Om Øivind og bukken har vi læst i første del. Øivind var husmandsgut; Marit var gaardmandsdatter; de var kamerater fra barneaarene. Han holdt af hende, men trodde at hun ikke vørte ham, fordi han var fattig. Han blev harm og sky; han sa til sig selv, at han vilde læse og lære og komme frem i verden. Han var ikke mere med i leg eller moro. Saa flytted de andre børn væk fra kjelkebakken. «Her er blit saa uvant stille,» sa moren en kveld til skolemesteren, «siden børnene er flyttet bort med sin leg. Øivind er ikke glad paa det sidste.» — «Aa nei, den som er ærgjerrig, er ikke glad,» sa skolemesteren. Det som nu skal fortælles, hændte et halvt aar efter, da konfirmations-ungdommen var i prestegaarden for at udtages.
207Øivind sad borte ved vinduet, havde været oppe og havde svaret paa alt som han blev spurt om; men ikke havde presten sagt noget, heller ikke skolemesteren; han havde i over et halvt aar tænkt paa, hvad begge vilde sige, naar de fik vide hvad han havde arbeidet, og han følte sig nu meget skuffet, og tillige krænket. Skolemesteren pleide at blive lidt efter hos presten for at ordne ungdommen, og siden gaa ned og fortælle dem udfaldet; det var jo ikke den sidste afgjørelse, men det var hvad presten og han for det første var kommet overens om. Samtalen i stuen blev livligere, efter hvert som flere blev prøvet og slap; men nu begyndte de ærgjerrige at skille sig fra de glade; de sidste gik, saa snart de havde faat følge, for at meddele forældrene sin lykke, eller de vented for andres skyld, som ikke var færdige; de første derimod blev mere og mere stille, øinene saa spændt mod døren.
Omsider kom skolemesteren. Enhver forlod sin plads og stormed omkring ham. «Hvad nummer har jeg?» — «End jeg?» — «End jeg?» — «Jeg?» — «Hys, opløbne unger, ingen spektakel her! — rolige, saa skal I faa høre det, børn.» Han saa sig langsomt om. «Du er nummer to,» sa han til en gut med blaa øine, som saa bønlig paa ham, og gutten dansed ud af ringen. «Du er nummer tre,» — han slog paa en rødhaaret, rask liden en, som stod og slét ham i trøien; «du er nummer fem, du nummer otte,» o. s. v. Han fik se Marit: «Du er nummer én af jenterne.» Hun blev blussende rød over ansigt og hals, men forsøgte at smile. «Du nummer tolv, — har været doven, din knegt, og en stor skøierfant. Du nummer elleve; ikke bedre at vente, gutten min. Du nummer tretten, maa læse dygtig, møde frem til overhøring, ellers gaar det dig galt!» — Øivind kunde ikke holde det ud længer; nummer én var vistnok ikke nævnt; men han stod hele tiden saaledes, at skolemesteren kunde se ham. «Skolemester!» — Han hørte ikke. «Skolemester!» Tre ganger maatte han gjentage det, før det blev hørt. Endelig saa skolemesteren paa ham: «nummer ni eller ti, husker ikke sikkert hvilket,» sa han og vendte sig til en anden. «Hvem er nummer én da?» spurte Hans, som var Øivinds bedste ven. — «Det er ikke du, dit krushoved!» sa 208skolemesteren og slog ham over haanden med en papirrulle. «Hvem er det da?» spurte flere, «hvem er det, ja hvem er det?» — «Det faar den vide som har nummeret!» svarte skolemesteren strengt; han vilde ikke have flere spørsmaal. — «Gaa nu vakkert hjem, børn, tak eders Gud, og glæd eders forældre! Tak ogsaa eders gamle skolemester; I havde siddet der vakkert og gnaget ben, havde ikke han været!» — De takked ham og lo, de drog jublende afsted; ti i dette øieblik, da de skulde hjem til forældrene, var de alle glade. Bare én var igjen, som ikke straks kunde finde sine bøger, og som, da han fandt dem, satte sig ned, som skulde han paa ny til at læse dem over.
Skolemesteren gik bort til ham: «Nu, Øivind, skal du ikke gaa med de andre?» — Han svarte ikke. — «Hvorfor slaar du op dine bøger?» — «Jeg vil se hvad jeg har svaret galt i dag.» — «Du har vist ikke svaret noget galt.» — Øivind saa da paa ham, taarerne stod ham i øinene, han saa ufravendt paa ham, mens en efter en randt nedover, men han sa ikke et ord. Skolemesteren satte sig foran ham: «Er du ikke glad nu, at du er sluppet frem?» — Det bævred om munden, men han svarte ikke. «Din mor og din far blir meget glade,» sa skolemesteren og saa paa ham. — Øivind kjæmped længe for at faa et ord frem; endelig spurte han sagte og afbrudt: «Er det — fordi jeg — er husmandsgut — at jeg staar nummer ni eller ti?» — «Vistnok er det derfor,» svarte skolemesteren. — «Saa nytter det jo ikke mig at arbeide,» sa han klangløst og sank sammen over alle sine drømme. Med én gang løfted han hovedet, hæved den høire haand, slog den i bordet med al sin magt, kasted sig ned paa sit ansigt og brød ud i den heftigste graat.
