5

(Efter Zacharias Topelius. Tidligere optaget i «Illustreret tidende for børn», her bearbeidet for læsebogen.)

Der var engang en liden treaars mand,som Erling hed, han kunde meget, han;han kunde velte stoler, brøle, braakeog gaa paa hænderne og stupe kraake.

Han var en rask og rund og rødlet propog nok saa rimelig, den vesle krop;men fik han ikke gjøre, hvad han vilde,saa var han uglad, og saa laat han ilde.

Og Erling stakkar var ei rigtig fri;for søster Sigrid var hans politi;hun gjætte ham og drog ham støt i blusen;hun legte kat, naar Erling legte musen.

Det syntes gutten slettes ikke om;det var saa tungvindt; hvor han gik og kom,var der en haand, som napped i hans øre,en røst, som raabte: «Se, men ikke røre.»

En dag, da lyngens bær var mørkeblaa,og Sigrid ikke passed rigtig paa,smøg guttemand sig ud igjennem grinden,og borte var han som en røg i vinden.

Han gik som den, der kjendte veien fram,han saa paa hund og hest og ko og lam,han var sin egen herre, frank og fri, han,han blaaste kaut af kattepoliti, han.

6Snart vidste han ei mere, hvor han var.Det led mod kvelden. Himmelen var klar.Han ser den ei for graad, den stakkars karen;han tænker mest paa gryden og paa tvaren.

Saa raabte han paa Sigrid, mor og far;men han fik bare dvergemaal til svar,og det er lidet svar og mindre mættefor folk paa vildsti, som er rigtig trætte.

Da kom — en ulv? — Nei kjære, bliv ei angst!En kjærring kom — med sæk —, hun var paa fangst.Rap som en maage slog hun ned paa flekken,og en, to, tre var guttemand i sækken.

Han sparked, og han skreg, men han var væk!Hvad hjælper det at sparke i en sæk?Væk som en pølse, katten stjal i røgen,væk som en høne, som er ta’t af høgen.

Men hjemme vilde mor ha’ Erling ind,og Sigrid sa’, han legte ved en grind.«Se efter gutten!» — Og de skreg og ledte,men ikke svarte den, som Erling hedte.

Og der blev styr og stel, da kvelden kom;og rundt paa veiene gik trommen om:Tænk, femten rømmevafler paa minutenfik den, som bare kunde finde gutten.

Og rømmesultne børn i mørket formed lys og løgt og søgte guttens spor;de vassed om med vaade sko i myren,men den, som ikke fandtes, det var fyren.

Mor græd, og Sigrid græd, og selve far,han var saa lei, han tæt paa graaden var:«Aa stakkars, stakkars Erling, vesle krabben,nu hænger han kantro i skrubbeflabben.»

7Som mest de græd, kom der en kjærring ind:«Jeg vilde gjerne sælge grisen min;i skogen grynted han, den vesle styggen,saa tog jeg ham i sækken her paa ryggen.»

«Nei, kjære vene» — «Det er billig pris!»«Aa nei, vi har nok mistet selv vor gris!»«Men se nu bare, hvor han stor og sterk er, —jeg tænker, han skal veie nitten mærker.»

«Dunk, dunk,» sagde sækken, da hun la’ den ned,og baandet sprang, som den var bunden med,og guttemand, han vaagned op paa flekken, —han havde raaket paa Jon Blund i sækken.

«Hvad? Guttemand? Det er jo guttemand!»Og guttemand var let paa foden, han;saasnart han merked, han var løs af posen,paa grødefadet satte straks han kosen.

«Men i en sæk?» «Ja, hvordan skulde jegfaa gutten hjem paa nogen anden vei?Nei! slige sprætter skal en altid binde;i sækken med dem, hvor ei sol kan skinne!»

«Saa kjære, snilde kone, skal du ha’de femten varme rømmevafler da.»«En spølkum kaffe heller, det er prisen,og hvis I vil, kan I faa sæk til grisen.»

