, han også; men den kostet bare ti øre om dagen. Det var mest suppekjøtt. En dag sa jeg til kokken: „Lad nå Bruse få så meget, han orker å ete; jeg skal nok betale.“ Ja, Bruse fikk den ene toppede tallerken etter den annen, jeg tror, det var syv, og det gled ned altsammen; men da den åttende kom, orket han ikke mer; han la nesen på tallerkenen og sukket så dypt, 13som om han hadde lidt den bitreste urett. Kokken ville ta tallerkenen vekk; men det må du ikke tro, hun fikk lov til. Bruse glefste etter armen hennes, og den kjære velsignede tallerkenen gikk han ikke fra, før jeg gikk hjem.

Som sagt: han hadde nå fått den vanen å gå til sin middag nettopp klokken to, ingen kunne bedre passe klokkeslettet; jeg hadde kunnet stille viseren etter ham. Det hendte, at jeg glemte tiden, når jeg leste og skrev. På slaget kom Bruse og la nesen på kneet mitt, som om han ville si: nå er det middagstid. Når jeg lot, som jeg ikke merket ham, gikk han hen til et lite matskap, jeg hadde, og skrapet med labben; ble jeg sittende ligefuldt, gikk han til døren, og kom så først med den ene, så med den andre støvelen og la dem varlig frem for føttene mine. „Skjønner du nå?“ spurte han med sine kloge øyne. Ja! nå skjønte jeg. — Bedre nattevægter kunne du ikke have funnet. To ganger vakte han meg, fordi han hørte brannskudd og klokkeklemting. En lys maimorgen, klokken fire på lag, våknet jeg vet, at Bruse stod og smaagjødde. Jeg reiste meg i sengen. Bruse stod på bakbenene og holdt en soldat fast i kappen. Soldaten skulle spørre, om obersten bodde her. Nei, han bodde ikke her. Jeg lo, og soldaten lo med. „Slip, Bruse!“ — så slapp han.

Det ble en hel bok, skulle jeg fortelle om alle Bruses slagsmål og skøyerstreker; han lå i en evig krig med alle katter og mistet i en het strid sitt ene øye nede i hagen. Han stjal en kalvestek, som var så tung, at han ikke kunne løfte den i munnen; han måtte drage den etter seg med tennene nedover trappen. Juling fikk han; men han mintes så kort. Engang der var et stort gjestebud, stjal han seg til å ete opp alle kakene, så der var ingenting til gjestene, da kaffen kom. Så fikk han stryk, — og så var vi venner igjen.

Mangen lang vinteraften satt vi to alene henne i ovnskroken. Jeg snakket med ham, og han lå og hørte på med snuten på kneet mitt, mens han så på meg med sine store mørke, kloge øyne. Hadde jeg ikke tid, så moret han seg med å bite i en stein, som han med stort strev hadde slept hjem, og som nå lå og stengte veien på dørstokken.

Så kom slutningen på den visen, som barna sang — den sørgelige slutningen. Det var inn under jul. Jeg reiste til et bryllup mange mil borte, og Bruse var ikke buden. Han var rent utrøstelig. Han ledte etter meg, høyt og lavt, og når han så 14ikke fant meg, satte han seg til å tute på trappen. Nå skulle en venn av meg også i bryllupet; han syntes synd i hunden og tok ham med; han tenkte også, jeg ville bli glad ved å se ham. De reiste altså, og stundomtil fikk Bruse sitte fremme i dumpen; men for det meste sprang han etter; det var en reise på en 30—40 mil, mange steder gjennom lange moer og store skoger. Så var det en månelys vinternatt på slig en lang furumo; Bruse sprang etter, og han, som hadde ham med, satt og sov i sleden med finmutkraven opp over ørene; for det var en knakende kulde. Skyssgutten syntes nok, han hørte noe; men han brydde seg ikke større om det. Det låter mangen gang så underlig i skogen om natten; snart sprekker en furu, snart er det en ulv, som tuder og uler. Skyssgutten kjørte på. Da de kom til skydsskiftet, våknet min venn. „Hvor er hunden?“ spurte han straks. „Å, det er vel vargen, vet jeg, som har vært ute,“ sa gutten; det var han så vant til i skogbygdene. Min venn var rent ute av det og ville vende om for å lede. Men gjestgiverfolkene sa, at det nyttet ikke det grandet. Og så måtte han reise videre uten Bruse.