Skolemesteren lod ham ligge og graate, rigtig graate ud. Det varte længe; men skolemesteren vented, til graaten blev barnligere. Da tog han om hans hoved med begge hænder, letted det op og saa ind i det forgrætte ansigt. «Tror du det er Gud som nu har været hos dig?» sa han og holdt ham venlig imod sig. Øivind hulked endnu, men kortere, taarerne randt mere stille; men han turde ikke se paa ham som spurte, heller ikke svare. — «Dette, Øivind, har været 209løn som forskyldt. Du har ikke læst af kjærlighed til din kristendom og dine forældre; du har læst af forfængelighed.» — Det blev stilt i stuen mellem hver gang skolemesteren talte; ØIVIND kjendte hans blik hvile paa sig, og han blev optøet og ydmyg under det. — «Med saadan vrede i dit hjerte kunde du ikke have mødt frem for at tage pakten af din Gud; kunde du vel, ØIVIND?» — «Nei,» stammed han, saa godt han formaadde. — «Og stod du der med forfængelig glæde over at du var nummer én, stod du da ikke frem med en synd?» — «Jo,» hvisked han og skalv om munden. «Du holder endnu af mig, ØIVIND?» — «Ja.» Han saa op for første gang. «Saa skal jeg sige dig at det var jeg som fik dig flyttet ned; for jeg holder saa af dig, ØIVIND.» — Den anden saa paa ham, blinked nogle ganger, og taarerne randt tæt ned. — «Du har ikke noget imod mig for det?» — «Nei.» Han saa fuldt og klart op, skjønt røsten var kvalt. — «Mit kjære barn, jeg vil verne om dig, saa længe jeg lever.»
Han vented paa ham, til han fik ordnet sig og samlet sine bøger, saa sa han at han vilde følge ham hjem. De gik langsomt hjemover; i begyndelsen var ØIVIND endnu stille og kjæmpende, men lidt efter lidt vandt han paa sig selv. Han var saa overtydet om, at det som var hændt, var det bedste som nogensinde kunde have truffet ham, og før han kom hjem, var troen derpaa blit saa sterk, at han takked sin Gud og sa det til skolemesteren. «Ja, nu skal vi tænke paa at naa noget i livet,» sa skolemesteren, «og ikke løbe efter blindmænd og numre. Hvad siger du om seminariet?» — «Jo, jeg vil gjerne did.» — «Du mener landbrugsskolen?» — «Ja.» «Den er vistnok ogsaa den bedste; den giver andre udsigter end en skolemesterstilling.» — «Men hvorledes skal jeg komme did? Jeg har inderlig lyst, men ikke raad.» — «Vær flittig og bra, saa skal det nok blive raad!»
Da de kom hjem, var begge forældrene i stuen, og havde siddet der i stille venten, skjønt det var arbeidstid og travelt. Skolemesteren kom først ind, ØIVIND efter; begge
Rolfsen: Læsebog for folkeskolen. II.
210smilte. «Nu?» sa faren, han la en salmebog bort, hvor han netop havde læst «en konfirmants bøn». Moren stod ved gruen, turde ingenting sige; hun lo, men hun var ustø paa haanden; hun vented øiensynlig noget godt, men vilde ikke være ved det. «Jeg maatte bare følge for at glæde eder med at han svarte paa alt han blev spurt om, og at presten sa, da ØIVIND var gaat, at han ikke har havt flinkere konfirmant.» — «Aa nei!» sa moren og blev meget bevæget. — «Det er jo bra,» sa faren og kremted usikkert.
Efter at det havde været længe stilt, spurte moren sagte: «Hvad nummer faar han?» — «Nummer ni eller ti,» sa skolemesteren rolig. — Moren saa paa faren, faren først paa hende, saa paa ØIVIND; «en husmandsgut kan ikke vente mere,» sa han. ØIVIND saa paa ham igjen; det var som atter noget vilde op i halsen, men han tvang sig ved i en hast at tænke paa alt han var glad i og holdt af, det ene efter det andet, saa længe til det gik ned igjen.
«Nu er det bedst jeg gaar,» sa skolemesteren, nikked og vendte sig. Begge forældrene fulgte efter sedvane ud paa stenhellen; her tog skolemesteren sig en skraa og sa smilende: «Han blir nummer én ligevel; men det er ikke værdt han faar vide noget om det, før dagen kommer.» — «Nei, nei,» sa faren og nikked. «Nei, nei,» sa moren, hun nikked ogsaa; derpaa tog hun skolemesteren i haanden; «du faar ha tak for alt du gjør imod ham,» sa hun. «Ja, du faar ha tak,» sa faren, og skolemesteren gik; men de stod endnu længe og saa efter ham.