152

Min norske vinter er saa vakker;de hvide, snebedækte bakker,og grønne gran med pudret haar,og trofast is paa dybe vande,og engledragt paa nøgne strande —jeg bytter neppe med en vaar.

Nu dalens muntre sønner gliderpaa skier ned fra fjeldets sider,saa raskt som pil i luften fløi;nu let paa skøiter de sig svinger,nu kanefartens bjelder klinger,og øret dirrer af den støi.

Fra fjeldets gruber malmen kjøres,og mastetræ til stranden føres,og kulden selv gi’r farten liv,og sne paa fjelde veien banerfor norske bondes karavaner;flid er min landsmands tidsfordriv.

Om alting fryser her i Norge,for venskabs varme tør jeg borge;thi der er ild i nordmands bryst.Kom, broder! kom, men uden kulde,hverandre indtil døden hulde!Syng venskabs skaal med mandig røst!

J. N. Bruun.

152

Min norske vinter er så vakker;de hvite, snøbedekte bakker,og grønne gran med pudret hår,og trofast is på dype vande,og engledragt på nakne strande —jeg bytter neppe med en vår.

Nå dalens muntre sønner gliderpå skier ned fra fjellets sider,så raskt som pil i luften fløy;nå lett på skøyter de seg svinger,nå kanefartens bjeller klinger,og øret dirrer av den støy.

Fra fjellets gruver malmen kjøres,og mastetræ til stranden føres,og kulden selv gi’r farten liv,og sne på fjell veien banerfor norske bondes karavaner;flid er min landsmanns tidsfordriv.

Om alting fryser her i Norge,for venskabs varme tør jeg borge;thi der er ild i nordmands bryst.Kom, bror! kom, men uten kulde,hverandre inntil døden hulde!Syng venskabs skål med mandig røst!

J. N. Bruun.