184

Det var en vintermorgen en maaneds tid før jul. Det var mørkt endda, stjernerne lyste over mig paa den rene himmelgrund, mens vognen langsomt rulled bortover den frosne snebare jord. Jeg var paa veien til Kongsbergs sølvgruber; jeg skulde gaa «i berg».

Jeg tænkte paa hvad jeg havde læst i min barndom om de bergtagne: Fjeldvæggen aabned sig og lukked sig igjen; aldrig mer fik de sol og maane og stjerner at se; inde i det svarte fjeldet graaned deres haar.

Men dagen gryed mer og mer, stjernerne trak fra vagten, som det staar i visen, og solen løste dem af. Det var ikke muligt at tænke paa troll og underjordiske, da jeg kom op imod Saggrænden, og dagen lyste over Meheien langt borte. Ligevel sad barne-eventyret i mig. Jeg tænkte paa dem som stod i berghullet og saa ud over dalen for sidste gang.

Men da jeg havde faat bergmandsklærne paa, saa maatte jeg le. Mine tykke vinterklær blev presset ind under et graabrunt overtræk, og jeg saa endda sværere ud end jeg pleier at være; hvis nogen skulde ligne et troll som holdt paa at revne, saa var det jeg.

Snart stod vognen for døren, som det heder. Bare at døren var et stort sort hul, som vi skulde ind igjennem med vognen; vognen var en tralle, som kjørte os langt ind i berget. «Vær bare ikke ræd,» ropte overstigeren efter mig; «det er ingen verdens ting at være ræd for.» Og jeg var heller ikke ræd; jeg mente bare, at grubelampen, som stod tændt nede paa trallebrettet, vilde stege benene mine; men det var det heller ingen fare for. Det gik saa susende fort, der var sligt et drag imod, at luen i den aabne lampen aldrig fik lov til saa meget som at 185slikke benene. Ja, fort gik det, og lavt var det under loftet; jeg, som var ukjendt, syntes jeg maatte rende panden mod istapperne, som hang nedover hovedet mit. Mørkt var det

foran og lyst bag. Dybere og dybere ind kom vi. En kunde godt tænke at et troll med syvmils-støvler havde tag i en og drog en redningsløst fra solen og dagen. Da saa jeg, dybt dybt inde, en løgt. I næste stund var vi paa siden af den. Den skinte paa en hest og en stor arbeidsvogn.

186«Hvad er det i den vognen?» sa jeg til stigeren som kjørte mig. «Gods.» — «Gods? Men det ser mest ud som graasten.» — «Ja, men det er sølv i den graastenen.»

Og da vi havde kjørt et par kilometer, stansed vor egen vogn, og vi steg af. Vi syntes det var en noksaa god kjøretur, til at være inde i berget, — skjønt vi vidste at andre steder er det ganger som er meget længer. Nede i Tyskland er der en som er 75 kilometer, eller omkring 7 norske mil. Slig en gang kaldes en stoll.

Nu er vi da i en af gruberne, i Kongens grube. Det er den rigeste af alle Kongsbergs gruber. En gang blev det taget saa meget sølv op af denne grube, saa verket kunde lægge fire millioner kroner til side. Andre gruber heder Guds hjælp i nøden og Guds gave.

Nu fører stigeren os ind i en ny gang i berget, men den kaldes ikke en stoll, den heder en ort. Stollen er den gang som rydder vei ind til sølvet, orten følger sølv-aaren, som vi snart skal høre om. Naar vi har gaat et lidet stykke gjennem orten, kommer vi til en stor hvælving i fjeldet; det er en aaben drift. Nogen drifter er ikke større end en kjelder, nogen er saa store som kirker; her har sølv-aaren været rig; hvor bergmændene brød, fandt de sølv, og slig blev hvælvingen til. — Vi kom netop nu til en slig drift. — En stor svær bjelke støtter bergtaget, en mand staar og borer ind i fjeldvæggen. Da hører vi, dybt under os: «Af veien, af veien!» Det er næsten uhyggeligt. Det ligner en røst fra graven. Men i næste stund smelder det saa det giver et sæt i os. Det er som en stod lige ved mundingen af en kanon naar den gaar af. Det brummer tungt indefter i fjeldet. Manden som staar og borer hos os oppe i driften, han skal ogsaa skyde om en stund; naar hullet er færdigt, lar han det med dynamit, lægger en lunte ned i den øverste dynamitpatron, tænder lunten, gjemmer sig og skriger «af veien» til alle de andre arbeiderne, for at de ogsaa kan gjemme sig.

