Lille Harald havde nogle kaniner, som hørte ham til, og en kanarifugl ogsaa.
Kanarifuglen levede i et stort, smukt bur, som hang i barnekammeret. Den hed Mons. Det var en munter fugl, og den pleiede at synge fra morgen til aften. Naar den sang for høit, stod Tora sommetider op paa en stol og kastede et tørklæde over buret. Da hoppede Mons op paa sin pinde og stak hovedet under vingen, saaledes som den gjorde om natten.
Kaninerne havde et hus ude i gaarden. Tamme kaniner lader man bo i huse med sprinkler foran. Vilde kaniner graver sig huler dybt under jorden og bor i dem. Om aftenen og natten kommer de frem for at søge efter mad.
37Harald havde tre store, smukke kaniner. To af dem var sorte og hvide, og en var hvid og graa. De hed Pus, Terne og Spette.
Harald skulde ganske alene passe sine kaniner og sin fugl. Da hans moder gav ham lov til at faa dem, sagde hun, at det skulde være hans pligt at give dem mad og ellers alt, hvad de behøvede. Men saa kunde det nok hænde mere end én gang, at Harald glemte dem.
En morgen om vaaren, da det var deiligt veir, skulde Harald hen og besøge sin fætter Hans. Lille Hans var netop paa hans alder, og Harald var saa sjæleglad, at han ikke kunde tænke paa noget andet. Hans onkels hus laa næsten 10 kilometer fra hans faders, og saaledes skulde han da atter faa sig en deilig kjøretur. Og da hesten var færdig, kyssede Harald sin moder og Tora, sagde farvel til Trofast og Lystig, og saa kjørte han afsted med sin fader.
Det faldt slet ikke Harald ind, at han ikke havde været hos sine kaniner eller sin kanarifugl siden den foregaaende dag.
Da dagen var forbi, kom Harald tilbage, og han havde en hel del at fortælle om sit besøg.
Men han var træt og søvnig. Dog maatte han straks fortælle Tora om Hans’s lille hest og om husken i haven og om den lille sag, som hans onkel havde sat op i bækken og ladet gaa; men da han havde fortalt hende om disse ting, var han glad ved at gaa tilsengs.
Hele denne tid havde den stakkars kanarifugl ikke faaet friskt vand, og i kaninernes hus var der ikke et gran mad.
Den næste morgen kunde Harald bare tænke paa sit besøg hos fætter Hans. Og der var saa meget for Tora at høre paa, at hun glemte at minde ham om hans dyr, som hun ellers ofte pleiede at gjøre.
Hvor sørgeligt det maa have været for den stakkars kanarifugl at sidde og vente paa, at dens herre skulde komme og bringe den friskt vand! Og dersom kaninerne ude i sit hus havde kunnet tale med hinanden, tror jeg ikke, at de vilde have sagt meget til ros for den lille gut, som bare tænkte paa sin egen fornøielse.
Kort førend de skulde begynde at læse, sagde Haralds moder til ham: «Har du været ude hos dine kaniner idag, Harald? Er du vis paa, at de har mad nok?»
38Harald blev ganske rød i ansigtet; for nu huskede han sin feil. Han søgte ikke at skjule den, men fortalte sin moder den hele sandhed. Og taarerne begyndte at strømme ned over hans kinder, da han fortalte sin moder det; thi han troede, at hans kanarifugl og hans kaniner maaske var døde af sult.
Hans moder saa meget alvorlig ud; thi hun blev bedrøvet ved at se, at hendes lille gut var saa optagen af sin egen fornøielse, at han glemte, hvad andre kunde føle. Og en fugl eller en kanin kan føle og kan lide smerte ligesaavel som et barn eller et voksent menneske.
Harald gik straks hen for at se til sin kanarifugl, og hans moder gik med ham. De fandt den stakkars fugl med pjuskede fjær, og dens hoved hang ganske mat ned. Dens øine saa matte ud, og den var krøben hen i et hjørne af sit bur og merkede ikke, at Harald kom hen til den.
Harald var meget skamfuld, da han satte et glas koldt, friskt vand hen ved siden af buret. Derpaa gik de hen for at se til kaninerne, og Harald tog med sig et stort fad grød og nogle deilige, grønne blade.
Pus og Terne og Spette var allesammen saa sultne, at det var en ynk at se det. Harald blev saa bedrøvet og skammede sig, da han saa dem løbe hen til sprinklerne i sit hus og spise af bladene med saadan hast. Han vidste, at han havde været en grusom herre mod sine kjære, smaa dyr; thi de kunde ikke tale; de kunde ikke fortælle, hvad de behøvede, og at lade dem sulte var stygt og grusomt af ham.
Haralds moder sagde, at hun maatte straffe ham for hans feil. Og hun sagde ogsaa, at dersom dette skulde hænde engang til, maatte kaninerne og kanarifuglen sendes bort, og Harald kunde ikke længer faa dyr at passe.
Haralds moder vilde straffe ham for at gjøre ham snild. Hun vilde, at han skulde føle lidt af den smerte, som hans dyr havde følt, og da haabede hun, at han aldrig mere vilde være saa slem mod dem.
Derfor fik Harald bare et stykke brød til middag og et stykke tilaftens, forat han kunde føle, hvad det var at lide sult. Tora var meget bedrøvet for ham; men Haralds fader og moder sagde begge, at dette var den rette maade at lære ham af med hans feil.
39Og det var det ogsaa; men fra den dag af glemte Harald aldrig at sørge for de dyr, som han skulde passe.