Det var en gang en araber. Det var en fattig mand; men han havde en hest som var saa vakker, at selve kongen af Frankrig skulde have den. Manden holdt inderlig af hesten; men han havde kone og børn, og de led nød. Han maatte sælge dyret, og det var mange mange penger han skulde have for det. Men da han kom og skulde tage imod pengene, saa vilde han ikke. «De vil binde dig,» sa han til hesten, «slaa dig og gjøre det vondt for dig. Nei, kom med mig, du! Kom hjem igjen til børnene!» Og saa lod han pengene ligge, kasted sig op i salen og red væk.
Men jeg har hørt om en mand her i landet ogsaa som havde en gild hest og var fattig og maatte sælge den. Et 126halvt aar efter var han et ærende oppe i dalen, og gik indom den gaarden hvor hesten nu var. De stod netop og klipte halen, og manden fik tage en haandfuld hestetagl hjem med sig i lommen. Han la dem paa bordet, da han kom hjem. «Og det ved jeg,» sa han, da han fortalte mig det, «at det ikke kom søvn i mine øine den natten, og ikke sov de stort konen og børnene heller.»
Jeg tror nok jeg tør sige, børn, at mangen bondemand her i landet holder lige meget af sin hest som araberen holdt af sin. Og mangt et barn har grætt sine modige taarer, naar Røen eller Blakken eller Brunen var solt og drog af gaarde.
Hesten er sterk, og den er klog, og den har godt hjertelag. Vi er glade i hesten, vi nordmænd. Derfor ved jeg at dere gjerne vil høre om hester.