Snorre Sturlassøn, f. paa gaarden Hvam paa Island 22 septb. 1178, 166af en gammel slegt, var umaadelig rig og var i en lang aarrække lagmand paa sin fødeø. Paa grund af sit først venlige og siden fiendtlige forhold til den norske kong Haakon den gamle indvikledes han i de voldsomste politiske stridigheder og myrdedes 15 august 1241 paa sin gaard Roikjaholt. — Han skrev Norges konge-sagaer (Heimskringla) noget senere, end Saxo Grammaticus skrev sin Danmarks krønnike. (Se III, 123. IV, 112. V, 1). — Petter Dass, f. 1647, d. 1708 som prest i Alstahaug i Nordland. Er fornemmelig bleven berømt og vel kjendt blandt vor almue ved sine folkelige skildringer fra Nordlandene. Af hans salmer findes flere i vore salmebøger. (Se Prestereiser i Nordlandene, V, 169). — Ludvig Holberg, født i Bergen 1684, uddannede sig paa vidtløftige reiser, fornemmelig til England, Frankrig og Italien. Han kaldes vor literaturs fader; thi han var den første, som brugte vort skriftsprog i de forskjelligste retninger, i historiske og andre belærende skrifter, paa en saadan maade, at de blev alment forstaaelige og tiltrækkende at læse. Mest berømt er han bleven ved sine ypperlige komedier, hvori han revsede sin samtids mangehaande daarskaber. Han døde 1754 som professor i historie ved Kjøbenhavns universitet. (Se «Af Jakob v. Tybo,» VI, 67). — Andre norskfødte digtere i forrige aarhundrede, efter Holberg, er blevne bekjendte derved, at de med forkjærlighed digtede om hjemlige emner, om bondens liv og sysler, om Norges natur o. l. De fleste af disse digte skriver sig fra omkring 1770—1780. Blandt disse digtere kan vi merke os: Johan Nordahl Brun, f. 1745, d. 1816 som biskop i Bergen. (Se Min norske vinter, III. 152). Hans salmer (f. eks. Jesus lever, graven brast) synges fremdeles i menighederne. Claus Frimann, f. 1746, d. 1829 som prest i Nordfjord. (Se Hvad man kan blive, III, 146. Den norske fisker, III, 153. Strikkevise, IV, 167 o. fl.). Edvard Storm, f. 1749, d. 1794 som lærer i Kjøbenhavn. (Se Sinklarsvisen, II, 130. Heimreise fraa sætren, IV, 139). — Den anseeligste af de norske digtere fra denne tid er Johan Herman Wessel, en brodersøns søn af Tordenskjold, f. i Smaalenene 1742, d. 1785 i Kjøbenhavn. (Se Hundemordet, IV, 137). Sin største anseelse vandt han ved komedien Kjærlighed uden strømper, hvori han skjemter med den svulstige og unaturlige stil, som var kommen i mode paa hans tid. — Johannes Ewald, f. i 167Kjøbenhavn 1743, d. 1781, valgte med forkjærlighed store religiøse og historiske emner at digte om, fordi han vilde, at digtekunsten skulde være mere end blot underholdning; den skulde hæve sindet ved at lede tanken hen paa de evige ting og store bedrifter. Hans mest bekjendte digt er den danske nationalsang: Kong Kristian stod ved høien mast, se IV, 154. (Ved dødens komme, VI, 137). — Adam Oehlenschläger, f. i Kjøbenhavn 1779, d. 1850. Han har vundet et stort navn i vort sprogs literatur ved sine skildringer af nordens oldtid: Nordens guder, Haakon jarl, Axel og Valborg og mange flere tragedier. Ligesom Holberg lærte os at tænke sundt og klart, var det Oehlenschläger, som først vakte den store almenheds sans for