38

Saa giver Freia hals i skograbben bent op for os. «Gak-gak-gak» hører vi med det samme, og vingeslag af flere fugler som flyver op. Det var en orhøne som varsled sine unger. Et par unger slaar sig op i et træ, de andre springer til hver sin kant. Freia render afsted i fuld los efter moren, som vil lokke hunden væk fra ungerne. Vent lidt, vi skal nok faa orhønen tilbage igjen. Vi sætter os nogenlunde i skjul under en gran med lange hængende grener. Saa giver jeg mig om en stund til at plistre, som orfugl-ungen pleier at gjøre, naar den er kommen væk fra moren. En stund er det stilt. Jeg lokker igjen. Borte i skogen fremfor os hører vi et sagte kak eller ak. Brug nu øinene, men rør dig ikke. Jeg lokker. «Ak—arr!» svarer hønen, og nu meget nærmere. Jeg lokker sagtere. «Ak, ak, ar.» Ser du der borte i blaabærlyngen rører sig noget mellem de to tuerne? Jeg plistrer sagte. Hønen er blit ærgerlig paa den dumme kyllingen, som ikke kommer til hende. Hun hopper op paa en tue og ser sig om, og sidder der vidaapen, knapt ti skridt fra os. Da begynder det at pibe bag os, akkurat som jeg gjorde. Det er en af ungerne som kalder paa 39moren. Hun svarer igjen, hopper ned af stubben og render afsted gjennem lyngen, ikke fire skridt fra os, og hen imod ungen. Men vi rører os ikke. Freia har vi bundet et godt stykke borte; den kan ingen fortræd gjøre, og vi vil heller ikke. Lad bare moren faa lov at samles med sine børn.

Som du vel har set, er orhanen en god del større end orhønen. Hønen er ogsaa tarveligere klæd, i en brunspraglet dragt, som gjør at den saa meget lettere kan undgaa at blive opdaget. Orhanen derimod er en statelig herre, med sort kjole og kløftet hale; den er derfor lettere at se, men var er den.

Tiuren er den største af vore vilde hønsefugler. Om sommeren og høsten lever den for det meste for sig selv. Den er en sterk, var og vild fugl. En sjelden gang kan den blive saa sint, at den til og med flyver paa folk, hugger dem med sit sterke neb og slaar dem med vingerne. Om vaaren staar det ofte blodige slagsmaal mellem tiurer. Hunnen kaldes, som du vel ved, røi. Den er en god del 40mindre end tiuren, meget lysere af farve og meget venligere og frommere af lynne. Den er, ligesom orhønen, alene om at klække ud sine kyllinger. Tiuren vil ikke have noget med børnene.

Baade tiuren og orhanen holder «leg» om vaaren; de samler en hel flok høner om sig og synger en slags kjærlighedssang for dem. Tiurens «spil», som det kaldes, er nogen underlige tørre lyd, som det just ikke er megen musik i, og det høres heller ikke langt. Orhanens spil klinger derimod meget mer, og kan i stilt veir høres over en fjerding; det er en buldrende lyd, og det høres næsten ud som: «bollerop—bollerop—bolleropop!» — Baade tiuren og orhanen begynder sit spil i graalysningen om morgenen, og holder for det meste op en stund efter at solen er staat op, eller naar de har spilt «solspillet», som det kaldes.

38

Så gir Freia hals i skograbben bent opp for oss. «Gak-gak-gak» hører vi med det samme, og vingeslag av flere fugler som flyver opp. Det var en orhøne som varslet sine unger. Et par unger slår seg opp i et tre, de andre springer til hver sin kant. Freia render av sted i full los etter moren, som vil lokke hunden vekk fra ungene. Vent litt, vi skal nok få orhønen tilbake igjen. Vi setter oss noenlunde i skjul under en gran med lange hengende grener. Så gir jeg meg om en stund til å plystre, som orrfugl-ungen pleier å gjøre, når den er kommet vekk fra moren. En stund er det stilt. Jeg lokker igjen. Borte i skogen fremfor oss hører vi et sakte kak eller ak. Bruk nå øynene, men rør deg ikke. Jeg lokker. «Ak—arr!» svarer hønen, og nå meget nærmere. Jeg lokker saktere. «Ak, ak, ar.» Ser du der borte i blåbærlyngen rører seg noe mellom de to tuene? Jeg plistrer sakte. Hønen er blitt ergerlig på den dumme kyllingen, som ikke kommer til henne. Hun hopper opp på en tue og ser seg om, og sitter der vidåpen, knapt ti skritt fra oss. Da begynner det å pipe bak oss, akkurat som jeg gjorde. Det er en av ungene som kaller på 39moren. Hun svarer igjen, hopper ned av stubben og render av sted gjennom lyngen, ikke fire skritt fra oss, og hen imot ungen. Men vi rører oss ikke. Freia har vi bundet et godt stykke borte; den kan ingen fortred gjøre, og vi vil heller ikke. La bare moren få lov å samles med sine barn.

Som du vel har sett, er orhanen en god del større enn orhønen. Hønen er også tarveligere klæd, i en brunspraglet drakt, som gjør at den så meget lettere kan unngå å bli oppdaget. Orhanen derimot er en statelig herre, med sort kjole og kløftet hale; den er derfor lettere å se, men var er den.

Tiuren er den største av våre ville hønsefugler. Om sommeren og høsten lever den for det meste for seg selv. Den er en sterk, var og vill fugl. En sjelden gang kan den bli så sint, at den til og med flyver på folk, hugger dem med sitt sterke nebb og slår dem med vingene. Om våren står det ofte blodige slagsmål mellom tiurer. Hunnen kalles, som du vel ved, røy. Den er en god del 40mindre enn tiuren, meget lysere av farge og meget vennligere og frommere av lynne. Den er, likesom orhønen, alene om å klekke ut sine kyllinger. Tiuren vil ikke ha noe med barna.

Både tiuren og orhanen holder «leg» om våren; de samler en hel flok høner om seg og synger en slags kjærlighetssang for dem. Tiurens «spill», som det kalles, er noen underlige tørre lyd, som det just ikke er mye musikk i, og det høres heller ikke langt. Orhanens spill klinger derimot meget mer, og kan i stilt vær høres over en fjerding; det er en buldrende lyd, og det høres nesten ut som: «bollerop—bollerop—bolleropop!» — Både tiuren og orhanen begynner sitt spill i grålysningen om morgenen, og holder for det meste opp en stund etter at solen er stått opp, eller når de har spilt «solspillet», som det kalles.