Viggo var ti aar gammel. Beates dukker lod han i fred og ro; han vilde ikke en-gang længer være viking, naar han blev stor. Offiser vilde han nu være, helst general; men kunde han ikke straks blive det, saa vilde han ogsaa nøie sig med at være løitnant; han kunde jo altid blive general siden. Hvem tror du han havde faat det at vide af? Af gamle Hans Grenader.
Hans var Viggos gode ven, endda han var but og bidsk mod alle andre. Folkene paa gaarden kaldte den gamle grenaderen som oftest Hans Bandhund; for naar han talte til nogen, saa var det ligesom han gjødde og vilde bide, sa de. Men Viggo sa, at grenaderens ord ligned mere tappenstreg eller revelje, og det mente den gamle ikke var saa dumt sagt; det var ogsaa i grunden fra den tid Viggo og Hans var saa gode venner.
Hans Grenader holdt sine to og sytti tommer og vel det; han var herdebred og rank som et lys; han havde langt, drivende hvidt haar, som hang i en pisk ned over hans røde munderingstrøie. Naar han kom vandrende op imod gaarden fra sin husmandsplads, bar han altid øksen paa venstre aksel, som et gevær, og gik stiv og strunk og satte fodbladene godt ud og holdt takt, som om sersjanten marsjerte lige i hælene paa ham og kommanderte:
«En, to!en, to!»
51Han havde gule skindbukser; men buksesæler brugte han ikke. Derfor var det en haandsbred mellem trøien og bukselinningen, og her lyste det ind paa bare skjorten, sommer og vinter. Paa hovedet bar han en hat, som var rødbrun af slit i kanterne; den var vid oventil og smal nede ved bremmen, og i pullen havde den en dyb søkk, som var fuld af vand hver gang det regnte. Hatten satte han altid lidt paa snei over det venstre øret; men gik HANS altfor kjøn, og sad hatten altfor meget paa snurr, saa sa folkene: «I dag er HANS BANDHUND og gaasedammen hans paa en kant begge to.»
Og saa nødig VIGGO vilde, maatte han tilstaa, at dette ofte var et slemt tegn; ti HANS havde den feil, at han somme tider drak sig en liden taar over tørsten. Men VIGGO saa endda ikke saa ugjerne at hatten sad lidt mer end tilbørligt paa snurr; for da var gamle HANS aller villigst til at fortælle om «den tid han laa ude», baade i 88 og i 8 og 9.¹ Da fik VIGGO høre om slaget ved Kvistrum og ved Lier, og først og sidst om «prinsen af Gustenborgen» — det var prins KRISTIAN AF AUGUSTENBORG han kaldte saa.
«Det var vel mand! sa HANS. «Sligt opsyn skulde du aldrig set paa kar. Naar han saa paa dig, var det som han vilde æde dig op i én bid. Og slig snabel som der sad mellem øinene paa ham! Du ser paa mig; ja, til en simpel grenader at være, har Vorherre været ganske god imod mig. Men prinsen af Gustenborgen, han havde næse som ropte af veien. Og derfor maatte de unda ogsaa, hvor han viste sig. Slig mand har det aldrig været i Norges land, hverken før eller siden. Gud velsigne ham, der han ligger, og Gud straffe dem som la ham der!» ²
«Fy! Prinsen af Augustenborg bandte vist ikke,» sa VIGGO.
«Mener du det, din hvalp?»
52Viggo sa det var skam at bande.
«Skam?» svarte grenaderen. «Ved du hvad prinsen af Gustenborgen sa, da han holdt fremfor fronten? Én ting er skam,» sa han, «og det er at vise ryggen, før det er slaat retræt.» Nu ved du hvad skam er, min gut!»
Viggo forstod nok at det ikke nytted ham at tale den gamle grenader til rette i denne sag; derfor tidde han en stund. «Har du aldrig kjendt nogen smaagut som er blit general?» spurte han saa. «Nei, det har jeg aldrig; men jeg har kjendt en liden tambur som blev underoffiser. Han var ikke stort større end du, men det var levende unge. Han kunde gjøre alting, hvad det skulde være; han kunde staa paa hovedet og paa benene og slaa hvirvel lige fort. Det var bare én ting han havde vondt for, og det var at slaa retræt. Paa ekserserpladsen kunde han det som abc’en, men naar han lugted svenskekrud, havde han glemt det med ett. Løitnanten maatte give ham et rapp eller to, før han kom i hug det igjen. Men gaa-paa-marsj kunde han slaa, den glemte han aldrig, og den slog han somme tider istedenfor retræten, og naar løitnanten var sint, undskyldte han sig med, at han havde hørt feil; «det smald saa rundt omkring ham,» sa han. Men han slap for det meste fra det; for han havde en gang frelst kapteinens liv med en sneball.»