fædrenes liv og bedrifter. Senere digtere har lært at skildre oldtidens liv bedre i oldtidens aand; men han har brudt veien. (Se «Af Haakon jarl,» VI, 70. «Af Nordens guder,» VI, 114 og flere digte). — Esaias Tegnér, f. i Wermland 1782, siden biskop i Wexiø, hvor han døde 1846. Hans berømteste digt er Fridtjovs saga, som er oversat paa mange europæiske sprog. (Se Isfarten, III, 150. Fridtjovs vikingebalk, IV, 132. Carl den tolfte, VI, 160). — Nikolai Frederik Severin Grundtvig, f. 1783 i nærheden af Vordingborg, paa Sjælland, d. 1872. Han og Kingo (d. 1703 som biskop i Fyen) samt Brorson (biskop i Ribe, d. 1764) ansees som de største salmedigtere paa vort sprog, og af deres salmer findes mange i vore salmebøger. Han arbeidede for det store folks opdragelse paa kristeligt grundlag som den bedste betryggelse for et sundt folkeliv; stiftede den første folkehøiskole. (Se Luthers minde, V, 143. Sand oplysning, VI, 113 og flere digte). — Steen Steensen Blicher, f. 1782 i Jylland, hvor han levede som præst og skildrede det jydske folkeliv i fortællinger og skisser, d. 1848. (Se En stranding ved Vesterhavet, V. 36). — Bernhard Severin Ingemann, f. paa Falster 1789, d. i Kjøbenhavn 1862. Mange salmer, gudelige digte, historiske romaner, som skildrer begivenheder fra Danmarks middelalder. (Se Pilgrimssang, II, 92. Guds fred, IV, 141. Hans Egede, IV, 163. Tordenskjold, V, 167 og flere digte). — Johan Carsten Hauch, f. paa Fredrikshald 1790, men levede sin meste tid i Danmark. Død 1872. (Se Schweizeren, III, 140. Kong Olav og Bjørn stallar, V, 129). — Christian Winther, f. paa Sjælland 1796, d. 1876. (Se Dansen 168i skogen, II, 68. Henrik og Else, V, 148). — Johan Ludvig Runeberg, f. 1804, d. 1877, lektor i Borgaa i Finland. Mest berømt ved Fänrik Ståls sägner, skildringer fra krigen mod Rusland 1808—1809. (Se Sven Dufva, VI, 161). — Hans Christian Andersen, f. i Odense 1805, d. 1875. Er ved sine eventyr, som læses snart sagt over hele verden, bleven mere berømt end nogen anden nordisk digter. (Se Prinsessen paa erten, II, 56. Det døende barn, II, 84. Historien om en moder, III, 40. Keiserens nye klæder, IV, 18. Den stygge andunge, IV, 22 o. fl.). — Maurits Hansen, f. paa Modum 1794, d. 1842. Skildrede hjemlige tilstande i sine noveller og mindre skisser, hvoraf vi kjender Den lille Alvilde, II, 5. — Henrik Arnold Wergeland, f. i Kristianssand 1808, d. 1845. Hans ungdom falder i den tid, da man først ligesom fik øinene op for den frie forfatning, som var indstiftet i 1814, og han virkede paa mangfoldige maader for at minde om, at friheden maatte bruges, hvis den ikke skulde blive et dødt bogstav. Men fornemmelig arbeidede han for, at det store folk skulde undervises og opdrages; thi uden dette troede han ikke, friheden vilde trives eller bære den rette frugt. Han var først og fremst almuens ven og hjælper; han vilde, at ogsaa den, som er stillet i de ringeste kaar, skulde lære at udfylde sin plads i samfundet og føle sig som borger i et frit land, og den samme menneskekjærlighed, som han viste i raad og daad, gjenfinder vi i hans digte, hvoraf vi har læst mange. (Se Renlighed eller linerlen, I, 100. Piletrærne