Det var tidlig paa sommeren. Nede paa løkken stod heggen i blomst, og store-søster og lille-søster kunde være ude og lege hele dagen; men hvert øieblik krabbed de op over trapperne med blomster til mama, og da maatte store-søster mangen gang lægge sig paa knæ og hoste og drage aande, saa de kunde høre hende over hele huset. Hun kikte. Og da kom mama farende ned over trapperne og holdt hende i haanden, til hoste-bygen var over. Store-søster havde kik-hoste, og havde kiket lige siden paaske. Hun kikte om dagen, og hun kikte om natten; men hun sov saa tungt, at hun næsten ikke vaagned under bygerne; hun reiste sig op i sengen, for at faa luft, og fegted med armene og holdt paa at gaa paa hovedet ud over senge-kanten. Men mama var hos hende. Mama holdt hende i haanden og paa panden, og mama havde ikke meget søvn fra paaske til midt-sommers.
28Nu var hun træt og bleg. Naar børnene klatred op paa fanget hendes og satte blomsterne i haaret, kunde en bedst merke, hvor bleg hun var blit. Men smaa-pigerne saa det ikke. — Saa sa doktoren, at nu skulde mama reise. Store-søster og lille-søster sutred lidt, da de hørte det; men saa sa mama, at store-søster skulde faa sjokolade, naar mama kom hjem, og lille-søster skulde faa ti øre til lakris. Og saa blev det godt igjen.
Om kvelden sad papa og mama og spiste. Børnene var i seng; men døren var paa gløtt til barne-værelset. Det var saa deiligt at sove, naar døren stod paa gløtt ind til papa og mama. Da ropte lille-søster: «Mama, du kan gjerne faa lov til at reise.» «Tak, vennen min,» sa mama. Men store-søster spurte: «Hvad vilde du helst, søster, enten at mama skulde bli hjemme, eller at hun skulde reise, saa du fik ti øre til lakris?» «Jeg vilde helst faa ti øre,» sa lille-søster; «hvad vil du helst?» «Jeg ved ikke.» «Husk paa sjokoladen, store-søster!» Og store-søster husked nok paa sokjoladen, for hun svarte ikke mere. Endelig sa hun: «Men dersom nu mama blev syg paa veien?» — «De ved ikke, hvad det er at reise og være borte,» sa papa sagte. «Nei, de ved det slet ikke,» sa mama.
Og børnene vokste til, og havde mange smaa barne-sygdomme siden, og altid skulde mama op af sengen og stelle med dem, end-da hun var saa træt og hovedet var saa tungt, saa tungt. Saa fik hun selv en stor sygdom, og børnene blev flyttet ind i en anden stue, og mama maatte gjøre den store reisen som ingen kommer hjem fra, ikke engang en mor til sine smaa-piger. Mama døde.
Det var høst. Visne blad paa alle trær. Store-søster og lille-søster sad og saa op mod den mørke himmel. «Kan du huske,» sa store-søster, «at du heller vilde ha ti øre end at mama skulde være hjemme? Nu vilde nok baade du og jeg give meget til, at hun ikke var reist fra os.»