To gutter stod og sigted paa en spurv, som hopped bortover jordet; i det samme kom faren gaaende. „Kast ikke sten, gutter!” ropte han; „den kommer igjen.” „Hvorledes kan stenen komme igjen?” sa den ene gutten. „Nu skal jeg fortælle dere noget,” sa faren. „Er det sandt?” spurte gutterne. „Ja, det er sandt. For femti aar siden var jeg en gut lige-som dere. Jeg var flink til at kaste sten; jeg havde øvet mig paa det; jeg havde ingen kamerater at lege med. En dag skulde jeg bort og arbeide for to gamle folk. De var saa snilde baade mod mennesker og dyr, de to. De havde svale-reder under hvert eneste tag-røst, og syv aar paa rad var der kommet en fugl, straks vinteren var over, og havde bygget redet sit paa samme sted og ruget ungerne sine ud der. De gamle var svært glade, naar den kom, og den var net-op kommen den dag jeg var ude og arbeided hos dem. Fuglen likte sig ogsaa, det var greit at se. Den sprang og hopped og saa sig om-kring og var glad for-di den var kommen hjem igjen. Men jeg syntes det skulde være morsomt at se om jeg kunde træffe den. Jeg kunde vist ikke, det var jo saa langt borte; men det skulde være moro at prøve. Den sad paa en stolpe tæt ved redet og saa paa mig. Den var fuldt tryg. Men jeg sigted sikkert og traf den lige i hovedet, saa den faldt død ned. Det er sandt, hvad jeg siger: stenen kom tilbage. For da jeg saa fuglen falde, gjorde det mig saa ondt, som om det var jeg som havde faat stenen. Jeg holdt mig hele dagen saa langt vække fra redet som jeg kunde; men jeg hørte hvorledes magen fløi rundt og rundt om-kring den døde fugl og peb. Det skar mig i hjertet.
De to gamle sa ingen-ting; men jeg vidste at de sørged over fuglen. Jeg kunde aldrig se dem rigtig i øinene mere. Bare jeg havde fortalt dem hvor lei jeg var over det!
Nu er de døde for mange aar siden; men jeg kan aldrig glemme det. Det er som stenen sidder i mig — i min samvittighed, skjønner dere.”