Det var en gang en hane som havde en hel flok høner at styre, og mellem dem var en liden, liden top-høne. Hun syntes at hun var alt-for fin til at være i lag med de andre hønsene, for de saa gamle og lurvete ud; hun vilde ud og spanke for sig selv, saa folk kunde faa se hvor fin hun var. Saa var det en dag de tripped om-kring paa søpledyngen og brisked sig og plukked og klukked, som de pleide. Saa skreg hun: «Paa, paa, paa gjærdet! Paa, paa, paa gjærdet!»
Hanen strakte hals og risted paa kammen og fjærene og ropte: «Gak ikke did!» Og alle de gamle høner kagled med: «Gak, gak, gak ikke did!»
Men hun la i vei lige fuldt. Og hun var ikke lidet kry, da hun kom did og gik og brisked og brysted sig alene.
Men saa kom høken og begyndte at seile i ring over hende, og ret som det var, slog han ned paa hende. Men hanen havde længe set ham; han stod øverst paa søple-dyngen 14og strakte hals og kikked op, snart med det ene øie og snart med det andre; han skreg, det meste han orked:
«Ko-ko-kom og hjælp!Ko-ko-kom og hjælp!»
Og saa kom der folk. De skræmte høken; han maatte slippe hønen og nøies med toppen og de fineste fjærene hendes. Da fik hun det vel braat med at komme hjem; hun strakte hals og hopped og sprang og skreg:
15«Se, se, sé, hvor jeg ser ud! Se, se, sé, hvor jeg ser ud!»
Efter den dag holdt hønen sig ikke for god til at være paa søple-dyngen med de gamle hønsene.