og skjæren, II, 104. Smaagutternes nationalsang, II, 168. Menigmands politik, VI, 76. Var jeg en arbeidsmand, VI, 79. Et gammelnorsk herresæde, VI, 120. Til min gyldenlak, VI, 136. Dalvise, VI, 137 og mange flere digte). — Johan Sebastian Welhaven, f. i Bergen 1807, d. 1873. Vi har læst nogle digte af ham, som viser os hen til folkesagnet, og disse digte hører ogsaa til hans eiendommeligste. Det var Asbjørnsen og Moe, som først havde lært os denne folkedigtning at kjende i en folkelig fremstilling, ligesom fortalt med folkets egen mund, og det var Welhaven, som bedre end nogen anden forstod at fremstille den paa en kunstmæssig maade, og dog saaledes, at den ikke blev mindre folkelig for det. (Se De smaa soldater, I, 88. Korthuset, I, 116. En erindring, II, 85. Dyre Vaa, III, 154. Raad for uraad, III, 156. Vise om hellig Olav, III, 162. Asgaardsreien, 169V, 162. Koll med bilen, VI, 122, o. fl.). — Peter Christian Asbjørnsen, f. i Kristiania 1812, d. 1885. Udgav sammen med Jørgen Moe Norske folkeeventyr og gjengav mangehaande folkesagn i Huldreeventyr. (Se Kjætten paa Dovre, I, 48. De tre bukkene Bruse, I, 77. Gudbrand i lien, I, 142. Han far sjøl i stua, III, 16. Bamse brakar, III, 17. Kvernsagn, IV, 11. Tiurleg i Holleia, V, 62 og mange flere stykker). — Jørgen Moe, f. paa Ringerike 1813, d. 1881 som biskop i Kristianssand. Samlede, foruden de ovennævnte eventyr, norske folkeviser og stev og gav skildringer af bondens hjemlige liv. (Se Bjørnehunden, II, 49. Lille Beate, II, 88. Gamle Hans grenader, II, 126. Allarm, II, 138. Per og Paal og Esben Askelad, III, 23. Truls og Inger, IV, 142. Blind-Anne, VI, 1 o. fl.). — Andreas Munch, f. i Kristiania 1811, d. 1884. Dramatiske arbeider, bl. a. En aften paa Giske, og mange lyriske digte. (Se Barnets første sorg, III, 147. Faderens undervisning, III, 149. Mit fødeland, III, 165. Domine qvo vadis? VI, 111 o. fl.). — Ivar Aasen, f. paa Søndmøre 1813, den første, som grundig har studeret vore bygdemaal, hvilke han har gjort rede for i en grammatik og en «Ordbog over det norske folkesprog.» Disse forskjellige bygdemaal har han søgt at forene til et fællessprog eller «landsmaal,» og paa dette sprog har han skrevet et skuespil, Ervingen, og flere digte. (Se Nordmannen, IV, 135. Det land meg hugar best, IV, 153. Dei vil altid klaga, IV, 158. Sildefiske, V, 94. Dei gamle fjelli, V, 134. Haraldshaugen, VI, 115 o. fl.). — Chr. Richardt, f. i Kjøbenhavn 1831, prest paa Fyen. (Se Altid freidig, II, 144. Jakob i Hebron, V, 140. Galilæa og Nazareth, VI, 99 o. fl.). — Hans Schulze, f. 1823 i Solør, d. 1873. Skrev skildringer fra Lofoten og Solør. (Se Fløderne og Kaffemarte, IV, 73. Fra Lofoten, V, 55). — Nikolai Østgaard, f. 1812, d. i Østerdalen 1873. Bekjendt ved skildringer fra sin fødebygd: En fjeldbygd. (Se Tømmerkjørere, V, 45. Fra Østerdalen, VI, 4). — Magnus Brostrup Landstad, f. i Finmarken 1802, d. som prest i Sandherred 1881. Samlede og udgav folkeviser, fornemmelig fra Telemarken. Han har besørget en salmebog for vor kirke. (Se Smaabørnenes julekveldssang, III, 134. Fædrelandet, III, 168. En prestegaard paa landet, V, 138. Hr. Oles træ, VI, 142 og