Det gaar mange skud i gruberne om aaret. Nede i 187Tyskland, hvor de har den gangen som er 75 kilometer lang, skyder de to millioner skud om aaret.

Mange steder skydes der paa en bestemt tid af dagen. Ved Dannemora i Sverige gaar alle skuddene ved middagstid, naar arbeiderne er kommet op af det store aabne grubesvelg. Da ringes der med klokker, for at vare dem alle, og en liden stund efter kommer det et forfærdeligt brag nede fra dybet; jorden ryster i flere minuter, store stenhauger er sprængt løs.

Og hvorfor skydes der støtt og stendig? For at en kan bryde sig ind til sølvet. For sølvet sidder i fjeldet. Sølvet er bergtaget, kan en sige; sølvet skal ud, og da dundrer det løs, som naar kongen kommer.

Ned igjennem Kongsberg-fjeldet gaar det en mængde aarer af kalkspat, dybt nedover; slige aarer kalder bergmændene «ganger». De er ganske smale, sjelden blir de en fod brede, en enkelt gang et par fod. De sender mange fine grener ud, og i disse ganger og grener findes der sølv. Men for at finde det maa en altid bryde og skyde sig frem.

For resten kan en ogsaa løse fjeldet paa en mer stillfærdig maade. En kan brænde sig ind i berget, og det brugtes meget paa Kongsberg før. Det kaldes «fyrsætning». Da blir det tændt et stort baal op indved fjeldvæggen. Alting vider sig jo ud i varmen; derfor løsner fjeldstykkerne; og vandet som render inde i fjeldets revner og sprækker blir til damp, og dampen sprænger ogsaa. Dampen har magt. Du har vel set det af og til, at grydelaaget kastes af gryden, naar den koger. Det er dampen som gjør det. Men en maa have god raad paa ved, naar en skal brænde sig ind i berget. Hvert baal tager opimod en favn. Det er varmt der inde, selv naar baalet er nedbrændt og fyrhuggeren hakker det sprukne fjeld løs. Der er mer end femti graders varme.

Men nu bruges ikke fyrsætning mer. Det tog en maaned at komme et par meter ind. Det gaar fortere med dynamit.

188I dette øieblik er det skumt og stilt der baalene en gang brændte og skuddene skrældte. Grubelamperne kaster et mat skin og viser os et stort hul eller en drift, som gaar dybt, dybt nedover.

Enhver slig drift som bærer nedefter kaldes en sjakt. Men det er ikke i alle sjakter en søger efter sølv. Somme er bare veier som gaar ned i dybet, og nogen af dem gaar seks hundred meter bent ned. Men der er afsatser eller hylder i berget. Vil den reisende ned, maa han gaa paa stiger og holde sig godt fast, for det er nu altid saa dybt til nærmeste hylde som to høie værelser oppaa hinanden. Men bergmanden, som tit og ofte skal op og ned lange stykker, han bruger ikke den tungvinte maaden. Se der, fra dybet — dybt, dybt under os, kommer det et lys opover. Det er en bergmand med lampen i haanden; han ligesom løftes opover af en usynlig magt. Hvis det er noget som er underligt og trollagtigt her inde, saa er det disse bergmændene med lampen i haanden, som svæver op og ned lig spøgelser. Men det gaar noksaa naturligt til; det er en maskine som gjør det, to lange, lange stokker: naar den ene gaar op, saa gaar den andre ned. Se paa billedet: op af hullet der kommer en slig bergmand.

Da jeg nu har set mig rigtig godt om her nede, saa stiger vi op til stollen igjen og sætter os paa trallen. Og 189udover mod dagen gaar det. Snart blinker middagssolen tindrende klart over aaserne, som har et tyndt lag af sne over sig. Inde i den store sal faar jeg vasket de kulsorte hænder. Ellers har jeg ikke taget nogen skade. Jeg er ikke blit hvidhaaret paa den stunden jeg var der inde, ikke en gammel kall paa hundred aar. Jeg er to tre timer ældre og en liden grand klogere; det er det hele.

