162

Revolusjon er det samme som omveltning. Naar statens store bygning voldsomt rives overende og en ny bygges op, bruger vi dette ord. Det er statsomveltning. Af alle statsomveltninger er den franske visselig den merkeligste. Hvorledes var da Frankrig før denne revolusjon, før aaret 1789, og hvad var det som velted?

For at forstaa det, vil vi et øieblik sammenligne Norge og Frankrig. Hvad er forskjellen mellem det som vi nordmænd nu er vant til, og det som franskmændene maatte finde sig i før 1789? Hos os har vi konge og storting. Stortinget giver lover; kongen udnævner embedsmænd, som skal sørge for at loven blir holdt. Stortinget paalægger skatter og told, for at staten kan have indtægter; stortinget siger hvor meget der skal gives ud til hær og flaade og embedsmænd; det raader altsaa ogsaa over statens udgifter.

Hos os kan den som duger til det, og er oplært til det, faa det høieste embede som findes i landet. En husmandsgut kan blive bisp eller sidde i kongens raad, en arbeiders søn kan blive øverste general over den norske hær, næst kongen.

Hos os er alle lige for loven, — den som har gjort noget galt, faar sin straf; loven gjør ikke forskjel, den spør ikke efter høi og lav.

Men slig var det ikke i Frankrig før 1789. Kongen 163kunde gjøre hvad han vilde, ligesom keiseren af Rusland nu; det fandtes ikke storting i Frankrig. Hverken storting eller formandskab eller heredsstyre. Kongen gav lover, kongen paa-la skatter, og kongen brugte statens penger. Han brugte mange. Den franske konge Ludvig den 14de holdt 4 000 tjenere og havde en livvakt paa 10 000 mand; flere tusend hester stod i hans stald. Han brugte 600 millioner kroner til at bygge et slot, og 13 millioner til en eneste vandledning. Ludvig den 16des jagthunder kosted 50 000 kroner om aaret. Den franske dronning Maria Antoinette (Angtoanétt) brugte i 1785 over 250 000 kroner til klær, og heri var smykkerne ikke regnet med. Og hvem betalte alt dette? Hos os svarer enhver skat efter sin formue og sin indtægt; slig var det ikke i Frankrig. Der var tre stænder, adelen, prestestanden og tredjestanden; til tredjestanden hørte alle som ikke var adelsmænd eller geistlige, altsaa borgere og bønder, videnskabsmænd og kunstnere. I denne stand var det 25 millioner mennesker; det var bare 140 000 adelsmænd og 130 000 af prestestanden. Ligevel eide adelen en tredjedel af Frankrigs jord, prestestanden en tredjedel, og tredjestanden en tredjedel. Og adelen og presterne betalte saa godt som ingen skat; det maatte tredjestanden alene greie. Men de bedste, de rigeste embeder kunde ingen faa som hørte til tredjestanden; ingen af dem kunde blive offiserer i hæren. Den mand som senere blev konge over Norge og Sverige, Karl Johan, og mange udmerkede krigere med ham, kunde før 1789 ikke naa høiere frem end til underoffiser, og det var forskjellige lover, ja forskjellige domstoler for hver af de tre stænder.

Borger og bonde havde onde dage i den tid; kongen la skat paa alt muligt, kan en næsten sige. Lad os tage et eksempel. En ting som alle mennesker maa have, er salt. Saa blev det bestemt, at ingen kunde faa kjøbt salt hos andre end hos kongens embedsmænd, hos staten. Og prisen blev da derefter; mange steder blev det betalt syv ganger saa meget for saltet som det var værdt. Saa nøide folk sig med at kjøbe lidet salt; men det fik de ikke lov til. Det blev paabudt at enhver familie skulde kjøbe saa og saa meget salt, mere eller mindre, alt efter som den var 164stor til; det var det samme, enten den brugte det eller ikke, betale maatte den.