flere digte). — Aasmund Olafssøn Vinje, f. i Telemarken 1818, d. 1870. Ved siden 170af Ivar Aasen den betydeligste forfatter paa «landsmaalet.» I dette sprog udgav han et ugeblad, Dølen, og skrev en fortælling, Storegut, reiseskisser og digte. (Se Fedrene vaare, IV, 136. Ved Rundarne, IV, 148 o. fl.). — Jens Andreas Friis, f. 1821 i Sogn, professor i lappisk og finsk. Skildringer og fortællinger fra Finmarken. (Se træk af de norske fjeldlappers liv, IV, 110). — Henrik Ibsen, f. 1828 i Skien. Af hans mange dramatiske arbeider kan vi merke os Hærmændene paa Helgeland og Kongsemnerne, som er merkelige derved, at han i disse giver os et sandere billede af oldtidens aand og sprogtone end de tidligere digtere, som har behandlet nordiske emner. Har skrevet mange andre dramatiske arbeider, Per Gynt, Brand, De unges forbund o. fl. (Se Terje Viken, V, 152. «Af Hærmændene paa Helgeland,» VI, 73). — Bjørnstjerne Bjørnson, f. i Østerdalen 1832. Han vandt tidlig stor berømmelse ved sine bondefortællinger, Synnøve Solbakken, En glad gut o. fl., senere ogsaa ved sine mange dramatiske arbeider (Sigurd Slembe, En fallit, De nygifte o. fl.) (Se En glad gut, I, 147. Fædrelandssang, III, 152. Gamle Norge, III, 166. Blakken, IV, 48. Faderen, IV, 76. Brødrene, V, 25. Over de høie fjelde, V, 135. Bergliot, VI, 117 o. m. fl.). — Jonas Lie, f. 1833 paa Eker. Har blandt andet skrevet Den fremsynte, Rutland, Lodsen og hans hustru, Familien paa Gilje. (Se Stormen, IV, 86. Nordfjordhesten, VI, 18). — Alexander Kielland, f. 1849. Romanforfatter: Garman og Worse. Skipper Worse o. fl. (Se En by paa Vestlandet, V, 88).

Snorre Sturlassøn, f. på gården Hvam på Island 22 septb. 1178, 166av en gammel slekt, var umåtelig rik og var i en lang årrekke lagmann på sin fødeø. På grunn av sitt først vennlige og siden fiendtlige forhold til den norske kong Haakon den gamle indvikledes han i de voldsomste politiske stridigheter og myrdedes 15 august 1241 på sin gård Roikjaholt. — Han skrev Norges konge-sagaer (Heimskringla) noe senere, enn Saxo Grammaticus skrev sin Danmarks krønike. (Se III, 123. IV, 112. V, 1). — Petter Dass, f. 1647, d. 1708 som prest i Alstahaug i Nordland. Er fornemmelig blitt berømt og vel kjent blant vår almue ved sine folkelige skildringer fra Nordlandene. Av hans salmer finnes flere i våre salmebøker. (Se Prestereiser i Nordlandene, V, 169). — Ludvig Holberg, født i Bergen 1684, utdannede seg på vidtløftige reiser, fornemmelig til England, Frankrig og Italien. Han kalles vår litteraturs far; thi han var den første, som brukte vårt skriftspråk i de forskjelligste retninger, i historiske og andre belærende skrifter, på en sådan måte, at de ble allment forståelige og tiltrekkende å lese. Mest berømt er han blitt ved sine ypperlige komedier, hvori han revsede sin samtids mangehaande dårskaper. Han døde 1754 som professor i historie ved Kjøbenhavns universitet. (Se «Af Jakob v. Tybo,» VI, 67). — Andre norskfødte diktere i forrige århundre, etter Holberg, er blitt bekjente derved, at de med forkjærlighet digtede om hjemlige emner, om bondens liv og sysler, om Norges natur o. l. De fleste av disse digte skriver seg fra