184

Det var en vintermorgen en maaneds tid før jul. Det var mørkt enda, stjernene lyste over meg på den rene himmelgrunn, mens vognen langsomt rullet bortover den frosne snebare jord. Jeg var på veien til Kongsbergs sølvgruver; jeg skulle gå «i berg».

Jeg tenkte på hva jeg hadde lest i min barndom om de bergtatte: Fjellveggen åpnet seg og lukket seg igjen; aldri mer fikk de sol og måne og stjerner å se; inne i det svarte fjellet grånet deres hår.

Men dagen gryet mer og mer, stjernene trakk fra vakten, som det står i visen, og solen løste dem av. Det var ikke mulig å tenke på troll og underjordiske, da jeg kom opp imot Saggrænden, og dagen lyste over Meheien langt borte. Likevel satt barne-eventyret i meg. Jeg tenkte på dem som stod i berghullet og så ut over dalen for siste gang.

Men da jeg hadde fått bergmannsklærne på, så måtte jeg le. Mine tykke vinterklær ble presset inn under et gråbrunt overtrekk, og jeg så enda sværere ut enn jeg pleier å være; hvis noen skulle ligne et troll som holdt på å revne, så var det jeg.

Snart stod vognen for døren, som det heter. Bare at døren var et stort sort hull, som vi skulle inn igjennom med vognen; vognen var en tralle, som kjørte oss langt inn i berget. «Vær bare ikke redd,» ropte overstigeren etter meg; «det er ingen verdens ting å være redd for.» Og jeg var heller ikke redd; jeg mente bare, at gruvelampen, som stod tent nede på trallebrettet, ville steke benene mine; men det var det heller ingen fare for. Det gikk så susende fort, der var slikt et drag imot, at luen i den åpne lampen aldri fikk lov til så meget som å 185slikke benene. Ja, fort gikk det, og lavt var det under loftet; jeg, som var ukjent, syntes jeg måtte renne pannen mot istappene, som hang nedover hodet mitt. Mørkt var det

foran og lyst bak. Dypere og dypere inn kom vi. En kunne godt tenke at et troll med syvmils-støvler hadde tak i en og drog en redningsløst fra solen og dagen. Da så jeg, dypt dypt inne, en løgt. I neste stund var vi på siden av den. Den skinte på en hest og en stor arbeidsvogn.

186«Hva er det i den vognen?» sa jeg til stigeren som kjørte meg. «Gods.» — «Gods? Men det ser mest ut som gråstein.» — «Ja, men det er sølv i den graastenen.»

Og da vi hadde kjørt et par kilometer, stanset vår egen vogn, og vi steg av. Vi syntes det var en nokså god kjøretur, til å være inne i berget, — skjønt vi visste at andre steder er det ganger som er meget lenger. Nede i Tyskland er der en som er 75 kilometer, eller omkring 7 norske mil. Slig en gang kalles en stoll.

Nå er vi da i en av gruvene, i Kongens grube. Det er den rikeste av alle Kongsbergs gruver. En gang ble det taget så meget sølv opp av denne grube, så verket kunne legge fire millioner kroner til side. Andre gruver heder Guds hjelp i nøden og Guds gave.

Nå fører stigeren oss inn i en ny gang i berget, men den kalles ikke en stoll, den heter en ort. Stollen er den gang som rydder vei inn til sølvet, orten følger sølv-åren, som vi snart skal høre om. Når vi har gått et lite stykke gjennom orten, kommer vi til en stor hvelving i fjellet; det er en åpen drift. Noen drifter er ikke større enn en kjelder, noen er så store som kirker; her har sølv-åren vært rik; hvor bergmennene brød, fant de sølv, og slig ble hvelvingen til. — Vi kom nettopp nå til en slig drift. — En stor svær bjelke støtter bergtaget, en mann står og borer inn i fjellveggen. Da hører vi, dypt under oss: «Av veien, av veien!» Det er nesten uhyggelig. Det ligner en røst fra graven. Men i neste stund smeller det så det gir et sett i oss. Det er som en stod like ved munningen av en kanon når den går av. Det brummer tungt indefter i fjellet. Mannen som står og borer hos oss oppe i driften, han skal også skyde om en stund; når hullet er ferdig, lar han det med dynamitt, legger en lunte ned i den øverste dynamittpatron, tenner lunten, gjemmer seg og skriker «av veien» til alle de andre arbeiderne, for at de også kan gjemme seg.

