Gutten hedte Halvard, og saa kaldte de ham Halle, fordi det var lettere. Men siden kom han til at hede Snegle-Halle, end-da det var baade svært og langt. Og det navnet fik han fordi han var saa sen som en snile. Store-bror, som gik paa latin-skolen, sa at det var en mand i gamle dage som hedte Snegle-Halle. Han var nu slet ikke nogen snile. Men det vidste store-bror ikke. Men naar denne lille gutten skulde nedover trapperne, saa tror jeg virkelig at en snile kunde ha gjort det lige-saa fort, hvis den havde likt trapper.
Snegle-Halle var fire aar den vinteren da han første gang skulde gaa paa isen med de store gutterne. Og de stod og vented paa ham nede i bar-frosten, til de blev blaa-valne baade paa hænderne og fødderne. Saa gik de fra ham. Og da Snegle-Halle kom ned, saa var der ingen paa gaden. „Ja ja,“ tænkte Snegle-Halle, „jeg ved hvor skogen og dammen er, jeg,“ og dermed snigled han i vei. Men nu var det to dammer i den skogen, og da Snegle-Halle endelig kom til den første, saa var de andre gutterne gaat hjem for at spise middag 36for længe siden. Og det var paa den andre dammen de havde været. Den var meget, meget mindre.
Alle mennesker spiste middag. Der var ingen som kunde fortælle Snegle-Halle, at den store dammen maatte en ikke gaa paa, for der var ikke mere end en tynd, tynd skorpe; den orked ikke at bære en kat-unge en-gang, end-da mindre en slig gjød-kalv som denne gutten. Men gutten skjønte sig ikke paa is, han. Han tænkte at de andre gutterne havde gjemt sig for ham, og der-med rusled han bent ud paa dammen. Isen bar ham ikke saa meget som et eneste skridt. Nu var Snegle-Halle sen til alle ting i verden, saa nær som til at skrige; det gjorde han saa fort og saa godt, at det kom en mand og hjalp ham. Den manden pleide altid at gaa saa langsomt, at han kom for sent hjem til middagen. Og det var til stor lykke for Snegle-Halle, at der var et andet langsomt menneske i verden; for ellers var han druknet i dammen. Men nu drog den langsomme manden gutten op af vandet og bar ham ind i huset sit.
Snegle-Halle var en traust og trofast gut for resten. Det han havde lovet, det holdt han. Den snilde manden vilde give ham vin, for at faa liv og varme i ham, for han var aldeles blaa over hele kroppen. „Tak, jeg faar ikke lov at drikke vin,“ sa Snegle-Halle. Saa kom de med brændende varm kaffe. „Tak, jeg drikker ikke kaffe heller,“ sa Snegle-Halle. Og snart blev han rød og varm lige-vel i den gode myge sengen de havde puttet ham ned i. Og da han vaagned, fik han smaa-pige-klær paa; for der var ingen gutter i huset. Men han kunde godt gaa hjem lige-vel, sa han.
Og da han kom hjem, var alle kjole-lommerne proppet fulde af kager. Det kunde ikke komme saa mange kager i en gutte-lomme. Og Snegle-Halle havde aldrig set saa mange i hele sit liv. Han bredte dem ud over hele dynen, og sovned med et fattig-mands-bakkels i munden.