171

Ved Sognefjorden paa gaarden Slindeder er den stolteste birk at finde;paa Hydnes-haug, over kjæmpens ben,strækker den vidt sin kraftige grenog holdes i æreog kan sin alder mod skyen bære.

Mens trær og lunde tyndes og ældes,den holder sig frisk og skal aldrig fældes;thi bonden siger: „Den har i arvsin frodige vekst af en kjæmpes marv,og i dens skyggeer godt at vandre og godt at bygge.“

Dens bark tør ingen rive og riste,og ingen tør bryde dens løv eller kviste;hvert spirende straa, hver urt, der grori birkens ly paa den hellige jord,vil bonden spare,skjønt leen skal gjennem engen fare.

172Naar birkens skinnende løv er borteog engen er hvid og skyerne sorte, —naar bonden har bragt sin skat under tagog sidder ved kveld i det bænkede lagmed mad og drikke, —han glemmer det fredede træ dog ikke.

Han fylder med mjød den vældige kandeog sender et ord fra grande til grande;de svarer ham alle med smil og med nikog følger ham ud med den kraftige driktil Hydnes-haugen, —da bringer de skjænk til birken og draugen.

Saa danner de kreds og slutter sig sammen,mens mjøden gydes om birkestammen;da smelter sneen ved kraftens daab,da samler sig alle de glade raabi dette ene:„Saa stande du karsk i rod og grene!“

Med dybe træk er i dette billedvort nordens liv for tankerne stillet;det maa ei ældes og sygne hen, —det skal fra sin rod besjæles igjenog holdes i æreog kjækt sin krone mod himlen bære.

J. S. Welhaven.

171

Ved Sognefjorden på gården Slindeder er den stolteste birk å finne;på Hydnes-haug, over kjæmpens ben,strekker den vidt sin kraftige grenog holdes i æreog kan sin alder mot skyen bære.

Mens trær og lunde tynnes og eldes,den holder seg frisk og skal aldri felles;thi bonden sier: „Den har i arvsin frodige vekst av en kjempes marg,og i dens skyggeer godt å vandre og godt å bygge.“

Dens bark tør ingen rive og riste,og ingen tør bryte dens løv eller kviste;hvert spirende strå, hver urt, der grori birkens ly på den hellige jord,vil bonden spare,skjønt leen skal gjennom engen fare.

172Når birkens skinnende løv er borteog engen er hvit og skyene sorte, —når bonden har brakt sin skatt under takog sitter ved kveld i det bænkede lagmed mat og drikke, —han glemmer det fredede tre dog ikke.

Han fyller med mjød den veldige kanneog sender et ord fra grande til grande;de svarer ham alle med smil og med nikkog følger ham ut med den kraftige drikktil Hydnes-haugen, —da bringer de skjenk til bjørken og draugen.

Så danner de krets og slutter seg sammen,mens mjøden gydes om birkestammen;da smelter sneen ved kraftens dåp,da samler seg alle de glade ropi dette ene:„Så stande du karsk i rot og grener!“

Med dype trekk er i dette bildevårt nordens liv for tankerne stillet;det må ei eldes og sykne hen, —det skal fra sin rot besjeles igjenog holdes i æreog kjekt sin krone mot himlen bære.

J. S. Welhaven.