Der stod gutten.
Bukken havde han stelt med siden i vinter, da den blev født, og aldrig havde han tænkt sig at han kunde miste den; men nu var det gjort paa en liden stund, og han fik ikke se den mere.
Moren kom trallende op fra fjæren med kopper som hun havde skuret; hun saa gutten sidde og graate, med 124benene under sig i græsset, og gik bort til ham. «Hvad graater du for?» — «Aa, bukken, bukken!» — «Ja, hvor er bukken?» spurte moren; hun saa op paa taget. «Den kommer aldrig mere igjen,» sa gutten. «Kjære, hvordan kunde det gaa til?» — Han vilde ikke straks ud med det. «Har reven taget den?» — «Aa, gid det var reven!» — «Er du paa stell!» sa moren; «hvor er det blit af bukken?» — «Aa, aa, aa, — jeg kom i skade for — at sælge den for en kringle!»
Just i det samme han sa ordet, forstod han hvad det var at sælge bukken for en kringle; før havde han ikke tænkt paa det. Moren sa: «Hvad tror du nu den vesle bukken tænker-om dig, naar du kunde sælge den for en kringle?»
Og gutten selv tænkte paa det, og forstod godt at han aldrig kunde blive glad mere her i verden.
Saa sorgfuld var han, at han loved med sig selv aldrig senere at gjøre noget galt, hverken at skjære rokkesnoren af eller slippe sauene eller gaa ned til sjøen alene. Han sovned ind, der han laa, og han drømte om bukken, at den var kommen til himmerige, og der stod den og bed løv af et skinnende træ; men Øivind sad alene paa taget og kunde ikke komme op.
Da stak det noget vaadt lige bort i øret paa ham; han skvatt op. «Bæ-æ-æ-æ!» sa det, og det var bukken, som var kommen igjen!
«Nei, er du kommen igjen!» Han sprang op, tog den i begge forbenene og dansed med den som med en bror; han rykked den i skjegget, og han vilde netop ind til mor med den, da han hørte nogen bag sig og saa jenten sidde paa græsbakken lige ved siden. Nu forstod han alt sammen; han slap bukken: «Er det du som er kommen med den?» Hun sad og rev græs op med haanden og sa: «Jeg fik ikke lov at ha den; bedstefar sidder der oppe og venter.» Mens gutten stod og saa paa hende, hørte han en skarp røst rope oppe fra veien: «Naa!» Da husked hun hvad hun skulde gjøre; hun reiste sig og gik bort til Øivind, stak den ene muldete haanden bort i en af hans, saa bort og sa: «Om forladelse.» Men saa var ogsaa hendes mod ude; hun kasted sig ned over bukken og gret.
125«Jeg mener du faar beholde bukken,» sa ØIVIND og saa væk.
«Skynd dig nu!» sa bedstefar oppe i bakken. Og MARIT reiste sig og drog opefter. «Du glemmer nok sokkebaandet dit,» ropte ØIVIND efter hende. Da vendte hun sig og saa først paa baandet, siden paa ham. Endelig sa hun med tykt maal: «Det kan du faa ha.» Han gik bort til hende og tog hende i haanden. «Tak skal du ha!» sa han. «Aa, ikke noget at takke for,» svarte hun, drog et langt, langt suk og gik videre.
Han satte sig ned igjen i græsset; bukken gik ved siden af ham; men han var ikke længer saa glad i den som før.