148

„Nei, nei, min ædle herre! I tro mig, om I kan!Sin Henrik ene elsker hun i hele Danmarks land.Min Else er saa trofast som den ranke liljevand,der sætter eders hjerte i en evig elskovsbrand!“ —

„Min bolde svend! imorgen er der atter en dag;da vil jeg hende prøve og forfare den sag!“Saa talte herren listig og saa mod flisen ned,de andre herrer smiskede saa lønlig derved.

Liden Else sidder lunt ved sin faders urtegaardmed sin flittige rok; og rundt om stolen staarpioner, tulipaner og buksbom, krusemynt;men pigen var dog havens alsomdeiligste pynt.

En mørkeblaa kjortel om de ranke lemmer laa;de snehvide ærmer til haandledet naa,og flittig og vims er den lillebitte fod;den dreier rokkehjulet med trøstigt mod.

En kat med sorte striber bagved en solbærhækhøit skyder op sin ryg; ved den tindrende bækder gaar den lille ælling, saa gul og rund og ren,ret som en eggeblomme, der nylig har faa’t ben.

Paa sin vinge svømmer bien, mens solen er saa varm;da hæver hun sit hoved rask og skygger med sin arm.149En flok af vilde jægere med buldrende travsig skynder over mark, over grøft, over grav.

Hver ridder var saa pyntet, som vel han kunde bedst;men smukkest var dog han paa den skimlede hest;han skinnede som solen i den brogede flok,han stansede sin ganger, og hun stansede sin rok.

„Hil sidde du blandt roser, selv en rose saa skjøn,liden Else, jeg har elsket dig længe i løn!“ —Da neied sig mod jorden den tugtige mø;af blussel og angst var hun nærved at dø.

„Til dit hjerte og din haand jeg beile nu vil,disse gode danske herrer ere vidner dertil!“ —Da rysted hun paa hovedet med blussende kind,da greb hun til sin rok og vilde gaa ind.

„Jeg giver dig forlov at betænke den sag,liden Else, imorgen er der atter en dag!“Det sagde han saa listig og saa til pigen ned,de andre herrer smiskede saa lønlig derved.

„Med hvide perler fletter jeg dit guldgule haar,din fløielskjortel fores med sobel og maar;jeg binder dyre stene om din hals og din arm,jeg spænder fire heste for din hængende karm.

Til harper og til fløiter under tusend kjerters glanspaa kostelige tilje der træder vi vor dans;ved barske vintertider i salen lun og tætvi spiller guldtavl ved malvasier og klaret.“ —

Da reiste hun sit hoved, slog lokken fra sin kind.Hun smilte med sit øie saa listefuld i sind.Hvor gule var de lokker, som rundt om panden laa,og saa disse øine, — hvor friske og hvor blaa!

150„Jeg er kun bondepige, men I en ridder stolt,snart vilde eders øie kun skue mig koldt,en bonde maa det være, en bonde har jeg kjær; —thi hænge I bort eders blanke herresverd!“ —

„Velan, jeg hænger gjerne min dyrendal paa væg,nu vil jeg hvæsse leens og plaugjernets eg.“ —„Men kaaben hin røde jeg aldrig skue vil,en dygtig vadmelskofte maa I lægge jer til!“ —

„Ja, vadmel vil jeg bære; og det røde fløielsskrudpaa Herrens høie alter jeg breder ydmygt ud!“ —„Saa skjænke I bort eders ridderlige hest;min mand skal drive studen, det passer ham bedst!“ —

„Jeg jager ind i vilden skog min gode ganger graa,den hest, som mig har baaret, skal ingen sidde paa;men selv vil jeg langsomt i plaugfuren gaa,ifald jeg, liden Else, dit hjerte kan faa.“ —

„Af eders borgekjelder I trille hvert et fad;det øl og mjød, jeg brygger, gjør ogsaa hjertet glad!“ —„Ja, gjerne vil jeg drikke det danske øl og mjød,saa giver jeg min sanger den vinmost saa sød.

Ei lyder sangen liflig, naar halsen er for tør,og dygtig maa den skylles, det har jeg merket før!“Det sagde han saa listig og saa til sangeren hen;de andre herrer smiskede saa lønlig igjen.

„Jert herreskjold, med merker og billeder besat,det sætte I for knæ og bryde det brat;og ned maa I styrte eders stolte ridderhusog lade plaugen vandre over grundmurens grus!“

Da straalte hans ansigt med høihed og ro,han merkede klarlig, hun var sin kjærest tro:„Jeg ser, liden Else, du kan dig fra mig sno;thi skjoldet maa jeg bære; i huset vil jeg bo!“151„I skjoldet springer løver og hjerter staar i brand;hvor kunde jeg vel bryde den dyre skjolderand?Thi jeg er konning Volmer, og Danmark er mit hus;og skulde jeg vel Danmark nedstyrte i grus?

„Jeg frister dig ei længer, nu kjender jeg din hu;Krist give, hver en ungmø var trofast som du!Belønne dig — det vil jeg; du har talt mig til behag,Guds fred! Farvel! Imorgen er der atter en dag!“

Saa kasted han omkring sin urolige hest.Bort for han med sin skare som en efteraarsblæst;da raslede løvet under dundrende hov,vildt skingrede hallo! i den undrende skov.

Men over gjærdet svang sig hendes hjertenskjære ven;han ilede med jubel i pigens arme hen;med stille fryd de ginge over marken til by,hvor guldgaasen glimted paa taarnet under sky.

