150

Det var bare én dag igjen til jul, og derfor svært travelt i kjøkkenet. Mor skulde have julekagerne færdige, og slige kager skal ikke bare have kruseduller og stas udenpaa; men indeni skal rosinerne sidde saa tæt, at den ene kan høre den anden pibe i bagerovnen.

Mor havde heller ingen videre hjælp; for Peter, som skulde «skrive sig» til vaaren, var bra nok med vand og ved; men ellers var han bare i veien; ja, han prøvde ogsaa en gang at stikke fingeren bort paa en rigtig fin kage; men da kneb rigtignok mor ham i øret, saa der sad en stor deigklat igjen.

For resten maatte Peter rent undre sig, slig som mor kunde snu sig, naar det var rigtig travelt. Hele huset var alt i fuld julepuds og kjøkkenet næsten færdigt. Alt sligt som skal hænge op efter væggene i et kjøkken, hang der allerede blankt og pudset. I hjørneskabet var det baade fattigmands-bakkels og syltelabber. Øltønden stod paa tre ben borte i en krog og suste saa sagte til den glade jul, og de to digre julekagerne skubbed sig ind paa hverandre i bagerovnen, saa mor maatte skille dem ad med en lang kniv.

151Døren til kammerset stod paa gløtt, og nu begyndte en svare plistring der inde: «Py py, py py!» lød det i ett væk. Det var Hans Marius som vaagned, og dermed begyndte musiken: «Py py, py py!» Det var ingen vakker laat; men naar en gut skal plistre i den tid han endnu driver med det første bladet i abc’en, kan en jo ikke penere vente det.

«Hysj da, Hans Marius,» sa mor, «husk paa, hvordan du bar dig i nat. Se nu at komme op og faa klærne paa dig.» Der blev plistret endnu; men det var saa lavt, saa det var nok meningen, at ingen skulde høre det.

Der var en svare rumstering kammerset rundt efter trøien og vesten og bukserne, som Hans Marius ikke kunde finde. Men da saa Peter maatte ind og hjælpe ham, hang alle klærne paa sengestolpen, kan du vide. Ja vist var det langt paa dagen; klokken var nok 10; men det er ikke sagt at Hans Marius var nogen syvsover for det. Det er nu slig i denne verden, at i den tid de første bogstaverne skal ind, skal de første tænderne ud. Hans Marius fældte tænder. Og nu havde han strævd med en øientand i otte dage. Han havde rugget paa den og spyttet blod; han havde sat rendesnare paa den og nappet til. Han havde ogsaa fæstet rendesnaren i dørklinken, for at de som uforvarende rev døren op skulde ruske tanden ud. Men hver gang nogen kom i gangen, løste han paa snaren; — det kunde jo være presten. Ja, det er neimen ikke saa greit. Enhver ved, hvordan en øientand kan være. Men nu i nat havde den begyndt at verke ogsaa, og det saa stygt, at Hans Marius skreg og stod paa hovedet i sengen; — og endda hjalp det ikke. Baade mor og far maatte op, og tanden vilde de i kast med paa øieblikket. Men da skreg og spændte Hans Marius saa gruelig, at de lod ham have den i fred. Han skreg en times tid; saa begyndte han at snøfte saa smaat, og sovned til slut.

Det er altsaa ikke vist, at Hans Marius var en syvsover

150

Det var bare én dag igjen til jul, og derfor svært travelt i kjøkkenet. Mor skulle ha julekakene ferdige, og slike kaker skal ikke bare have kruseduller og stas utenpå; men inni skal rosinene sitte så tett, at den ene kan høre den annen pipe i bakerovnen.

Mor hadde heller ingen videre hjelp; for Peter, som skulle «skrive seg» til våren, var bra nok med vann og ved; men ellers var han bare i veien; ja, han prøvde også en gang å stikke fingeren bort på en riktig fin kake; men da knep riktignok mor ham i øret, så der satt en stor deigklatt igjen.

For resten måtte Peter rent undre seg, slig som mor kunne snu seg, når det var riktig travelt. Hele huset var alt i full julepuss og kjøkkenet nesten ferdig. Alt slikt som skal henge opp etter veggene i et kjøkken, hang der allerede blankt og pusset. I hjørneskapet var det både fattigmanns-bakkels og syltelabber. Øltønnen stod på tre ben borte i en krok og suste så sakte til den glade jul, og de to digre julekakene skubbet seg inn på hverandre i bakerovnen, så mor måtte skille dem ad med en lang kniv.

151Døren til kammerset stod på gløtt, og nå begynte en svare plistring der inne: «Py py, py py!» lød det i ett vekk. Det var Hans Marius som våknet, og dermed begynte musikken: «Py py, py py!» Det var ingen vakker låt; men når en gut skal plystre i den tid han ennå driver med det første bladet i abc’en, kan en jo ikke penere vente det.

«Hysj da, Hans Marius,» sa mor, «husk på, hvordan du bar deg i natt. Se nå å komme opp og få klærne på deg.» Der ble plistret ennå; men det var så lavt, så det var nok meningen, at ingen skulle høre det.

Der var en svare rumstering kammerset rundt etter trøyen og vesten og buksene, som Hans Marius ikke kunne finne. Men da så Peter måtte inn og hjelpe ham, hang alle klærne på sengestolpen, kan du vide. Ja vist var det langt på dagen; klokken var nok 10; men det er ikke sagt at Hans Marius var noen syvsover for det. Det er nå slig i denne verden, at i den tid de første bokstavene skal inn, skal de første tennene ut. Hans Marius felte tenner. Og nå hadde han strevd med en øyetann i åtte dage. Han hadde rugget på den og spyttet blod; han hadde satt rennesnare på den og nappet til. Han hadde også festet rennesnaren i dørklinken, for at de som uforvarende rev døren opp skulle ruske tannen ut. Men hver gang noen kom i gangen, løste han på snaren; — det kunne jo være presten. Ja, det er neimen ikke så greit. Enhver vet, hvordan en øyetann kan være. Men nå i natt hadde den begynt å verke også, og det så stygt, at Hans Marius skreg og stod på hodet i sengen; — og enda hjalp det ikke. Både mor og far måtte opp, og tannen ville de i kast med på øyeblikket. Men da skrek og spente Hans Marius så gruelig, at de lot ham ha den i fred. Han skrek en times tid; så begynte han å snøfte så smått, og sovnet til slut.

Det er altså ikke vist, at Hans Marius var en syvsover