Men det var ikke bare til kongen eller staten at den franske borger og bonde skatted. Presterne skulde have sin tiende, adelsmanden sin afgift. Den franske bonde var ikke at ligne med en norsk selveierbonde. Han kunde ikke tage gaarden efter sin far uden at betale herremanden for det; han maatte arbeide paa hans gaard og svare ham vei- og bropenger; han maatte male sit korn paa hans mølle og bage sit brød i hans bageri, eller betale for at slippe. Han havde ikke lov til at fælde saa meget som en hare paa sin egen jord; en børse maatte ikke findes i hans hus. Herremanden havde jagtretten; han havde ret til at sprænge med flok og følge ind paa bondens grund, til at trampe hans ager og eng ned; han alene havde ret til at holde kaniner og duer, og lade dem gjøre al den skade de vilde paa bondens eiendom.

Af hvert hundred kroner som en fransk bonde tjente, maatte han ud med de tre og otti! Hvad skulde han saa leve af? Hvorledes kunde hans jord blive til gagns dyrket? Det var nød og elendighed, selv i gode aar; en mængde mennesker døde af sult. Og naar saa høsten slog feil? Da levde folk af græs og urter; man fandt børn paa kirkegaarden som sad og suged de dødes ben; det var ikke tusender, men titusender som i slige aar døde af sult. Og saa var det 150 000 bønder som var ufrie, — især paa kirkens godser. De blev udpint endnu værre end de andre; de hørte til gaarden og solgtes med den. De var ikke friere end koen i klaven, hesten i tjoret.

Arbeiderne i byerne havde det heller ikke for godt. Ikke enhver som vilde kunde blive kjøbmand eller haandverker. I hver by var det saa og saa mange handelsmænd som havde lov til at sælge tøi, saa og saa mange som kunde sælge fedevarer eller kolonialvarer; det skulde være saa og saa mange bagere, skomagere og slagtere. Handel og haandverk gik i arv eller maatte kjøbes. Bymanden maatte kjøbe sine varer i den by hvor han bodde; bonden i den som 165laa nærmest. Saa kunde da kjøbmænd og haandverkere sætte prisen som de vilde, bare de var enige; og arbeidernes dagløn blev ussel. Ingen af dem kunde begynde et haandverk eller en handel; det havde de ikke lov til.

Men var det da ingen som klaged over disse uretfærdigheder? Jo, et nødrop hørtes nok af og til; men folket var uvidende. Der var ingen rigtige folkeskoler som hos os nu; det var bare faa som kunde læse, færre skrive. Og det var farligt at klage. En kunde saa let blive puttet i fængsel. Folk kunde sættes fast uden lov og dom den gang, og blive siddende hele sit liv, uden nogensinde at vide hvorfor de sad der. Kongen havde tiltaget sig ret til at give hemmelige arréstordrer. Og hans raadsmænd, eller andre som han likte, fik sig da slige ordrer, som kongen havde skrevet under; der stod rum aabent til navnet paa den som skulde i arrest. Ved Ludvig den 15des hof blev det drevet handel med disse papirer: enhver kunde for penger faa kjøbt sig et. Ikke mindre end 150 000 arrestordrer blev udstedt i denne konges tid. Paa den maade kunde folk let blive af med sine uvenner: bare kjøbe sig et sligt papir og skrive navnet paa den som en vilde have i fængsel. Naar en mand var kjed af sin kone, saa fik han hende paa denne maade sat fast, og konen kunde jo gjøre det samme med manden. En gang hændte det at baade mand og kone havde faat sig en arrestordre; for manden vilde have konen væk, og konen vilde have manden væk. Saa kom politiet og arrestérte dem begge samme dag.

Men en stat som var bygd paa saa megen uretfærdighed maatte til slut velte; det maatte komme en stund da det udpinte folk ikke orked at betale mere. Adel og prester vilde ikke. Saa stansed hele maskineriet, saa kom revolusjonen. Folket reiste sig og kasted byrderne af, alle blev lige for loven. Med denne reisning fulgte meget ondt, megen vildhed, meget blod blev udgydt. Men dette store blev vundet: ethvert menneske har sin ret, som intet andet menneske har ret til at trampe paa. Og vi nordmænd maa mindes det franske folks reisning med tak. De fædre som i 1814 gav os vor selvstændighed havde lært af den franske revolusjon, lært at verne om menneskets ret og folkets frihed.

