Men de flinkeste er nu papegøierne.
Papegøierne findes vilde i alle verdensdele, undtagen i Europa. Men tamme har vi dem her ogsaa; for det er jo en pen fugl, og det er svært meget moro med den.
For flere hundred aar siden var det en engelsk konge som havde en papegøie. Hovedstaden i England heder London. Gjennem London gaar det en elv som heder Temsen. Papegøien pleide at sidde i et værelse som vendte ud til Temsen, og havde vel hørt mangt et sjømands-ord og mangt et nødrop der nede fra elven. En dag faldt den selv udi, og straks gav den sig til at bruge de ordene den havde lært. «Baad!» skreg papegøien. «Hjælp! en baad! 400 kroner for en baad!» Der var en færgemand som hørte det, og han trodde, at det var et menneske som holdt paa at drukne. Han syntes det var rent rart, at det bare var en fugl. Men da han saa, at det var kongens egen, saa bar han den op paa slottet, og sa at han skulde have 400 kroner. Det havde papegøien sagt, og kongen lo, og syntes at det var ikke for meget for en slig papegøie.
Om en papegøie nede i Østerrig er det fortalt: Saa snart den hører at bordklokken ringer, saa ved den, at det er meningen, at tjenestepigen skal komme ind, og saa blir den ved at skrige «KAREN, KAREN!» lige til hun kommer; og naar den andre papegøien, som staar ved siden af, begynder at skrige, saa siger den først: «Hysj!» og tier ikke den anden still, saa skriger den: «Vent bare, vent bare!»
Det er ikke godt at vide, hvor meget disse fugler som kan snakke skjønner af ordene. Stundom kommer de med dem i rette tid, og stundom passer de slet ikke. Men det ene kan mangen gang være lige saa fornøieligt som det andre.