142

De røde morgenstraaler ned i sommerdalen gaa,og husmandshyttens glar de maler roser paa.Hvor trøstende de gløder, som kunde de forstaa,at en, der stred med døden, bag hyttevæggen laa.

Paa elvedragets luftning svømmer herned en lyd,fra fjerne sankthans-haug, af skud, raab, fryd;men dæmpet kun og summende den toner mat herhid,den tør ei vel forstyrre den alvorlige strid.

Paa jordtaget over døren sidder den sorte kat;den vasker sig med poten, den stryger skjegget glat.„Jeg ved ei, om den pudser sig for livets glade fest;jeg tror heller for den sterke, den usynlige gjest.

I stuen selv er feiet for spindelvæv og støv;paa sorte peis er stablet et baal af birkeløv;med nypetornsrosen, saa blegagtig rød,og grøn, duftende ener er gulvbredden strød.

Men se, i sengen ligger døende gamle Truls,med klamme sved paa panden, med mat, stivnende puls;143og hos ham paa krakken sidder Inger, hans viv,saa tro ham i døden, som hun var det i hans liv.

Hvi staar ei børneflokken om den døendes seng?Ak, husmands kaar er armod, hans lod er haard og streng:seks sønner og en datter i bygd og fjerne bymaa tjene folk for føden, for klæder og for ly.

Men hos ham sidder Inger, hans hustro, gamle viv,og mygt er hendes hjerte, lad saa ryggen være stiv!Mer trofast havde ingen paa den skumle nattevagtfelden og lagenet bredt eller halmpuden lagt.

Med sit forklæde tørrer hun den magre, skrumpne kind;thi øiets varme graad gjør brillen dum og blind.Saa læser hun igjen af den hellige bogmed dirrende stemme de trøsterige sprog.

Hun kan ei tælle draaber, ei pulver ryste ud —den drik, hun ved mod døden, hun lærte af sin Gud,den springer af livets kilde, den strømmer med klare ordom ham, der gik af graven og til himmels opfor.

Men tys! han drager aanden, den sidste, tung og mat,hans øie alt er mørknet af dødens sorte nat;men for hende, som hans brudeseng og dødseng har redt,det har et lyst, et kjærligt blik, et eneste et!

— Med haand om sengestolpen hun bøier med besværmod hans mund sit gamle øre — han aander ikke mer!Hun reiser sig, hun bryder sagte hulkende ud:«Naar hans hænder er foldet, er jeg færdig, min Gud!»

J. Moe.

142

De røde morgenstråler ned i sommerdalen gå,og husmandshyttens glar de maler roser på.Hvor trøstende de gløder, som kunne de forstå,at en, der stred med døden, bak hytteveggen lå.

På elvedragets luftning svømmer herned en lyd,fra fjerne sankthans-haug, av skudd, rop, fryd;men dempet kun og summende den toner mat herhid,den tør ei vel forstyrre den alvorlige strid.

På jordtaket over døren sitter den sorte katt;den vasker seg med poten, den stryker skjegget glatt.„Jeg vet ei, om den pusser seg for livets glade fest;jeg tror heller for den sterke, den usynlige gjest.

I stuen selv er feiet for spindelvev og støv;på sorte peis er stablet et bål av birkeløv;med nypetornsrosen, så blegagtig rød,og grønn, duftende ener er gulvbredden strødd.

Men se, i sengen ligger døende gamle Truls,med klamme sved på pannen, med mat, stivnende puls;143og hos ham på krakken sitter Inger, hans viv,så tro ham i døden, som hun var det i hans liv.

Hvi står ei barneflokken om den døendes seng?Ak, husmanns kår er armod, hans lot er hard og streng:seks sønner og en datter i bygd og fjerne bymå tjene folk for føden, for klæder og for ly.

Men hos ham sitter Inger, hans hustro, gamle viv,og mykt er hennes hjerte, la så ryggen være stiv!Mer trofast hadde ingen på den skumle nattevaktfelden og lakenet bredt eller halmputen lagt.

Med sitt forkle tørrer hun den magre, skrumpne kinn;thi øyets varme gråt gjør brillen dum og blind.Så leser hun igjen av den hellige bokmed dirrende stemme de trøsterige språk.

Hun kan ei telle dråper, ei pulver ryste ut —den drikk, hun ved mot døden, hun lærte av sin Gud,den springer av livets kilde, den strømmer med klare ordom ham, der gikk av graven og til himmels opfor.

Men tys! han drager aanden, den siste, tung og mat,hans øye alt er mørknet av dødens sorte natt;men for henne, som hans brudeseng og dødseng har redt,det har et lyst, et kjærlig blikk, et eneste et!

— Med hånd om sengestolpen hun bøyer med besværmot hans munn sitt gamle øre — han ånder ikke mer!Hun reiser seg, hun bryter sakte hulkende ut:«Når hans hender er foldet, er jeg ferdig, min Gud!»

J. Moe.