22

Ved Arendal løber det ud en elv som heder Nidelven eller Nisserelven; sidst kommer den fra et vand som heder Nisservandet. Der hænder det tit om høstnætterne, at veifarende 23folk hører et tungt fald som af et stort træ; den som gaar nærmere, faar ikke se hverken tømmerhugger eller øks; et tungt plask i elven fortæller ham hvem som har fældt træet; det er beveren.

Beveren er liden, for en tømmerhugger at være, ikke mer end en halv meter lang, ligner mest en rigtig stor vandrotte. Men han fører vaaben med sig som er lige saa sikre som en godt slipt øks; det er tænderne. Han staar paa

bagbenene, lægger hovedet paa skjæve, hugger med de store fremtænderne, slænger de lange fliser væk, og ser sint ud; det er som om det ikke gik fort nok. Ligevel kan han paa en kort stund fælde et træ som er næsten en halv meter tvert igjennem. Aspen liker han bedst, bjerk og ek og or er ogsaa godt; gran og furu rører han ikke uden i nødsfald. I et par høstnætter kan to tre af dem gjøre det af med et par tylvter aspetrær, op imod tyve meter høie.

Naar beveren har gnaget sig ind mod midten, ser stammen og stubben ud som to tilskaarne blyants-ender som vender mod hverandre; da skvætter beveren væk, han vil ikke have det svære træ over sig. Men han kommer igjen 24straks; han skræller barken af de tynde grenene og æder den; de ytterste smaa kvistene æder han med blad og alting.

De store svære trær fælder han kun for madens skyld, men er trærne unge og middels store, har han brug for hele træet; han skal bygge eller bøte paa huset sit. Og er han en god tømmerhugger, saa skjønner han sig ogsaa paa fløtning. Først skjærer han stokkene og grenene i stykker og trækker dem ned til elven, og lar saa den fløte dem did hvor han har sit bo. Kommer der noget paa grund, saa løser han det; er det for lidet strøm, saa svømmer han selv afsted med tømmeret mellem forbenene.

Beverens hus eller hytter er hos os aflange og ligner en bagerovn. Den ene ende ligger skraat op over elvebredden, den anden under vandet. Derfor er beverhytten lang, for at dyret kan være tryg for at have vand i den aaret rundt. Hos os kan den være indtil femten meter.

Et stykke fra ser beverhytten ikke videre staselig ud. En tror det er bare jord og sten og kvist som har samlet sig i en krog i elvekanten; men kommer du nærmere, saa ser du at der er bygget, og bygget godt. Stundom er der en væg i midten, som deler hytten langsefter i to rum. Oppe paa taget lægges de unge kvister, og de skyder ofte blad om vaaren; af og til er der en græstue mellem den jorden som beveren har bygget med, og her blir da græsset ved at vokse.

Og beveren bygger ikke bare hus, han bygger ogsaa dammer, for at han kan have passelig vandstand. Han graver grøfter eller kanaler, hvis det er for langt mellem elven og trærne han skal bruge. I Nordamerika er der slige kanaler paa kryds og paa tvers bortover marken; der kan en ogsaa se dammer som er halvandet hundred meter lange. Slige dammer bygges hvor det ligger mange beverhytter i nærheden af hverandre; stundom er det bygget paa dem i hundreder, ja tusender af aar.

I gamle dage var det bever i Norge næsten overalt hvor det var vand og løvskog. Nu kan det vel ikke være mer end mellem 100 og 150 i hele landet; det er mest ved Nisserelven, ved Kragerø-elven og i Sætersdalen de holder til. Loven freder og verner om dem, og det er bra; stor 25skade gjør de jo ikke; det tømmer de kan fælde er ikke saa meget værdt; og et dyr som er saa merkeligt fortjener at leve.

22

Ved Arendal løper det ut en elv som heter Nidelven eller Nisserelven; sist kommer den fra et vann som heter Nisservandet. Der hender det tit om høstnettene, at veifarende 23folk hører et tungt fall som av et stort tre; den som går nærmere, får ikke se hverken tømmerhugger eller øks; et tungt plask i elven forteller ham hvem som har felt treet; det er beveren.

Beveren er liten, for en tømmerhugger å være, ikke mer enn en halv meter lang, ligner mest en riktig stor vannrotte. Men han fører våpen med seg som er like så sikre som en godt slipt øks; det er tennene. Han står på

bakbenene, legger hodet på skjeve, hugger med de store fremtennene, slenger de lange fliser vekk, og ser sint ut; det er som om det ikke gikk fort nok. Likevel kan han på en kort stund felle et tre som er nesten en halv meter tvert igjennom. Aspen liker han best, bjerk og ek og or er også godt; gran og furu rører han ikke uten i nødsfall. I et par høstnetter kan to tre av dem gjøre det av med et par tylvter aspetrær, opp imot tyve meter høye.

Når beveren har gnaget seg inn mot midten, ser stammen og stubben ut som to tilskårne blyants-ender som vender mot hverandre; da skvetter beveren vekk, han vil ikke ha det svære tre over seg. Men han kommer igjen 24straks; han skreller barken av de tynne grenene og eter den; de ytterste små kvistene eter han med blad og alting.

De store svære trær feller han kun for matens skyld, men er trærne unge og middels store, har han bruk for hele treet; han skal bygge eller bøte på huset sitt. Og er han en god tømmerhugger, så skjønner han seg også på fløtning. Først skjærer han stokkene og grenene i stykker og trekker dem ned til elven, og lar så den fløte dem dit hvor han har sitt bo. Kommer der noe på grunn, så løser han det; er det for lite strøm, så svømmer han selv av sted med tømmeret mellom forbenene.

Beverens hus eller hytter er hos oss avlange og ligner en bakerovn. Den ene ende ligger skrått opp over elvebredden, den annen under vannet. Derfor er beverhytten lang, for at dyret kan være trygg for å ha vann i den året rundt. Hos oss kan den være inntil femten meter.

Et stykke fra ser beverhytten ikke videre staselig ut. En tror det er bare jord og stein og kvist som har samlet seg i en krok i elvekanten; men kommer du nærmere, så ser du at der er bygget, og bygget godt. Stundom er der en vegg i midten, som deler hytten langsetter i to rom. Oppe på taket legges de unge kvister, og de skyder ofte blad om våren; av og til er der en gresstue mellom den jorden som beveren har bygget med, og her blir da gresset ved å vokse.

Og beveren bygger ikke bare hus, han bygger også dammer, for at han kan ha passelig vannstand. Han graver grøfter eller kanaler, hvis det er for langt mellom elven og trærne han skal bruke. I Nordamerika er der slike kanaler på kryds og på tvers bortover marken; der kan en også se dammer som er halvannet hundre meter lange. Slike dammer bygges hvor det ligger mange beverhytter i nærheten av hverandre; stundom er det bygget på dem i hundrer, ja tusener av år.

I gamle dage var det bever i Norge nesten overalt hvor det var vann og løvskog. Nå kan det vel ikke være mer enn mellom 100 og 150 i hele landet; det er mest ved Nisserelven, ved Kragerø-elven og i Sætersdalen de holder til. Loven freder og verner om dem, og det er bra; stor 25skade gjør de jo ikke; det tømmer de kan felle er ikke så meget verdt; og et dyr som er så merkelig fortjener å leve.