Chr. Winther.

148

„Nei, nei, min edle herre! I tro meg, om dere kan!Sin Henrik ene elsker hun i hele Danmarks land.Min Else er så trofast som den ranke liljevand,der setter deres hjerte i en evig elskovsbrand!“ —

„Min bolde svend! i morgen er der atter en dag;da vil jeg henne prøve og forfare den sak!“Så talte herren listig og så mot flisen ned,de andre herrer smiskede så lønnlig derved.

Liten Else sitter lunt ved sin faders urtegårdmed sin flittige rok; og rundt om stolen stårpioner, tulipaner og buksbom, krusemynt;men piken var dog havens alsomdeiligste pynt.

En mørkeblå kjortel om de ranke lemmer lå;de snehvide ermer til håndleddet nå,og flittig og vims er den lillebitte fot;den dreier rokkehjulet med trøstigt mot.

En katt med sorte striper bagved en solbærhekkhøyt skyder opp sin rygg; ved den tindrende bekkder går den lille ælling, så gul og rund og ren,rett som en eggeblomme, der nylig har faa’t ben.

På sin vinge svømmer bien, mens solen er så varm;da hever hun sitt hode rask og skygger med sin arm.149En flok av ville jegere med buldrende travsig skynder over mark, over grøft, over grav.

Hver ridder var så pyntet, som vel han kunne best;men smukkest var dog han på den skimlede hest;han skinte som solen i den brokete flok,han stanset sin ganger, og hun stanset sin rok.

„Hil sitte du blant roser, selv en rose så skjønn,liten Else, jeg har elsket deg lenge i løn!“ —Da neiet seg mot jorden den tuktige mø;av blussel og angst var hun nærved å dø.

„Til ditt hjerte og din hånd jeg beile nå vil,disse gode danske herrer er vitner dertil!“ —Da rystet hun på hodet med blussende kinn,da grep hun til sin rok og ville gå inn.

„Jeg gir deg forlov å betenke den sak,liten Else, i morgen er der atter en dag!“Det sa han så listig og så til piken ned,de andre herrer smiskede så lønnlig derved.

„Med hvite perler fletter jeg ditt gullgule hår,din fløyelskjortel fores med sobel og maar;jeg binder dyre steiner om din hals og din arm,jeg spenner fire hester for din hengende karm.

Til harper og til fløyter under tusen kjerters glanspå kostelige tilje der trer vi vår dans;ved barske vintertider i salen lun og tettvi spiller gulltavl ved malvasier og klaret.“ —

Da reiste hun sitt hode, slo lokken fra sin kinn.Hun smilte med sitt øye så listefull i sinn.Hvor gule var de lokker, som rundt om pannen lå,og så disse øyne, — hvor friske og hvor blå!

150„Jeg er kun bondepike, men dere en ridder stolt,snart ville deres øye kun skue meg kaldt,en bonde må det være, en bonde har jeg kjær; —thi henger dere bort deres blanke herresverd!“ —

„Velan, jeg henger gjerne min dyrendal på vegg,nå vil jeg hvæsse leens og plaugjernets eg.“ —„Men kåpen hin røde jeg aldri skue vil,en dyktig vadmelskofte må dere legge jer til!“ —

„Ja, vadmel vil jeg bære; og det røde fløyelsskrudpå Herrens høye alter jeg brer ydmykt ut!“ —„Så skjenker dere bort deres ridderlige hest;min mann skal drive stuten, det passer ham best!“ —

„Jeg jager inn i vilden skog min gode ganger grå,den hest, som meg har båret, skal ingen sitte på;men selv vil jeg langsomt i plaugfuren gå,i fall jeg, liten Else, ditt hjerte kan få.“ —

„Av deres borgekjelder dere trille hvert et fat;det øl og mjød, jeg brygger, gjør også hjertet glad!“ —„Ja, gjerne vil jeg drikke det danske øl og mjød,så gir jeg min sanger den vinmost så søt.

Ei lyder sangen liflig, når halsen er for tør,og dyktig må den skylles, det har jeg merket før!“Det sa han så listig og så til sangeren hen;de andre herrer smiskede så lønnlig igjen.

„Jert herreskjold, med merker og billeder besatt,det sette dere for kne og bryte det brat;og ned må dere styrte deres stolte ridderhusog lade plaugen vandre over grundmurens grus!“

Da strålte hans ansikt med høyhet og ro,han merket klarlig, hun var sin kjærest tro:„Jeg ser, liten Else, du kan deg fra meg sno;thi skjoldet må jeg bære; i huset vil jeg bo!“151„I skjoldet springer løver og hjerter står i brand;hvor kunne jeg vel bryte den dyre skjolderand?Thi jeg er konning Volmer, og Danmark er mitt hus;og skulle jeg vel Danmark nedstyrte i grus?

„Jeg frister deg ei lenger, nå kjenner jeg din hu;Krist gi, hver en ungmø var trofast som du!Belønne deg — det vil jeg; du har talt meg til behag,Guds fred! Farvel! I morgen er der atter en dag!“

Så kastet han omkring sin urolige hest.Bort for han med sin skare som en efteraarsblæst;da raslet løvet under dundrende hov,vilt skingret hallo! i den undrende skog.

Men over gjerdet svang seg hennes hjertenskjære venn;han ilede med jubel i pigens arme hen;med stille fryd de ginge over marken til by,hvor guldgaasen glimtet på tårnet under sky.

Chr. Winther.