Lille-mor havde en dukke som hedte Anna. En dag, som hun legte med Anna, slap hun hende ned. Lille-mor skreg, saa mama kom løbende. „Hvad er det du skriger for, barnet mit?“ sa mama. „Anna har mistet hovedet,“ skreg Lille-mor. „Anna skriger jo slet ikke.“ Lille-mor stansed midt i graaten. „Hvorfor skriger ikke Anna, mama? Jeg skriger altid, naar jeg slaar mig.“ „Ja det er vist,“ sa mama. „Og dukken har jo slaat sig ihjel,“ sa Lille-mor, „og det gjør saa forfærdelig ondt; det siger papa.“ „Skal jeg sige dig hvorfor dukken ikke skriger?“ sa mama. „Ja gjør det, mama!“ „Det er fordi hun ikke kan,“ sa mama. „Jo, hun kan godt,“ sa Lille-mor, og saa gik hun bort og tog Anna op og trykked paa hende, og saa skreg Anna lidt, end-da hun ikke havde hoved mere. „Jo, hun kan naar hun vil,“ sa Lille-mor. „Nei, søde barn, hun kan slet ikke naar hun vil; hun kan bare naar du vil og trykker hende paa maven. Jeg skal sige dig hvorfor. Det er fordi dukken bare er en ting, som mennesker har laget; men Lille-mor er et lidet menneske, som er skabt af Gud. Derfor kan Lille-mor snakke og skrige; men det er ikke nødvendigt, at hun skal skrige saa ofte som hun gjør. Dukken kan ikke røre sig, dukken kan ikke tænke; enten hun har hovedet paa, eller hun har mistet det, det er det samme. Men Lille-mor kan springe op og ned i trapperne og hoppe omkring ude i haven; og inden-for denne lille søde panden som jeg nu kysser, der bor Lille-mors tanker. Der er ikke saa svært mange end-nu; men der kommer flere, naar Lille-mor blir stor, og panden vokser, og de faar bedre rum.“
38