5

(Etter Zacharias Topelius. Tidligere optaget i «Illustreret tidende for barn», her bearbeidet for leseboken.)

Der var engang en liten treårs mann,som Erling het, han kunne meget, han;han kunne velte stoler, brøle, bråkeog gå på hendene og stupe kråke.

Han var en rask og rund og rødlett proppog nok så rimelig, den vesle kropp;men fikk han ikke gjøre, hva han ville,så var han uglad, og så låt han ilde.

Og Erling stakkar var ei riktig fri;for søster Sigrid var hans politi;hun gjette ham og drog ham støt i blusen;hun lekte katt, når Erling lekte musen.

Det syntes gutten slettes ikke om;det var så tungvindt; hvor han gikk og kom,var der en hånd, som nappet i hans øre,en røst, som ropte: «Se, men ikke røre.»

En dag, da lyngens bær var mørkeblå,og Sigrid ikke passet riktig på,smøg guttemann seg ut igjennom grinden,og borte var han som en røg i vinden.

Han gikk som den, der kjente veien fram,han så på hund og hest og ko og lam,han var sin egen herre, frank og fri, han,han blåste kaut av kattepoliti, han.

6Snart visste han ei mer, hvor han var.Det led mot kvelden. Himmelen var klar.Han ser den ei for gråt, den stakkars karen;han tenker mest på gryten og på tvaren.

Så ropte han på Sigrid, mor og far;men han fikk bare dvergemål til svar,og det er lite svar og mindre mettefor folk på vildsti, som er riktig trette.

Da kom — en ulv? — Nei kjære, bli ei angst!En kjerring kom — med sekk —, hun var på fangst.Rap som en måke slo hun ned på flekken,og en, to, tre var guttemann i sekken.

Han sparket, og han skrek, men han var vekk!Hva hjelper det å sparke i en sekk?Vekk som en pølse, katten stjal i røyken,vekk som en høne, som er ta’t av høgen.

Men hjemme ville mor ha’ Erling inn,og Sigrid sa’, han lekte ved en grind.«Se etter gutten!» — Og de skrek og ledte,men ikke svarte den, som Erling hette.

Og der ble styr og stell, da kvelden kom;og rundt på veiene gikk trommen om:Tenk, femten rømmevafler på minutenfikk den, som bare kunne finne gutten.

Og rømmesultne barn i mørket formed lys og løgt og søkte guttens spor;de vasset om med våte sko i myren,men den, som ikke fantes, det var fyren.

Mor gråt, og Sigrid gråt, og selve far,han var så lei, han tett på gråten var:«Å stakkars, stakkars Erling, vesle krabben,nå henger han kantro i skrubbeflabben.»

7Som mest de gråt, kom der en kjerring inn:«Jeg ville gjerne selge grisen min;i skogen gryntet han, den vesle styggen,så tok jeg ham i sekken her på ryggen.»

«Nei, kjære vene» — «Det er billig pris!»«Å nei, vi har nok mistet selv vår gris!»«Men se nå bare, hvor han stor og sterk er, —jeg tenker, han skal veie nitten merker.»

«Dunk, dunk,» sa sekken, da hun la’ den ned,og båndet sprang, som den var bunden med,og guttemann, han våknet opp på flekken, —han hadde råket på Jon Blund i sekken.

«Hva? Guttemann? Det er jo guttemann!»Og guttemann var lett på foten, han;så snart han merket, han var løs av posen,på grødefadet satte straks han kosen.

«Men i en sekk?» «Ja, hvordan skulle jegfå gutten hjem på noen annen vei?Nei! slike spretter skal en alltid binde;i sekken med dem, hvor ei sol kan skinne!»

«Så kjære, snilde kone, skal du ha’de femten varme rømmevafler da.»«En spølkum kaffe heller, det er prisen,og hvis dere vil, kan dere få sekk til grisen.»