Min yndlingshund, gamle Florian, havde en styg vane til at jage paa egen haand, og det blev til slut hans bane. En vinterdag, da han holdt paa som bedst at følge et harespor opunder Lomseggen, kom han ud for en flok ulver, og hans sidste time var kommen. Men de griske bester fik ikke nogen glæde af sin seier den gang. En mand, som tilfældigvis 19var i nærheden, hørte hunden skrige, og kom til i det samme han var dræbt. Han bar det blodige dyr hjem. Men havde ikke Florian været farlig for ulvene i levende live, saa blev han det efter sin død. De burde ladt ham være i fred. Jeg ser ham endnu for mig, som han stod der stivfrossen nede paa sandsletten ved Otta-elven, vel indsmurt med gift. Hovedet vendte mod fjeldet bortenfor elven; endnu i døden saa han helt modig ud, som om han vilde rope: «Kom bare én gang til, om dere tør!» Og de kom. Det blev et forrykende sneveir en nat, og morgenen efter var det ikke stort igjen af gamle Florian. En flok sultne ulver havde holdt gilde paa ham om natten. Men nu havde han ogsaa faat hevn og samlet sine fiender om sig: Her stak en lab, hist et hoved op af den hvide sne, hvor de sov den evige søvn.