132

Det guld er tilvisse ei meget at rose,som drypper ei kobber i armodens pose.

Men, Ladhans! idag faar du ikke en skilling;thi lediggang, ser jeg, er al din bestilling.

Og dovenskabs tiggen i gavmildheds hælevil ei den alene, men nøden bestjæle.

Men hør, hvad jeg siger! Det gavner tilvissedig mere, min gut, end en dalers almisse.

Dog merke du først, at du hjælpen forsager,hvis raadet du kun gjennem ørene jager.

133Den sult maa arbeide, som lyster at æde.Den armod maa spinde, som vil sig beklæde.

Det brød, jeg maa spise, det maa jeg vel hente;thi førend det flyver til mig, maa jeg vente.

Gud giver hver fugl nok dens frø til at æde;men ikke han kaster det hen i dens rede.

Og det er en regel, du vel bør at vide:Hvo kjernen vil spise, maa nødden først bide.

Og glem ei, at hviler en fattigmands hænder,da hviler medrette vel ogsaa hans tænder.

Hvor griner du, Ladhans, som arbeide hader;men flittighed ler, som i sveden sig bader.

Og den, som vil dovne sig ugen tilende,vil Gud ingen sabbat derovenpaa sende.

«Godvilje,» den smaagut, har, sig til en ære,optrukket det vognlas, «Drog-Rise» lod være.

Den rise var «Doven Drog» — tosken, som undredsig over, om fjæren ei veied et hundred.

Tag fat paa dit verktøi, min gut, uden votter!Med handsker paa lab fanger katten ei rotter!

Den flittige faar vel et hus af en hytte.God spinderske ofte sit linned kan bytte.

Men let vil det barn, som ei lærer at virke,først stjæle i naalehus, siden i kirke.

Sin løn maa paa haanden arbeideren have.Tag glad imod løn, men saa glad ei mod gave!

Et haandverk, om end det er sodet om munden,af skinnende guld har sin hjerterod tvunden.

Rent fattig er ingen; thi tiden er penge;men ikke som disse den gjemmes kan længe.

134Og det er en sandhed, vel bedre end penge:«Hvo hjælper sig selv, hjælper Herren, den strenge.»

Og trykker dig armods elendighed svare,da laan af dig selv ved at virke og spare!

Et fattigmandsbarn, som gjør træskeer, kan hændeei, før det til gjest be’r al bygden, vil ende.

Thi flid, som sig gifter med tiden, til smykkehar glæde, og barnet, de faar sig, er lykke.

H. Wergeland.

132

Det gull er tilvisse ei meget å rose,som drypper ei kobber i armodens pose.

Men, Ladhans! i dag får du ikke en skilling;thi lediggang, ser jeg, er all din bestilling.

Og dovenskaps tiggen i gavmildhets hælervil ei den alene, men nøden bestjele.

Men hør, hva jeg sier! Det gavner tilvissedeg mer, min gut, enn en dalers almisse.

Dog merke du først, at du hjelpen forsager,hvis rådet du kun gjennom ørene jager.

133Den sult må arbeide, som lyster å ete.Den armod må spinne, som vil seg bekle.

Det brød, jeg må spise, det må jeg vel hente;thi før det flyver til meg, må jeg vente.

Gud gir hver fugl nok dens frø til å ete;men ikke han kaster det hen i dens rede.

Og det er en regel, du vel bør å vite:Hvo kjernen vil spise, må nøtten først bite.

Og glem ei, at hviler en fattigmanns hender,da hviler med rette vel også hans tenner.

Hvor griner du, Ladhans, som arbeide hater;men flittighet ler, som i sveden seg bader.

Og den, som vil dovne seg uken til ende,vil Gud ingen sabbat derovenpå sende.

«Godvilje,» den smågutt, har, sig til en ære,opptrukket det vognlass, «Drog-Rise» lot være.

Den rise var «Doven Drog» — tosken, som undretsig over, om fjæren ei veide et hundre.

Ta fat på ditt verktøy, min gut, uten votter!Med hansker på lab fanger katten ei rotter!

Den flittige får vel et hus av en hytte.God spinderske ofte sitt linned kan bytte.

Men lett vil det barn, som ei lærer å virke,først stjele i naalehus, siden i kirke.

Sin løn må på hånden arbeideren have.Ta glad imot løn, men så glad ei mot gave!

Et håndverk, om enn det er sotet om munnen,av skinnende gull har sin hjerterot tvunnet.

Rent fattig er ingen; thi tiden er penger;men ikke som disse den gjemmes kan lenge.

134Og det er en sannhet, vel bedre enn penger:«Hvo hjelper seg selv, hjelper Herren, den strenge.»

Og trykker deg armods elendighet svare,da lån av deg selv ved å virke og spare!

Et fattigmannsbarn, som gjør træskeer, kan hændeei, før det til gjest be’r all bygden, vil ende.

Thi flid, som seg gifter med tiden, til smykkehar glede, og barnet, de får seg, er lykke.

H. Wergeland.