Nå ved jo ingen riktig, hvorledes Bruse sluttet — min stakkars hund, min skøyerfant, min ærlige, trofaste Bruse! Men jeg tenker nok, han ikke ga seg, før han hadde verget seg riktig godt. Jeg hadde sett ham klare hunder, som var meget større enn han selv, og det må ha vært en skikkelig skrubbeflok, som skulle ruge ham, det er sikkert. Barna gråt mer enn en gang, når de kom til slutningen av Bruses vise:

Bruse, han slo som en tapper soldat,vov-voff, — — — — — —og så ble han enda ulvenes mat.

Og så sang de det siste vov-vovvedi-voff i en riktig sørgelig tone. Det var, som en kunne høre Bruse si farvel til alle sine venner og uvenner her i denne sørgelige verden.

Gardist nummer 4. Han het Bismark, fordi vi fikk ham under krigen mellom Tyskland og Frankrig. Det var en lurvetasse av en halvpuddel, ufjelg og ubørstet, men alltid i godlag. Han hadde mange fiender, saasom han kom til verden i krigstid: klegg og katter og lopper. Hele sitt korte liv sloges han uten pusterum med alt dette skarvepakket; snart var det han, som vant, og 15snart de. Han var så urimelig flink til å knipe kleggen i farten. Engang var jeg på en sommerreise, og Bismark var med. Han sprang etter vognen, så tungen hang langt ut av munnen på ham., — det var stegende hett og støvet. Da syntes jeg synd på ham og tok ham opp i vognen. Og der satt han på baksetet likeså kry, som om han satt ved siden av keiseren av Tyskland. Men kleggen er like sæl den, enten det er keisere eller konger eller statsråder; den surret og surret omkring ørene hans, fløy lukt inn i nesen på ham og boret seg inn i felden. Bismark glefste i seg den ene etter den annen; han hadde ikke imot å få litt tillegg på kosten, og kryere og kryere ble han for hver, han fikk ned. Til slutt ble han så fus, at han satte fremføttene på vogndøren for å komme desbedre til. Det bar nettopp utfor, og vognen gjorde god fart. Bismark strakte seg utover, glefste i luften og røg på hodet. Han stupte kråke, så det gjøv om ham, der han trillet ned over bakken.

Det er leit å tenke på det, men denne reisen ble den siste, Bismark var med på. Han var blitt så kry av å vinne på kleggen, at han tok til å fare etter fredelige sauedyr. Og så gikk det ikke bedre under en slig ulykkelig krig, enn at Bismark ble skudt, stakkar, for fullt alvor, av mannen, som eide sauene.

Gardist nummer 5. En kveld kom jeg hjem med en liten lysebrun hvalp på tre uker. Den var så lubben og morsom, at barna var øre og galne av glede. De matet ham med melk og brød, og så la de ham i den store dukkesengen, og der lå han og blunket og blunket, mens de stelte og kjælte for ham på alle måter; han var så liten, at han ble rent borte mellom dynene; derfor kalte de ham Tommeliden. Han kunne ikke nøye seg med seng, han skulle også ha kammer; det fikk han i en krok i barnekammeret, og hele stuen fikk navn etter ham: Tommelidens kammer. Da Tommeliden var tre eller fire måneder gammel, hadde han et eventyr, som var så rent framifrå, at de snakket om det i hele byen. Og det er sandt, hvert ordet, jeg forteller, — husk på det! Det er mange år siden nå. Vi hadde det skikkelig kaldt i julen. Første juledag spurte barna: „Hvor er Tommeliden?“ Jo, der var en, som hadde sett ham leke med hundene ute på gaten; men siden hadde han ikke vært å se. Vi skulle ut til middag. Da vi kom hjem, ble der spurt igjen: „Hvor er Tommeliden?“ men borte var han og ble han. Likeså annendag og tredjedag. Barna gråt. Jeg skrev i avisen: 16god finnelønn, og så videre; det hjalp ikke. Tommeliden var og ble vekk hele juleuken. Endelig nyårsaften klokken seks kom gamlegraveren og spurte, om det var oss, som hadde lyst etter en hund. „Jeg synes, det gjør under kirkegulvet,” sa han. „Under kirkegulvet, det kan da ikke være råd?”

„Å,” sa graveren, „der er likeså meget kirke under gulvet som over.”

„Det var rart. La oss gå dit.”

Jeg tok med meg en løgt, en kurv og et langt taug.

