136

«Jerusalem er bygd til at være en stad til at samles i, hvor stammerne drager op, Herrens stammer, til et vidnesbyrd for Israels folk, til at takke Herrens navn.» (Salme 122, 3. 4). Disse ord af den hellige sanger, udtalt for aartusender siden, de gjælder om Jerusalem den dag i dag.

Kom bare en gang paa en paaskefest til Jerusalem! Da strømmer som i gamle dage reisefølgene fra alle kanter til byen. Til fods, paa æsel, til hest, og i den nyere tid ogsaa til vogns, kommer de fra alle veier dragende «op til Sion». Og saa den glade sværm i Jerusalems gader, med alle slags dragter og alle slags tungemaal om hverandre! Skarer af festpilegrimer, som mange aar er mødt frem i et tal af tyve—tredive tusend, bølger i hundred- og tusendvis fra gade til gade, fra kirke til kirke, for at se alle de hellige steder, kysse og tilbede. Ja, byen byder ikke rum nok for alle fremmede paa en slig fest, saa der maa reises telter 137udenfor byen. Ofte kan en ogsaa se dem sætte sig op et ildsted af tre stener og der koge sin kveldsmad i gryder hjemmefra, eller i stenkrukker som de har kjøbt, mens maanen og de stille stjerner kikker ned i gryden til dem og venlig lyser over dette tarvelige pilegrims-herberge, som de deler med gadehundene.

Den sterke lyst til festfærder maa vist være arv fra gamle dage. Slig glæded ogsaa enhver i Israel sig til at drage op til høitiderne til det høit liggende Jerusalem. Der saa gamle kjendinger hinanden igjen fra alle kanter af landet, og nye venskaber blev stiftet; det hele folk, som ellers levde hver for sig i sine hytter, blev her samlet, lærte at kjende og elske hverandre og se sig som ett folk, med én tro og ett tempel.

Ja templet, Jehovas tempel, om det var det festglæden samled sig. Dette tempel var ikke et samlingshus for folket, slig som den kirken vi gaar i om søndagene. Ingen andre end presterne havde lov til at stige indenfor der. Det maatte ogsaa have været en vældig bygning som skulde givet plads til hele Israel, naar det strømmed hid til fest. Men selve Jehova-templet var ikke større end en vanlig landskirke. Folket holdt sig, paa østerlandsk vis, i det frie. Forgaardene, med sine vidstrakte flader og prægtige søilehaller rundt om, var store nok til at rumme en utallig folkemængde. Til opbyggelse for de enkelte menigheder havde israeliterne sine skoler eller synagoger, og ogsaa i templets aabne søilehaller sad de skriftlærde, saaledes som det viser sig af fortællingen om den tolvaarige Jesus, og tyded de hellige skrifter. De mange rum og tilbygninger udenom teltet var rigsbygninger. Der var skatkammere og vaabenhus, domhus, raadssaler, høiskoler o. s. v. Saaledes var Jehova-templet med sine tilbygninger ikke bare gudshus, men ogsaa, navnlig i Israels blomstringstid, øverste rigssæde. Midt imellem alle disse bygninger stod hver israelits stolthed, selve templet, i eventyrlig pragt. Det var bygd af hvidglinsende marmor, rundt om indlagt med guldplader; det glitred, siger en samtidig, som et snefjeld, naar morgensolens første straaler faldt ind over det fra 138Oljebjerget, saa folk maatte vende øinene bort fra det blendende lys.

Og endnu den dag idag er den gamle tempelplads det høitideligste og skjønneste som er at se i Jerusalem. Den er ogsaa det eneste blandt alle de «hellige steder» som kan paavises med historisk vished. Der staar perlen mellem østens bygninger, Omar-templet, et muhammedánsk gudshus af vidunderlig ædel skjønhed, som aldrig blir vanhelliget ved slige uskikker som vi er vant til i den hellige gravs kirke og fødselskirken. Rundt denne bygning ligger en bred firkantet høiflade, som Salomon til dels har bygd op for 3 000 aar siden, med svære grundmurer og støttemurer op fra Kedrons-dalen. Dette er det rum hvor en gang Israel paa Herrens høitider bølged frem og tilbage og hilste hverandre med grønne palmegrener. Her var det en gang Davids salmer lød under hjemlandets himmel, under klang af pauker, strengeleg, fløiter og harper. Her er det rum hvor en gang ogsaa Jesus af Nasaret stod og talte til folket om verdens lys, som endnu skulde dvæle hos dem bare en kort stund.