omkring 1770—1780. Blant disse diktere kan vi merke oss: Johan Nordahl Brun, f. 1745, d. 1816 som biskop i Bergen. (Se Min norske vinter, III. 152). Hans salmer (f. eks. Jesus lever, graven brast) synges fremdeles i menighetene. Claus Frimann, f. 1746, d. 1829 som prest i Nordfjord. (Se Hvad man kan bli, III, 146. Den norske fisker, III, 153. Strikkevise, IV, 167 o. fl.). Edvard Storm, f. 1749, d. 1794 som lærer i Kjøbenhavn. (Se Sinklarsvisen, II, 130. Heimreise fraa setra, IV, 139). — Den anseeligste av de norske diktere fra denne tid er Johan Herman Wessel, en brodersøns sønn av Tordenskjold, f. i Smaalenene 1742, d. 1785 i Kjøbenhavn. (Se Hundemordet, IV, 137). Sin største anseelse vant han ved komedien Kjærlighed uten strømper, hvori han skjemter med den svulstige og unaturlige stil, som var kommet i mote på hans tid. — Johannes Ewald, f. i 167Kjøbenhavn 1743, d. 1781, valgte med forkjærlighet store religiøse og historiske emner å dikte om, fordi han ville, at diktekunsten skulle være mer enn blot underholdning; den skulle heve sinnet ved å lede tanken hen på de evige ting og store bedrifter. Hans mest bekjente dikt er den danske nasjonalsang: Kong Kristian stod ved høien mast, se IV, 154. (Ved dødens komme, VI, 137). — Adam Oehlenschläger, f. i Kjøbenhavn 1779, d. 1850. Han har vundet et stort navn i vårt språks litteratur ved sine skildringer av nordens oldtid: Nordens guder, Haakon jarl, Axel og Valborg og mange flere tragedier. Likesom Holberg lærte oss å tenke sundt og klart, var det Oehlenschläger, som først vakte den store almenheds sans for fædrenes liv og bedrifter. Senere diktere har lært å skildre oldtidens liv bedre i oldtidens ånd; men han har brutt veien. (Se «Af Haakon jarl,» VI, 70. «Av Nordens guder,» VI, 114 og flere digte). — Esaias Tegnér, f. i Wermland 1782, siden biskop i Wexiø, hvor han døde 1846. Hans berømteste dikt er Fridtjovs saga, som er oversatt på mange europeiske språk. (Se Isfarten, III, 150. Fridtjovs vikingebalk, IV, 132. Carl den tolfte, VI, 160). — Nikolai Frederik Severin Grundtvig, f. 1783 i nærheten av Vordingborg, på Sjælland, d. 1872. Han og Kingo (d. 1703 som biskop i Fyen) samt Brorson (biskop i Ribe, d. 1764) anses som de største salmediktere på vårt språk, og av deres salmer finnes mange i våre salmebøker. Han arbeidet for det store folks oppdragelse på kristelig grunnlag som den beste betryggelse for et sundt folkeliv; stiftede den første folkehøyskole. (Se Luthers minde, V, 143. Sann opplysning, VI, 113 og flere digte). — Steen Steensen Blicher, f. 1782 i Jylland, hvor han levde som prest og skildret det jyske folkeliv i fortellinger og skisser, d. 1848. (Se En stranding ved Vesterhavet, V. 36). — Bernhard Severin Ingemann, f. på Falster 1789, d. i Kjøbenhavn 1862. Mange salmer, gudelige digte, historiske romaner, som skildrer begivenheter fra Danmarks middelalder. (Se Pilgrimssang, II, 92. Guds fred, IV, 141. Hans Egede, IV, 163. Tordenskjold, V, 167 og flere digte). — Johan Carsten Hauch, f. på Fredrikshald 1790, men levde sin meste tid i Danmark. Død 1872. (Se Schweizeren, III, 140. Kong Olav og Bjørn stallar, V, 129). — Christian Winther, f. på