Det går mange skudd i gruvene om året. Nede i 187Tyskland, hvor de har den gangen som er 75 kilometer lang, skyder de to millioner skudd om året.

Mange steder skydes der på en bestemt tid av dagen. Ved Dannemora i Sverige går alle skuddene ved middagstid, når arbeiderne er kommet opp av det store åpne gruvesvelg. Da ringes der med klokker, for å vare dem alle, og en liten stund etter kommer det et forferdelig brak nede fra dypet; jorden ryster i flere minutter, store steinhauger er sprengt løs.

Og hvorfor skydes der støtt og stendig? For at en kan bryte seg inn til sølvet. For sølvet sitter i fjellet. Sølvet er bergtaget, kan en si; sølvet skal ut, og da dundrer det løs, som når kongen kommer.

Ned igjennom Kongsberg-fjellet går det en mengde årer av kalkspat, dypt nedover; slike årer kaller bergmennene «ganger». De er ganske smale, sjelden blir de en fot brede, en enkelt gang et par fot. De sender mange fine grener ut, og i disse ganger og grener finnes der sølv. Men for å finne det må en alltid bryte og skyde seg frem.

For resten kan en også løse fjellet på en mer stillferdig måte. En kan brenne seg inn i berget, og det brugtes meget på Kongsberg før. Det kalles «fyrsætning». Da blir det tent et stort bål opp innved fjellveggen. Alting vider seg jo ut i varmen; derfor løsner fjellstykkene; og vannet som render inne i fjellets revner og sprekker blir til damp, og dampen sprenger også. Dampen har makt. Du har vel sett det av og til, at grydelaaget kastes av gryten, når den koker. Det er dampen som gjør det. Men en må ha god råd på ved, når en skal brenne seg inn i berget. Hvert bål tar oppimot en favn. Det er varmt der inne, selv når bålet er nedbrent og fyrhuggeren hakker det sprukne fjell løs. Der er mer enn femti graders varme.

Men nå brukes ikke fyrsætning mer. Det tok en måned å komme et par meter inn. Det går fortere med dynamitt.

188I dette øyeblikk er det skumt og stilt der bålene en gang brente og skuddene skrældte. Gruvelampene kaster et mat skinn og viser oss et stort hull eller en drift, som går dypt, dypt nedover.

Enhver slig drift som bærer nedefter kalles en sjakt. Men det er ikke i alle sjakter en søker etter sølv. Somme er bare veier som går ned i dypet, og noen av dem går seks hundre meter bent ned. Men der er avsatser eller hyller i berget. Vil den reisende ned, må han gå på stiger og holde seg godt fast, for det er nå alltid så dypt til nærmeste hylle som to høye værelser oppå hinannen. Men bergmannen, som tit og ofte skal opp og ned lange stykker, han bruker ikke den tungvinte måten. Se der, fra dypet — dypt, dypt under oss, kommer det et lys opover. Det er en bergmann med lampen i hånden; han likesom løftes opover av en usynlig makt. Hvis det er noe som er underlig og trollagtigt her inne, så er det disse bergmennene med lampen i hånden, som svever opp og ned lig spøkelser. Men det går nokså naturlig til; det er en maskin som gjør det, to lange, lange stokker: når den ene går opp, så går den andre ned. Se på billedet: opp av hullet der kommer en slig bergmann.

Da jeg nå har sett meg riktig godt om her nede, så stiger vi opp til stollen igjen og setter oss på trallen. Og 189utover mot dagen går det. Snart blinker middagssolen tindrende klart over åsene, som har et tynt lag av sne over seg. Inne i den store sal får jeg vasket de kulsorte hender. Ellers har jeg ikke taget noen skade. Jeg er ikke blitt hvithåret på den stunden jeg var der inne, ikke en gammel kall på hundre år. Jeg er to tre timer eldre og en liten grand klokere; det er det hele.