Det var ikke for megen hæder, naar kongen i 1716 gjorde Peter Wessel til adelsmand. Han fik navnet Tordenskjold. Var det meningen, at han skulde være et skjold for land og rige og tordne for fienden, saa gjorde han snart skjel for navnet.
Den svenske flaade, som vi nævnte ovenfor, var under opseiling fra Gøteborg. Den var næsten fremme; den laa tæt indved grænsen, vel gjemt inde i Dynekilens havn og vel verget af kanoner, krigsfartøier og 4000 soldater. Men udenfor paa havet kredsed Tordenskjold med sine skibe som en jagende ørn. Han slog ned i Dynekilen. Der var trangt at slippe ind; et par steder var det saa smalt, at det var med nød skibene kunde komme igjennem. En anden vilde kanske have tænkt: At gaa ind her, det er jo som at gaa ind i et hai-gab; en slipper aldrig ud igjen. Men Tordenskjold lod det staa til, han; i dagningen den 8de juli stod han ind gjennem skjærgaarden. Selv førte han «Hvide Ørnen». Han ropte over til løitnant Grib paa «Vindhunden»: «Den svenske kommandøren skal nok holde gjestebud for flaaden sin, har jeg spurt. Skal vi være med ubudne?» Jo! Grib havde lyst, bare han fik lov; jo før des heller. Klokken halv otte var de paa skudvidde; og de selvbudne gjesterne blev varmt modtaget, det er vist. Tordenskjold tidde bom stille, han svarte ikke med et eneste skud, før det var 177blit saa bredt i farvandet, at de største skuderne hans kunde lægge sig godt op mod fienden. Saa brændte han løs i tre stive timer. Da sagtned ilden fra svenskerne, og han la sig endnu nærmere. Han fik sin flaade helt ind paa havnen. Nu skjønte svenskerne at deres var tabt; men de undte ikke Tordenskjold at faa den. De satte sine skibe paa land eller stak ild i dem. Det var et godt stykke arbeide at faa tag i disse fartøierne: Rundt omkring hele viken, bag hauger og hus og trær, laa de fire tusend og skjød; og skuderne selv, de var næsten værre at komme nær, nu de var folketomme, end da de fyrte: brændende lunter laa ved krudtønderne. Kuler fra land og krud om bord, det var ikke greit at gaa imellem der. Men saa var de nu ingen rædharer heller, de som skulde gjøre det. Især er det to som skal nævnes: Tønder og Grib. Tønder gik paa træben, men det hefted ham ikke stort. Han havde netop været med og taget de kanoner som svenskerne havde paa holmen der inde, da saa han et lidet svensk krigsfartøi som det røg af; han kilte did bort og gik om bord. Midt under storluken stod en balje med brændende tjære; den fik han langet op og hev den selv i sjøen. Men da ropte han som havde langet den: «Det er krud skuden er lad med: ret nu gaar vi til veirs alle mand,» og med det samme var han oppe af luken og nede i baaden.
Tønder blev staaende. Han rev trøierne af to matroser, dypped dem i sjøen og kasted dem over ilden, som slikked lukekarmen. Saa gik han neden-under; der stod en krudtønde men en brændende lunte to tommer fra krudet; krudtønder stod det rundt omkring, og krud var der strød over dem alle. Men han sprang ikke op, han tog rolig lunten mellem fingrene og gav den til en af folkene sine.
Siden fik han skuden slæpt ud; det var 220 tønder krud i den.
Grib var ikke mindre mand. Tæt ind under land laa det nogen svenske skuder, lige i læ af soldaterne, som dundred af al magt. Grib halte sin fregat saa nær ind under ilden som han kunde komme; saa fik han en svær trosse, sprang i baaden og rodde midt igjennem kuleregnet ind
Rolfsen: Læsebog for folkeskolen. II.
178til det største af de svenske skibene. Kulerne skrabte huden hans og gik igjennem klærne; syv mand blev saaret; den ene døde. Havde han kommet fire minuter senere, var skuden gaat i luften; nu fik han halt den ud og berget den, baade den og de andre. Det var sent paa kveld, før alt var taget som tages kunde. Nu bar det afsted udover. De svenske kuler krydsed hverandre fra begge sider. Tvers igjennem gled Tordenskjold den lyse sommernat med sine priser.
I dagningen var han endelig ude; det havde været et varmt døgn, men det havde frelst Norge.