Hvor levende fremstiller sig ikke for vore øine, her paa dette sted, billedet af hine fester som evangelierne fortæller om. Den gladeste fest var løvsalsfesten. Ogsaa Jesus har, som Johannes fortæller, gjestet en løvsalsfest, skjønt det fra først af var hans tanke ikke at gaa med. Hans brødre var der allerede, ligesom alt folket ellers, som brugte at komme nogen dage før høitiden, for at kunne bygge sig løvhytter i god tid. Paa tempelpladsen der udenfor guldporten og bort igjennem Kedrons-dalen, helt ud til Oljebjerget, saaes ikke andet end løvhytter. Og ligesaa inde i byen, paa de flade hustag, paa gaderne og torvene, overalt var det reist løvhytter, hvor det glade folk holdt fest. Hele hovedstaden syntes halvveis at være omgjort til en teltleir. Ogsaa templet straalte i helligt festskrud. De herlige søilerader var paa østerlandsk vis omhængt med farverige tepper, og grønt løv glitred fra alle søiler. Fra den aarle morgen bølged folket frem og tilbage i de vide forgaarder, hvor nu Omar-templet staar saa forladt og ensomt. Og naar 139solen var gaat ned, udfolded sig om natten en ny pragt. Det blinked og glitred i forgaarder og søilehaller af mange hundred lys og fakler. I forgaardene hang store guldlysekroner og straalende lamper. Deres flammende lys kastedes tilbage fra søiler og vægger, saa den herlige bygning kunde sees gjennem den mørke nat helt ud til det stille Oljebjerg. Og naar Herren sent om aftenen vandred over Kedrons-dalen og op over Oljebjerget ud til Betania, da har han vel vendt sig om og set tilbage paa den kjære by. Da saa han et blinkende lyshav, og op af dette hæved sig det stolte tempels klare linjer høit og alvorlig i den mørke nat.

Efter L. Schneller, prest i Betlehem.

136

«Jerusalem er bygd til å være en stad til å samles i, hvor stammene drager opp, Herrens stammer, til et vitnesbyrd for Israels folk, til å takke Herrens navn.» (Salme 122, 3. 4). Disse ord av den hellige sanger, uttalt for årtusener siden, de gjelder om Jerusalem den dag i dag.

Kom bare en gang på en påskefest til Jerusalem! Da strømmer som i gamle dage reisefølgene fra alle kanter til byen. Til fots, på esel, til hest, og i den nyere tid også til vogns, kommer de fra alle veier dragende «opp til Sion». Og så den glade sverm i Jerusalems gater, med alle slags drakter og alle slags tungemål om hverandre! Skarer av festpilegrimer, som mange år er møtt frem i et tal av tyve—tretti tusen, bølger i hundred- og tusenvis fra gate til gate, fra kirke til kirke, for å se alle de hellige steder, kysse og tilbe. Ja, byen byr ikke rom nok for alle fremmede på en slig fest, så der må reises telter 137utenfor byen. Ofte kan en også se dem sette seg opp et ildsted av tre stener og der koke sin kveldsmat i gryter hjemmefra, eller i steinkrukker som de har kjøpt, mens månen og de stille stjerner kikker ned i gryten til dem og vennlig lyser over dette tarvelige pilegrims-herberge, som de deler med gatehundene.

Den sterke lyst til festferder må vist være arv fra gamle dage. Slig gledet også enhver i Israel seg til at drage opp til høytidene til det høyt liggende Jerusalem. Der så gamle kjenninger hinannen igjen fra alle kanter av landet, og nye vennskaper ble stiftet; det hele folk, som ellers levde hver for seg i sine hytter, ble her samlet, lærte å kjenne og elske hverandre og se seg som ett folk, med én tro og ett tempel.

