Men hør Freia, den vesle harehunden som vi har med. «Vov-vov-vof,» skriger hun ilsk, og med det samme hører vi et svært blask af store vinger, og noget som durer i vei bortefter mellem grenene. Freia stanser om en stund og gjør langsommere: «vov, vov, vov,» bent under træet hvor fuglen har slaat sig ind; men kronen er tæt, vi kan ingenting se. Vi gaar varsomt nærmere. Au! der knakk en gren under foden; ud flyver med brask og bram en diger tiur; vi ser den svære mørke kroppen bare et øieblik. Kanske vi kunde finde orfugl ogsaa.
36Et stykke længer fremme har vi en hel sætergrænd; her er storskogen hugget ud rundt om, og en hel del bjerk og anden løvskog er vokset op rundt sætervoldene. Orfuglen pleier netop at like sig i sligt lænde, hvor skogen ikke er saa stor, og hvor det findes mer godlændt mark og blandingsskog af gran, smaafuru, bjerk, older, vier og sligt, med større engslaatter rundt omkring.
Men hvad var det for underlige laat? Snart høres det som mjau af kattekillinger, snart som skriget af en rotte som er kommen i katteklør eller fanget i en rottesaks, snart som kvidder af smaafugler som har snue eller er forkjølet i halsen, snart som laaten af en sprukken fløite.
Staa bare still og herm nogle af disse lydene! Ser du — der kommer den ene efter den andre af nogen rødbrune fugler, vel saa store som en trost, men med længer hals, lydløst flyvende og slaar ned i trærne rundt om os. Ikke et øieblik er de i ro, hopper og flakser omkring, hænger snart over, snart under grenene, vrir og skakker paa hovederne og kikker nyfikne paa os med sine blanke gløgge øine. Staar vi dørgende stille, kommer de os snart saa nær at vi næsten kan tage bort paa dem. Saa faar de øie paa Freia, og vips er de væk alle sammen, væk med lydløs flugt.
Det var lavskriker, eller rauskjor, som de ogsaa kaldes, nogen slemme tyver, som stjæler egg og røver reder; de holder bare til i de store skoger. De stjæler ikke bare egg fra smaafuglene, men ogsaa fra orfugl og røi, saa de fortjener godt, at en skyder dem ned, naar en møder dem. Lavskrikens frænde, kornskriken eller nøtteskriken, er større og en rigtig vakker fugl, som mer holder til i løvskog og ofte om høsten træffes nede i bygderne og paa agrene. Den er ogsaa nærmest et ugagnsdyr, som æder baade korn, nøtter, egg og fugl-unger, naar den kan komme til.
Vi er nu kommet ind i mindre og lavere skog. Hist og her staar en og anden gammel stolt furugubbe igjen, og ret som det er træffer vi paa stubber efter vældige trær, som for mange aar siden er hugget ned. Halvraadne kvister, 37barkeflenger og en og anden efterglemt mosegrod stok ligger igjen her og der. Smaagran, brisk, ungfuru, hist og her lidt bjerkeskog og older har grod og breder sig, hvor det er fugtigt i marken, og vierkjærr drysser sine ulddotter med frø indi ud over myrene, hvor moltene alt holder paa at modnes. Vi følger en krøter-sti langs kanten af en myr. Krøter-sti kalder vi en slig smal vei som kjørne traakker op sommesteds i skogen, helst langs myrer og gjennem tætte skogholt. Slige stier pleier skoghønsene ogsaa at gaa. Der sparker de, ligesom vore tamme høns, i jorden og leder efter mark og insekter. Til venstre for stien er en stor gran blaast overende af stormen. Mellem de oprevne rødder er der jord, lyng og mose; de staar op som en væg, mer end mandshøi, og indunder er det bare jord og sand. Men der ligger en hel del smaa fjær, brune og spraglete, og der er huller og groper i den løse jord. — Aa-haa, der har vi et «fuglebad».
Hvad det er for noget? — Jo, ser du, skoghønsene liker at bade sig, paa samme vis som vore tamme høns naar de «molder sig». Vand kan de ikke bade sig i, men de bader sig i jord og sand, ligger snart paa den ene side og snart paa den andre, med pøsende fjær og hængende vinger, og sparker og kaver og rister sig og høljer sig over med muld og sand. Det er nu deres maade at vaske sig paa, og de kan ligesaa lidet trives uden et sligt bad i muld som vi uden bad i rent vand.