«Med en sneball?» spurte Viggo.
«Jo, jeg sa sneball, din hvalp; større anstalter brugte han ikke. Vi kom stormende opefter en bakke og havde fienden fremfor os; han var alt kommen bagom bakketoppen. Det var om vinteren; dyb sne var det, og tøveir til. Kapteinen og tambur-nissen gik i brodden, en otte ti skridt fremmenfor os. Med det samme de kom op paa toppen, stod svenskerne der i linje. «Læg an!» ropte den svenske offiseren, og alle børsepiberne stod bent paa kapteinen. Nu vil svensken gjerne skyde over, ser du.» — «Skyde over?» sa Viggo; «i historien staar det, at 53svenskerne er de tapreste soldater en kan ønske sig. Det var jo dem —»
Men Hans vilde ikke høre paa det øret. «Snak har vi nok af!» afbrød han; «staar det paa prent, saa er det fordi de har lært det af os, efter foreningen. Hvordan skulde jeg sluppet helskindet fra det saa mangen god gang, dersom ikke blaabærene deres var gaat i grantoppene? Som jeg siger: Svensken vil gjerne skyde over; men det turde tambur-nissen ikke lite paa, for det var saa kort hold, skjønner du. Han greb ned i snehaugen og klemte ihop en sneball, og med det samme det blaatrøiete asenet aabned gabet og skulde sige: «Fyr!» saa drev tambur-nissen til ham med ballen, saa han fik forhindring; han blev staaende der og gabe, for ballen sad midt i flabben paa ham. Imens kom vi til, og saa blev det baske-leg paa ny.»
«Blev han saa underoffiser?» spurte Viggo.
«Ja, en stund efter, da prinsen havde faat spurt det. Han fik underoffisers rang, og det som bedre var: prinsen kaldte ham «min søn». Prinsen holdt fremfor fronten. «Min søn,» sa han til tambur-nissen; «jeg hører „du skal være god til at stoppe munden paa svensken, naar han vil tale for høit. Vi skal prøve hvad du duger til,» sa han, og saa blev nissen underoffiser.»
«Det var synd han ikke blev general,» sa Viggo. Han stod lidt og pudsed trøieknapperne sine, saa sa han halvhøit: «Tror du jeg dugde til general, Hans?»
«Nei hør paa den ungkyllingen!» svarte Hans. «Saa du vil være general, din hvalp? Naa naa, bliv ikke rød! det var ikke saa ilde spurt, det. Men det er vel vanskeligt; for da maa du lære meget, svært meget —»
«Matematik, mener du?» sa Viggo; «den kan jeg alt noget af, og sprog ogsaa.»
«Ja, det er bra nok, men du maa lære meget mere; du maa lære reglement, og det som er humlen, kar! du maa lære at eksersere, saa du aldrig gjør feil i et eneste haandgreb: Geværet maa danse i næven paa dig, og naar da slaar paa det, maa det synge, som klokkeren naar han synger amen; og marsjere maa du kunne, saa stiv og stram, at kulerne piber af veien, bare de faar se dig.»
54Viggo vidste ikke hvor han skulde lære alt dette; men gamle Hans sa, at det maatte han lære i krig.
«Men dersom det nu blev krig igjen — —» sa Viggo.
«Ja, du har ret; dersom det bare det blev, min gut! det var ikke saa dumt sagt,» afbrød grenaderen ham.
«Tror du saa jeg kunde blive general?» spurte Viggo videre.
«Ja, hvem kan vide? Men vanskeligt er det. Øinene er ikke gale; du har det rette opsyn. Men næsen har ikke den rette skabelonen. — Men den tør vel vokse og krøke sig med tiden,» sa gamle Hans.
Det haabed Viggo ogsaa, og i det haab lærte han at eksersere og marsjere af sin gamle ven; men han saa sig ofte i speilet, og ønsked af hjertet at næsen vilde krøke sig lidt mere.