Sjælland 1796, d. 1876. (Se Dansen 168i skogen, II, 68. Henrik og Else, V, 148). — Johan Ludvig Runeberg, f. 1804, d. 1877, lektor i Borgaa i Finland. Mest berømt ved Fänrik Ståls sägner, skildringer fra krigen mot Rusland 1808—1809. (Se Sven Dufva, VI, 161). — Hans Christian Andersen, f. i Odense 1805, d. 1875. Er ved sine eventyr, som leses snart sagt over hele verden, blitt mer berømt enn noen annen nordisk dikter. (Se Prinsessen på erten, II, 56. Det døende barn, II, 84. Historien om en mor, III, 40. Keiserens nye klæder, IV, 18. Den stygge andunge, IV, 22 o. fl.). — Maurits Hansen, f. på Modum 1794, d. 1842. Skildret hjemlige tilstander i sine noveller og mindre skisser, hvorav vi kjenner Den lille Alvilde, II, 5. — Henrik Arnold Wergeland, f. i Kristianssand 1808, d. 1845. Hans ungdom faller i den tid, da man først likesom fikk øynene opp for den frie forfatning, som var innstiftet i 1814, og han virket på mangfoldige måter for at minde om, at friheten måtte brukes, hvis den ikke skulle bli et dødt bokstav. Men fornemmelig arbeidet han for, at det store folk skulle undervises og oppdras; thi uten dette trodde han ikke, friheten ville trives eller bære den rette frukt. Han var først og fremst almuens venn og hjelper; han ville, at også den, som er stillet i de ringeste kår, skulle lære å utfylle sin plass i samfunnet og føle seg som borger i et fritt land, og den samme menneskekjærlighet, som han viste i råd og dåd, gjenfinner vi i hans digte, hvorav vi har lest mange. (Se Renlighed eller linerlen, dere, 100. Piletrærne og skjæren, II, 104. Småguttenes nasjonalsang, II, 168. Menigmanns politikk, VI, 76. Var jeg en arbeidsmann, VI, 79. Et gammelnorsk herresete, VI, 120. Til min gyllenlakk, VI, 136. Dalvise, VI, 137 og mange flere digte). — Johan Sebastian Welhaven, f. i Bergen 1807, d. 1873. Vi har lest noen digte av ham, som viser oss hen til folkesagnet, og disse digte hører også til hans eiendommeligste. Det var Asbjørnsen og Moe, som først hadde lært oss denne folkediktning å kjenne i en folkelig fremstilling, likesom fortalt med folkets egen munn, og det var Welhaven, som bedre enn noen annen forstod å fremstille den på en kunstmæssig måte, og dog således, at den ikke ble mindre folkelig for det. (Se De små soldater, dere, 88. Korthuset, dere, 116. En erindring, II, 85. Dyre Vaa, III, 154. Råd for uråd, III, 156. Vise om hellig Olav, III, 162. Asgaardsreien, 169V, 162. Koll med bilen, VI, 122, o. fl.). — Peter Christian Asbjørnsen, f. i Kristiania 1812, d. 1885. Utgav sammen med Jørgen Moe Norske folkeeventyr og gjengav mangehaande folkesagn i Huldreeventyr. (Se Kjætten på Dovre, dere, 48. De tre bukkene Bruse, dere, 77. Gudbrand i lien, dere, 142. Han far sjøl i stua, III, 16. Bamse brakar, III, 17. Kvernsagn, IV, 11. Tiurleik i Holleia, V, 62 og mange flere stykker). — Jørgen Moe, f. på Ringerike 1813, d. 1881 som biskop i Kristianssand. Samlede, foruten de ovennevnte eventyr, norske folkeviser og stev og ga skildringer av bondens hjemlige liv. (Se Bjørnehunden, II, 49. Lille Beate, II, 88. Gamle Hans grenader, II, 126. Allarm, II, 138. Per og Paal og Esben Askelad, III, 23. Truls