Hans skulde begynde paa skolen. Han var jo seks aar gammel; han kunde seile i trug, ake kjælke-bakke, og mange mange andre ting. Løver og tigere kjendte han fra billedbogen, og elefanter og næs-horn ogsaa; og hvem kjendte vel Brunen saa godt som han? og Karo og katte-pus og ky-keli-ky? Men bogstaverne kjendte han ikke, det er sandt; kjendte dem slet ikke; han syntes bare det var nogen underlige streger: den ene var kroget, den andre var ben; men alle sammen var de sorte som fluer.
Og Hans mente det var aldrig værdt at kjende dem heller. Han havde hørt, at vikinger og riddere og slige folk hverken kunde læse eller skrive. Naar de skulde læse eller skrive, sendte de bud efter presten.
«Og naar jeg blir stor,» sa Hans, «saa vil jeg tage min lange sabel og være viking og slaa folk ihjel og sende bud efter presten.»
«Tror du presten vil komme da?» spurte moren.
«Saa sender jeg bud efter skole-gutterne. De skal læse for mig,» sa Hans.
«De skal gjøre nar af dig, skal de,» sa faren, «og kalde dig en tosk; det skal de.»
«De kan bare friste,» mente Hans.
«Naar du blir stor,» sa faren, «og alle de andre gutterne og jenterne staar paa kirke-gulvet og blir over-hørt, saa maa du gaa uden-for paa kirke-gaarden som en anden gjete-buk, du.»
«Men jeg vil ikke læse; jeg vil løbe og lege hele dagen!» ropte Hans.
«Vil du —?» svarte faren; «ved du, hvor din vilje er? Den ligger i ovns-krogen. I morgen skal du paa skolen.»
Om kvelden, da Hans gik til sengs, tænkte han ved sig 33selv: «I nat vil jeg ikke sove, og naar alt er stilt, saa sætter jeg til skogs! Der træffer jeg vist en viking eller en røver, og saa lærer han mig vist at bli røver-høvding naar jeg blir stor. Det er meget bedre end at læse.»
Men saa kom Jon Blund, og gutten sov som en sten lige til om morgenen.
Da klokken var syv, kom hans mor hen til sengen. «Staa nu op og klæd dig paa,» sa hun, «saa skal vi gaa paa skolen, vi to.»
HANS gav sig til at graate.
«Er det noget at graate for!» sa moren; «du er vel ikke dummere du end alle de andre. Lad os bare prøve, saa skal du se!»
Hans maatte med. Han trak den vesle foden tungt efter sig; men han maatte med.
Det var lærerinde i den skolen, og det var en streng lærerinde. Hun sad i en høi stol ved bordet, og havde ved siden af sig en strømpe og et uld-nøste, og saa et ris. Ved bordet sad fire andre børn, to smaa-gutter og to smaa-jenter. Der stod et stort skab i værelset, og paa væggen hang det to billeder fra bibel-historien, det ene om ABSALON, som blev hængende fast med sit lange haar i en ek, det andet om ELI, som faldt ned af stolen sin. Des-uden hang der tavler med bogstaver og tal paa. Paa en stol tæt ved skabet sad en liden hund, som var lidt grætten af sig, og som knurred da HANSE-MAND kom ind.
«Kjære lærerinde,» sa hans mor, «vær saa snild og tag Dem af gutten min og lær ham at læse! Er han doven, saa spar ikke paa riset; han vil takke for det, naar han blir stor.»
«Naa, naa,» sa lærerinden, «det er jo muligt, at vi ikke trænger til riset. Jeg ser at gutten har gild lug.»
Og HANS, som aldrig vilde klippe den luggen! Tænk, om han nu havde været snau-klippet, saa snau, saa snau som en klippet sau. Og lærerinden, som havde slige lange fingre!
Moren gik, og HANS husked paa de lange fingrene og den lange luggen en stund. Men saa kom han til at tænke: «Jeg er gut, og lærerinden er bare en smaa-pige. Hun tør ikke røre luggen min; hun er vist ræd mig!»
Rolfsen: Læsebog for folkeskolen. I. Skriftsprog.
34I det samme kjørte en kjærre forbi, og det klirred i vindus-ruden. Hans kasted straks bogen fra sig og sprang til vinduet for at se. «Hvad er det du gjør, gut!» ropte lærerinden. Men Hans lod som han slet ikke hørte det. Han bare stod og saa og klemte næsen flad mod vindus-ruden.
«Ja saa, er du af det slaget?» sa lærerinden. Saa reiste hun sig rolig og gik bare to skridt frem over gulvet; siden strakte hun de lange fingre ud efter den lange luggen og rusked i den.
«Jeg skal sige det til mor og far!» skreg Hans.
«Jeg ogsaa,» sa lærerinden.
Og saa tog de lange fingrene et penne-skaft, og saa skrev hun et brev til hans far. Og da hans far havde læst det brevet, saa sa han at Hans skulde være inde om eftermiddagen. Og om morgenen skrev far et brev til lærerinden. Og saaledes gik Hanse-mand frem og tilbage med brev, saa længe han ikke vilde lære at læse.
«Du er jo et rigtigt post-bud,» sa lærerinden.
«Post-budet faar kaffe,» sa Hans.
«Og du faar ris,» sa lærerinden; «men naar du kan læse, saa skal du ogsaa faa kaffe.»
Og da det var gaat en stund, saa gik Hans med brev bare anden-hver uge eller saa. Og snart var det ingen post mere; for nu kunde Hanse-mand læse. Og en dag, da han var rigtig flink, fik han baade kaffe og kage, end-da han ikke var post-bud.