Ja templet, Jehovas tempel, om det var det festgleden samlet seg. Dette tempel var ikke et samlingshus for folket, slig som den kirken vi går i om søndagene. Ingen andre enn prestene hadde lov til å stige innenfor der. Det måtte også ha vært en veldig bygning som skulle gitt plass til hele Israel, når det strømmet hit til fest. Men selve Jehova-templet var ikke større enn en vanlig landskirke. Folket holdt seg, på østerlandsk vis, i det frie. Forgårdene, med sine vidstrakte flater og prektige søylehaller rundt om, var store nok til at rumme en utallig folkemengde. Til oppbyggelse for de enkelte menigheter hadde israelittene sine skoler eller synagoger, og også i templets åpne søylehaller satt de skriftlærde, således som det viser seg av fortellingen om den tolvårige Jesus, og tydet de hellige skrifter. De mange rom og tilbygninger utenom teltet var riksbygninger. Der var skattkamre og våpenhus, domhus, rådssaler, høyskoler o. s. v. Således var Jehova-templet med sine tilbygninger ikke bare gudshus, men også, navnlig i Israels blomstringstid, øverste rikssete. Midt imellom alle disse bygninger stod hver israelits stolthet, selve templet, i eventyrlig prakt. Det var bygd av hvitglinsende marmor, rundt om innlagt med gullplater; det glitret, sier en samtidig, som et snøfjell, når morgensolens første stråler falt inn over det fra 138Oljebjerget, så folk måtte vende øynene bort fra det blendende lys.

Og ennå den dag i dag er den gamle tempelplass det høitideligste og skjønneste som er å se i Jerusalem. Den er også det eneste blant alle de «hellige steder» som kan påvises med historisk visshet. Der står perlen mellom østens bygninger, Omar-templet, et muhammedansk gudshus av vidunderlig edel skjønnhet, som aldri blir vanhelliget ved slike uskikker som vi er vant til i den hellige gravs kirke og fødselskirken. Rundt denne bygning ligger en bred firkantet høyflate, som Salomon til dels har bygd opp for 3 000 år siden, med svære grunnmurer og støttemurer opp fra Kedrons-dalen. Dette er det rom hvor en gang Israel på Herrens høytider bølget frem og tilbake og hilste hverandre med grønne palmegrener. Her var det en gang Davids salmer lød under hjemlandets himmel, under klang av pauker, strengeleg, fløyter og harper. Her er det rom hvor en gang også Jesus av Nasaret stod og talte til folket om verdens lys, som ennå skulle dvele hos dem bare en kort stund.

Hvor levende fremstiller seg ikke for våre øyne, her på dette sted, billedet av hine fester som evangeliene forteller om. Den gladeste fest var løvsalsfesten. Også Jesus har, som Johannes forteller, gjestet en løvsalsfest, skjønt det fra først av var hans tanke ikke å gå med. Hans brødre var der allerede, likesom alt folket ellers, som brukte å komme noen dage før høytiden, for å kunne bygge seg løvhytter i god tid. På tempelplassen der utenfor gullporten og bort igjennom Kedrons-dalen, helt ut til Oljebjerget, saaes ikke annet enn løvhytter. Og likeså inne i byen, på de flate hustak, på gatene og torvene, overalt var det reist løvhytter, hvor det glade folk holdt fest. Hele hovedstaden syntes halvveis å være omgjort til en teltleir. Også templet strålte i hellig festskrud. De herlige søylerader var på østerlandsk vis omhængt med farverige tepper, og grønt løv glitret fra alle søyler. Fra den årle morgen bølget folket frem og tilbake i de vide forgårder, hvor nå Omar-templet står så forlatt og ensomt. Og når 139solen var gått ned, utfoldet seg om natten en ny prakt. Det blinket og glitret i forgårder og søylehaller av mange hundre lys og fakler. I forgårdene hang store guldlysekroner og strålende lamper. Deres flammende lys kastedes tilbake fra søyler og vegger, så den herlige bygning kunne sees gjennom den mørke natt helt ut til det stille Oljebjerg. Og når Herren sent om aftenen vandret over Kedrons-dalen og opp over Oljebjerget ut til Betania, da har han vel vendt seg om og sett tilbake på den kjære by. Da så han et blinkende lyshav, og opp av dette hevet seg det stolte tempels klare linjer høyt og alvorlig i den mørke natt.

Etter L. Schneller, prest i Betlehem.