og Inger, IV, 142. Blind-Anne, VI, 1 o. fl.). — Andreas Munch, f. i Kristiania 1811, d. 1884. Dramatiske arbeider, bl. a. En aften på Giske, og mange lyriske digte. (Se Barnets første sorg, III, 147. Faderens undervisning, III, 149. Mitt fødeland, III, 165. Domine qvo vadis? VI, 111 o. fl.). — Ivar Aasen, f. på Søndmøre 1813, den første, som grundig har studert våre bygdemål, hvilke han har gjort rede for i en grammatikk og en «Ordbog over det norske folkespråk.» Disse forskjellige bygdemål har han søkt å forene til et fellesspråk eller «landsmål,» og på dette språk har han skrevet et skuespill, Ervingen, og flere digte. (Se Nordmannen, IV, 135. Det land meg hugar best, IV, 153. Dei vil alltid klaga, IV, 158. Sildefiske, V, 94. Dei gamle fjelli, V, 134. Haraldshaugen, VI, 115 o. fl.). — Chr. Richardt, f. i Kjøbenhavn 1831, prest på Fyen. (Se Altid freidig, II, 144. Jakob i Hebron, V, 140. Galilæa og Nazareth, VI, 99 o. fl.). — Hans Schulze, f. 1823 i Solør, d. 1873. Skrev skildringer fra Lofoten og Solør. (Se Fløderne og Kaffemarte, IV, 73. Fra Lofoten, V, 55). — Nikolai Østgaard, f. 1812, d. i Østerdalen 1873. Bekjent ved skildringer fra sin fødebygd: En fjellbygd. (Se Tømmerkjørere, V, 45. Fra Østerdalen, VI, 4). — Magnus Brostrup Landstad, f. i Finmarken 1802, d. som prest i Sandherred 1881. Samlede og utgav folkeviser, fornemmelig fra Telemarken. Han har besørget en salmebok for vår kirke. (Se Smaabørnenes julekveldssang, III, 134. Fedrelandet, III, 168. En prestegård på landet, V, 138. Hr. Oles tre, VI, 142 og flere digte). — Aasmund Olafssøn Vinje, f. i Telemarken 1818, d. 1870. Ved siden 170av Ivar Aasen den betydeligste forfatter på «landsmålet.» I dette språk utgav han et ukeblad, Dølen, og skrev en fortelling, Storegut, reiseskisser og digte. (Se Fedrene vaare, IV, 136. Ved Rundarne, IV, 148 o. fl.). — Jens Andreas Friis, f. 1821 i Sogn, professor i lappisk og finsk. Skildringer og fortellinger fra Finmarken. (Se trekk av de norske fjeldlappers liv, IV, 110). — Henrik Ibsen, f. 1828 i Skien. Av hans mange dramatiske arbeider kan vi merke oss Hærmændene på Helgeland og Kongsemnerne, som er merkelige derved, at han i disse giver oss et sannere bilde av oldtidens ånd og språktone enn de tidligere diktere, som har behandlet nordiske emner. Har skrevet mange andre dramatiske arbeider, Per Gynt, Brand, De unges forbund o. fl. (Se Terje Viken, V, 152. «Av Hærmændene på Helgeland,» VI, 73). — Bjørnstjerne Bjørnson, f. i Østerdalen 1832. Han vant tidlig stor berømmelse ved sine bondefortellinger, Synnøve Solbakken, En glad gut o. fl., senere også ved sine mange dramatiske arbeider (Sigurd Slembe, En fallitt, De nygifte o. fl.) (Se En glad gut, dere, 147. Fedrelandssang, III, 152. Gamle Norge, III, 166. Blakken, IV, 48. Faderen, IV, 76. Brødrene, V, 25. Over de høye fjell, V, 135. Bergliot, VI, 117 o. m. fl.). — Jonas Lie, f. 1833 på Eker. Har blant annet skrevet Den fremsynte, Rutland, Lodsen og hans hustru, Familien på Gilje. (Se Stormen, IV, 86. Nordfjordhesten, VI, 18). — Alexander Kielland, f. 1849. Romanforfatter: Garman og Worse. Skipper Worse o. fl. (Se En by på Vestlandet, V, 88).