Inde mellem Alperne i Sveits ligger der et høit skar som kaldes Sankt-Bernhards-skaret. Det er næsten saa høit som de høieste norske fjeldtoppene. Det falder meget sne der oppe; den stabler sig op i høie vægger, og disse væggene ramler udover for et godt ord, kan en gjerne sige. Det er farligt at gaa dette skaret, og det har været mange mennesker som aldrig rakk over. En faldt ned i en sprække, som nysneen narred ham udpaa; en anden fik sneskred over sig, en tredje raakte ud for skodde og gik sig træt og sov sig ind i døden. Søvnen kan være til stor helsebot, ved du nok; har du havt en rigtig syg far eller mor eller søster eller bror, saa har du vist hørt doktoren sige: «Bare det kunde komme lidt søvn.» Ja, søvn i seng og i rette tid, den er god. Men den som sover længe i sneen, vaagner ikke mere; han fryser ihjel. Og endda mange mange flere mennesker vilde have sovet sig ihjel der oppe i skaret, hvis det ikke havde været snilde og kjærlige folk der oppe, og sterke og store hunder, som fór og ledte og vækked op dem som sov. Det ligger store hus der i skaret, og i de husene brænder det i ovnen baade nat og dag. Det er Sankt-Bernhards-klosteret. Det har staat der nu i tusend aar og berget veifarende folk. Det kan rumme et par hundred mennesker, og det koster ingenting at være der. Hver dag gaar det folk ud fra dette klosteret og leder. De har skuffer og stænger og bærebører med sig, og mad og drikke. Og de har det som 56bedre er: de har de store hundene. Ofte farer hundene omkring alene i dagevis og snuser paa sneen og søger i hvert hul og under hver hammer. Og finder de saa et stakkars menneske, som ligger der stiv og kold og sover sig ind i døden, saa lægger de i vei over sten og stup, til de naar klosteret. Da gjør de; saa hører munkene dem og følger med. Og kommer de til et sted hvor skreden har gaat, saa snuser og snuser de, om der ikke skulde være folk indunder. Og skjønner de at det er det, saa graver de med sine sterke klør, til de finder dem.
