96

Griffenfeld var en af de største statsmænd som har levet i Norden. Han levde under de dansk-norske konger Fredrik den tredje og Kristian den femte. I aarene 1670—75 leded han alt hvad den unge kong Kristian foretog sig. Men borgersønnen, som saa braat steg til adelsmand og greve, rigskansler og udenrigsminister, fik mange og mægtige fiender. I begyndelsen af 1676 blev han fængslet og dømt til døden. Paa retterstedet benaaded kongen ham. Siden kom han til Munkholmens fæstning ved Trondhjem. Her skrev han et latinsk digt, som det findes en gammel oversættelse af. Det er indholdet af dette digt som meddeles i nedenstaaende vers.

Den gamle fange saa og saahvor alle seil gik sønderpaa,imens han selv er bunden;da tog han ringen af og skrev,han skrev paa væggen dette brev —det er til Gud i grunden:

Se, hjorten skriger efter trøst,naar det er jagt, naar det er høst,naar det er mange hunder;men skogen bare gjenlyd har,gir ingen hjælp, ei heller svarifra de visne lunder.

Mit hjerte er som hjortens træt,mit kind det er saa taaremæt,snart kan jeg ikke mere.Ak herre, min Immanuel,ak vilde du min tunge sjælind i din himmel bære!

Jeg ene staar paa øde skjær,men mine fiender er mig nærog hvisker i mit øre:«Du daare, hvor er vel din Gud,som hjelper dig af holmen ud?du ser, han vil ei høre.»

97Da segner jeg, da blegner jeg,da husker jeg min æres vei —det er en blodig kvide —den gang da jeg til Herrens husgik silkeklæd, i kniplings brus,og ved min konges side.

Da var jeg vel saa stolt en gjest,jeg syntes Gud og kongen næstog var iblandt de første;jeg traadte fiender ned med fod, —nu suger de mit hjerteblod,hvorefter de mon tørste.

Hvor gjerne ønsker jeg mig numin konges milde gunst og hu,og lidt af al min ære.Men kongens trone, Herrens hus,Guds himmel, sol og stjerneljus,jeg har dem ikke mere.

Jeg har de onde tunger blot,som hvisker: «Gud i himlens slot,hvor kan du tro og mene,at han som styrer stormens veikan høre sagte suk fra digbag disse tykke stene?»

Jo, herre Gud! min verk og ve,min synd og sorg, min spot og spefor dine ører klinger;og naar det vorder altfor galt,du tar det, du, og gjemmer altindunder dine vinger.

Ja, jeg har faaet hjælp og svar:Vorherre mig i favnen tar,det tag skal aldrig glippe;min Gud han er og blive vil;er verden haard, saa er han mild,han vil mig aldrig slippe.

Han løfter mig fra verdens is,der tit jeg faldt paa Adams vis,op til sin varme himmel.Saa er igjen jeg Herrens gjestog sidder Gud og konger næst,og bliver ikke svimmel.

Ved udg.

96

Griffenfeld var en av de største statsmenn som har levet i Norden. Han levde under de dansk-norske konger Fredrik den tredje og Kristian den femte. I årene 1670—75 leded han alt hva den unge kong Kristian foretok seg. Men borgersønnen, som så braat steg til adelsmann og greve, rikskansler og utenriksminister, fikk mange og mektige fiender. I begynnelsen av 1676 ble han fengslet og dømt til døden. På retterstedet benådet kongen ham. Siden kom han til Munkholmens festning ved Trondhjem. Her skrev han et latinsk dikt, som det finnes en gammel oversettelse av. Det er innholdet av dette dikt som meddeles i nedenstående vers.

Den gamle fange så og såhvor alle seil gikk sønderpaa,imens han selv er bunden;da tok han ringen av og skrev,han skrev på veggen dette brev —det er til Gud i grunnen:

Se, hjorten skriker etter trøst,når det er jakt, når det er høst,når det er mange hunder;men skogen bare gjenlyd har,gir ingen hjelp, ei heller svarifra de visne lunder.

Mitt hjerte er som hjortens trett,mitt kinn det er så taaremæt,snart kan jeg ikke mer.Ak herre, min Immanuel,ak ville du min tunge sjelinn i din himmel bære!

Jeg ene står på øde skjær,men mine fiender er meg nærog hvisker i mitt øre:«Du dåre, hvor er vel din Gud,som hjelper deg av holmen ut?du ser, han vil ei høre.»

97Da segner jeg, da blekner jeg,da husker jeg min æres vei —det er en blodig kvide —den gang da jeg til Herrens husgikk silkeklæd, i kniplings brus,og ved min konges side.

Da var jeg vel så stolt en gjest,jeg syntes Gud og kongen nestog var iblant de første;jeg trådte fiender ned med fot, —nå suger de mitt hjerteblod,hvoretter de mon tørste.

Hvor gjerne ønsker jeg meg nåmin konges milde gunst og hu,og litt av all min ære.Men kongens trone, Herrens hus,Guds himmel, sol og stjerneljus,jeg har dem ikke mer.

Jeg har de onde tunger blot,som hvisker: «Gud i himlens slott,hvor kan du tro og mene,at han som styrer stormens veikan høre sakte sukk fra degbak disse tykke steiner?»

Jo, herre Gud! min verk og ve,min synd og sorg, min spot og spefor dine ører klinger;og når det vorder altfor galt,du tar det, du, og gjemmer altinnunder dine vinger.

Ja, jeg har fått hjelp og svar:Vorherre meg i favnen tar,det tak skal aldri glippe;min Gud han er og bli vil;er verden hard, så er han mild,han vil meg aldri slippe.

Han løfter meg fra verdens is,der tit jeg falt på Adams vis,opp til sin varme himmel.Så er igjen jeg Herrens gjestog sitter Gud og konger nest,og blir ikke svimmel.

Ved udg.