Kokkejenten fulgte med; hun var Tommelidens allerbedste venn.

Gudstjenesten var slut; kirken stod høy og mørk og ødslig i vinterkvelden. Vi lydde, der var ingen ting å høre.

„Det var her,” sa graveren; „den skulle vel ikke være krøpet inn igjennom hullet der?” og så pekte han på en av gluggene nedi kirkemuren, som skulle skaffe luft til de store hvelvene under kirken. Jeg kastet ytterfrakken, tog løgten og tauet og kurven og grov meg indigjennem med løgten fremfor meg. Det var nettopp så høyt og bredt, at et menneske kunne krype innover på maven.

Muren var tykk; da jeg kom fire—fem alen inn, hadde jeg et dypt hull like under meg. Jeg lydde igjen: ikke en lyd. „Tommeliden!” ropte jeg. „Er du der, stakkars Tommeliden?” Langt under, nede i mørket, hørte jeg et sakte bjeff. Han var der; jeg kjente målet.

Det var ikke greit at le’e armene; men til slutt fikk jeg festet løgten i tauet og firet den ned i mørket. Da den kom så pas som tre favne nedover, så jeg fire jernstenger overkors, som jeg ikke riktig kunne skjønne hva var; der lå min stakkars hund. Han hadde vel under legen med de andre hundene sprunget inn i gluggen, og så var han gått utfor derinne; det var en lykke for ham med de jernstenger; for ellers hadde han slått seg ihjel. Men der hadde han ligget i seks fulle døgn i kulden, uten mat eller drikke!

Nå gjaldt det å få ham opp. Det var alt annet enn lett; jeg bandt kurven og løgten i tauet, kurven nederst. Jeg bråket svært med å få ham opp i, stakkar; men det var fåfengt. Han skjønte nok, hva jeg ville; men det var så rent usselt med ham, at når han hadde fått den ene labben i kurven og jeg drog i tauet, gled han tilbake igjen. En god halv time balet jeg med dette; så måtte jeg oppgi det, og da jeg krøp baklengs ut igjen, var jeg rent svedt, så kaldt det var.

17Kokkejenten ventet utenfor; hun hadde gjerne gitt sin halve årslønn for å få Tommeliden opp. „La meg få friste,“ bad hun, halvt i latter og halvt i gråt. „Ja, frist du,“ og så krøp hun inn i gluggen med løgten og tauet, men uten kurven. Som det høver seg for en god kokke, var hun i godt hold, og det ble trangere for henne, enn det hadde vært for meg; jeg syntes ikke, der var stor von, at hun skulle klare det. Men sannelig kom hun ikke krypende ut igjen med Tommeliden etter seg. Hun hadde gjort en løkke i enden av tauet og fått hodet hans og den høyre fremfoten inn i løkken, og således hadde hun kunnet hale ham opp uten å strupe ham.

Der ble vel glede, da vi kom hjem med Tommeliden; barna ville straks stappe i ham alt mulig godt, som de hadde gjemt til han, og som han skulle ha til løn for den lange faste; men det fikk de ikke lov til; han måtte nøye seg med å lepje litt varm melk, en munnfull ad gangen, til han kunne tåle likere kost, så utsultet som han var. Og det gikk så bra med dette, at han ennå samme kvelden kunne drage seg så smått etter viskelærsballen, — det var den beste legen hans.

Tommeliden var en flink og fornøyelig kar, og der var to i ham til en utmerket jakthund. Det ble hans ulykke eller kanskje lykke. Et par år etter kirkereisen ble han borte paany, og denne gang kunne hverken kokken eller noen annen grave ham frem igjen.

Han var stjålen — stjålen og solgt, tenker jeg. En av våre venner hadde sett Tommeliden på en dampbåt, koblet sammen med en annen hund. Men tyven fikk vi ikke fat i og Tommeliden heller ikke. Og mangen en gang, når jeg siden gikk inn i kirken gjennom den store døren og så gluggen tilvenstre i muren, har jeg tenkt ved meg selv: her holdt Tommeliden jul i kirken nedenunder. — — —

„Ja, der var nok noen gardister til i vaktkompaniet; men nå ser jeg på klokken, at vi må slutte.“ Det skjønte barna ikke; der var jo ingen klokke i stuen.

„Jo, der var en av de minste, som gjespet, og den klokken går riktig; for det er over sengetid.

Godnatt!“