For læsebogen af A. Ræder.

162

Revolusjon er det samme som omveltning. Når statens store bygning voldsomt rives overende og en ny bygges opp, bruker vi dette ord. Det er statsomveltning. Av alle statsomveltninger er den franske visselig den merkeligste. Hvorledes var da Frankrig før denne revolusjon, før året 1789, og hva var det som veltet?

For å forstå det, vil vi et øyeblikk sammenligne Norge og Frankrig. Hva er forskjellen mellom det som vi nordmenn nå er vant til, og det som franskmennene måtte finne seg i før 1789? Hos oss har vi konge og storting. Stortinget giver lover; kongen utnevner embetsmenn, som skal sørge for at loven blir holdt. Stortinget pålegger skatter og toll, for at staten kan ha inntekter; stortinget sier hvor meget der skal gives ut til hær og flåte og embetsmenn; det råder altså også over statens utgifter.

Hos oss kan den som duger til det, og er opplært til det, få det høyeste embete som finnes i landet. En husmannsgutt kan bli bisp eller sitte i kongens råd, en arbeiders sønn kan bli øverste general over den norske hær, nest kongen.

Hos oss er alle like for loven, — den som har gjort noe galt, får sin straff; loven gjør ikke forskjell, den spør ikke etter høy og lav.

Men slig var det ikke i Frankrig før 1789. Kongen 163kunne gjøre hva han ville, likesom keiseren av Rusland nå; det fantes ikke storting i Frankrig. Hverken storting eller formannskap eller heredsstyre. Kongen ga lover, kongen på-la skatter, og kongen brukte statens penger. Han brukte mange. Den franske konge Ludvig den 14de holdt 4 000 tjenere og hadde en livvakt på 10 000 mann; flere tusen hester stod i hans stall. Han brukte 600 millioner kroner til å bygge et slott, og 13 millioner til en eneste vannledning. Ludvig den 16des jakthunder kostet 50 000 kroner om året. Den franske dronning Maria Antoinette (Angtoanétt) brukte i 1785 over 250 000 kroner til klær, og heri var smykkene ikke regnet med. Og hvem betalte alt dette? Hos oss svarer enhver skatt etter sin formue og sin inntekt; slig var det ikke i Frankrig. Der var tre stender, adelen, prestestanden og tredjestanden; til tredjestanden hørte alle som ikke var adelsmenn eller geistlige, altså borgere og bønder, vitenskapsmenn og kunstnere. I denne stand var det 25 millioner mennesker; det var bare 140 000 adelsmenn og 130 000 av prestestanden. Likevel eide adelen en tredjedel av Frankrigs jord, prestestanden en tredjedel, og tredjestanden en tredjedel. Og adelen og prestene betalte så godt som ingen skatt; det måtte tredjestanden alene greie. Men de beste, de rikeste embeder kunne ingen få som hørte til tredjestanden; ingen av dem kunne bli offiserer i hæren. Den mann som senere ble konge over Norge og Sverige, Karl Johan, og mange utmerkede krigere med ham, kunne før 1789 ikke nå høyere frem enn til underoffiser, og det var forskjellige lover, ja forskjellige domstoler for hver av de tre stender.

Borger og bonde hadde onde dage i den tid; kongen la skatt på alt mulig, kan en nesten si. La oss ta et eksempel. En ting som alle mennesker må ha, er salt. Så ble det bestemt, at ingen kunne få kjøpt salt hos andre enn hos kongens embetsmenn, hos staten. Og prisen ble da deretter; mange steder ble det betalt syv ganger så meget for saltet som det var verdt. Så nøyde folk seg med å kjøpe lite salt; men det fikk de ikke lov til. Det ble påbudt at enhver familie skulle kjøpe så og så meget salt, mer eller mindre, alt etter som den var 164stor til; det var det samme, enten den brukte det eller ikke, betale måtte den.

Men det var ikke bare til kongen eller staten at den franske borger og bonde skattet. Prestene skulle ha sin tiende, adelsmannen sin avgift. Den franske bonde var ikke å ligne med en norsk selveierbonde. Han kunne ikke ta gården etter sin far uten å betale herremannen for det; han måtte arbeide på hans gård og svare ham vei- og bropenger; han måtte male sitt korn på hans mølle og bake sitt brød i hans bakeri, eller betale for å slippe. Han hadde ikke lov til å felle så meget som en hare på sin egen jord; en børse måtte ikke finnes i hans hus. Herremannen hadde jaktretten; han hadde rett til å sprenge med flok og følge inn på bondens grunn, til å trampe hans ager og eng ned; han alene hadde rett til å holde kaniner og duer, og la dem gjøre all den skade de ville på bondens eiendom.

Av hvert hundre kroner som en fransk bonde tjente, måtte han ut med de tre og otti! Hva skulle han så leve av? Hvorledes kunne hans jord bli til gagns dyrket? Det var nød og elendighet, selv i gode år; en mengde mennesker døde av sult. Og når så høsten slo feil? Da levde folk av gress og urter; man fant barn på kirkegården som satt og sugde de dødes ben; det var ikke tusener, men titusender som i slike år døde av sult. Og så var det 150 000 bønder som var ufrie, — især på kirkens godser. De ble utpint enda verre enn de andre; de hørte til gården og solgtes med den. De var ikke friere enn koen i klaven, hesten i tjoret.

Arbeiderne i byene hadde det heller ikke for godt. Ikke enhver som ville kunne bli kjøpmann eller håndverker. I hver by var det så og så mange handelsmenn som hadde lov til å selge tøy, så og så mange som kunne selge fetevarer eller kolonialvarer; det skulle være så og så mange bakere, skomakere og slaktere. Handel og håndverk gikk i arv eller måtte kjøpes. Bymannen måtte kjøpe sine varer i den by hvor han bodde; bonden i den som 165lå nærmest. Så kunne da kjøpmenn og håndverkere sette prisen som de ville, bare de var enige; og arbeidernes daglønn ble ussel. Ingen av dem kunne begynne et håndverk eller en handel; det hadde de ikke lov til.

Men var det da ingen som klaget over disse urettferdigheter? Jo, et nødrop hørtes nok av og til; men folket var uvitende. Der var ingen riktige folkeskoler som hos oss nå; det var bare få som kunne lese, færre skrive. Og det var farlig å klage. En kunne så lett bli puttet i fengsel. Folk kunne settes fast uten lov og dom den gang, og bli sittende hele sitt liv, uten noensinne å vite hvorfor de satt der. Kongen hadde tiltaget seg rett til å gi hemmelige arrestordrer. Og hans rådsmenn, eller andre som han likte, fikk seg da slike ordrer, som kongen hadde skrevet under; der stod rom åpent til navnet på den som skulle i arrest. Ved Ludvig den 15des hof ble det drevet handel med disse papirer: enhver kunne for penger få kjøpt seg et. Ikke mindre enn 150 000 arrestordrer ble utstedt i denne konges tid. På den måte kunne folk lett bli av med sine uvenner: bare kjøpe seg et slikt papir og skrive navnet på den som en ville ha i fengsel. Når en mann var kjed av sin kone, så fikk han henne på denne måte satt fast, og konen kunne jo gjøre det samme med mannen. En gang hendte det at både mann og kone hadde fått seg en arrestordre; for mannen ville ha konen vekk, og konen ville ha mannen vekk. Så kom politiet og arresterte dem begge samme dag.

Men en stat som var bygd på så mye urettferdighet måtte til slut velte; det måtte komme en stund da det utpinte folk ikke orket å betale mer. Adel og prester ville ikke. Så stanset hele maskineriet, så kom revolusjonen. Folket reiste seg og kastet byrdene av, alle ble like for loven. Med denne reisning fulgte meget ondt, mye villhet, meget blod ble utgytt. Men dette store ble vundet: ethvert menneske har sin rett, som intet annet menneske har rett til å trampe på. Og vi nordmenn må minnes det franske folks reisning med takk. De fedre som i 1814 ga oss vår selvstendighet hadde lært av den franske revolusjon, lært å verne om menneskets rett og folkets frihet.

For leseboken av A. Ræder.