Naar nogen har tilvirket mere, end han selv kan fortære eller opbruge af en Vare, ønsker han at ombytte den med noget andet, som han bedre kan bruge. Men det hænder, at en meget nyttig Vare t. Ex. Korn netop ikke tiltrænges af den Haandværker, hos hvem Jorddyrkeren t. Ex. vil kjøbe et Par Sko. Man maatte altsaa bytte mange Gange, inden hver Kjøber fik, hvad han netop tiltrængte. Desuden vilde den dertil fornødne Maaling af ganske smaa Sager medtage stor Tid. Det er altsaa en meget vigtig Opfindelse, at alle dannede Folkeslag ere blevne enige om at vurdere alle Gjenstande i Forhold til Sølv og Guld. Disse Metaller kunne deles nøiagtigt i meget smaa Mynter, hvilke kaldes Penge.

Da man saaledes anslaar alle Eiendomme og nyttige Ting i Penge, er den, som har Penge, istand til at anskaffe sig, hvadsomhelst han behøver. Penge staa som Værdimaal istedetfor, eller repræsentere, alle Varer. Den, som har mange Penge, ansees altsaa for rig, fordi han kunde skaffe sig nyttige Ting for dem. En Mand kan dog være meget rig, det vil sige besidde store Eiendomme, uden at have et eneste Stykke Sølv eller Guld. Man bruger ikke mere Penge, end som behøves til Varebyttet, Omsætningen eller Handelen. Thi Pengene selv ere ikke nyttige, saalænge man har dem. De kunne ikke fortæres. De svare ikke Indkomst, førend man giver dem fra sig. Den Art Sparsomhed, som bestaar i at gjemme Penge paa Kistebunden eller i Jorden, er altsaa unyttig for Samfundet. Det samme gjelder ogsaa om et Folk. Kun en ringe Del af Landets Formue bestaar i Penge.

Grunden til, at Sølv og Guld (samt tildels Kobber) ere brugte til Værdi-Maalere, er, at der findes meget lidet af disse Metaller. De have derfor holdt sig i mere uforandret Pris end de fleste andre Varer. Alligevel bemærker man let, at Guld og Sølv i nogen Grad forandre sin Pris imod hinanden. For en Mark Guld maa man nu stundom give 16 stundom 15 Mark Sølv, i Oldtiden neppe mere end 10. Dersom det var tilladt at betale en Gjæld i hvilketsomhelst af disse to Metaller, vilde man til forskjellige Tider vælge det, som da var billigst. Deraf vilde opstaa Tab og Vidtløftighed med at omsætte alle Penge fra den ene Metalsort i den anden. Derfor kan ethvert Folk kun bruge et Metal til Mynt. I Skandinavien er det overalt Sølv. Ingen er hos os nødt til at modtage Guldmynter. Kobber bruges kun i smaa Betalinger. Hvor derimod, som i England, Frankrige og de Forenede Stater, Guldmynter bruges, udpræges Sølvet, ligesom hos os Kobberet, til en høiere Værdi end det egentlig er værd. Det er derfor kun tilladt at anvende Sølv til smaa Betalinger. Thi ved at modtage en større Sum i Sølv vil man der tabe, ligesom hos os ti Daler i Kobber er meget mindre værd end ti Sølvspecier. Ved en saadan Lovgivning opnaaes da Enhed i Pengevæsenet eller Værdi-Maalet. Den Foranderlighed, som er en Følge af større eller mindre rig 117Tilgang i Sølv- og Guldværkerne, forebygges nogenledes. Men ingen Klogskab hos Regjeringen har kunnet hindre, at der opstod en Stigen i Varernes Pris, da pludselig store Guldværker opdagedes i Kalifornien og Australien. Thi det i Værdi synkende Guld trak i nogen Grad Sølvet med sig. (No. 100).

Når noen har tilvirket mer, enn han selv kan fortære eller oppbruke av en Vare, ønsker han at ombytte den med noe annet, som han bedre kan bruke. Men det hender, at en meget nyttig Vare t. Ex. Korn nettopp ikke tiltrænges av den håndverker, hos hvem jorddyrkeren t. Ex. vil kjøpe et par sko. Man måtte altså bytte mange ganger, innen hver kjøper fikk, hva han nettopp tiltrengte. Dessuten ville den dertil fornødne måling av ganske små saker medtage stor tid. Det er altså en meget viktig oppfinnelse, at alle dannede folkeslag er blitt enige om å vurdere alle gjenstander i forhold til sølv og gull. Disse metaller kunne deles nøyaktig i meget små mynter, hvilke kalles penger.

Da man således anslår alle eiendommer og nyttige ting i penger, er den, som har penger, i stand til å anskaffe seg, hva som helst han behøver. Penger stå som verdimål i stedet for, eller representere, alle varer. Den, som har mange penger, anses altså for rik, fordi han kunne skaffe seg nyttige ting for dem. En Mand kan dog være meget rik, det vil si besitte store eiendommer, uten å ha et eneste stykke sølv eller gull. Man bruker ikke mer penger, enn som behøves til varebyttet, omsetningen eller handelen. Thi pengene selv er ikke nyttige, så lenge man har dem. De kunne ikke fortæres. De svare ikke innkomst, før man gir dem fra seg. Den Art sparsomhet, som består i å gjemme penger på kistebunnen eller i jorden, er altså unyttig for samfunnet. Det samme gjelder også om et Folk. Kun en ringe del av Landets formue består i penger.

Grunnen til, at sølv og gull (samt tildels kobber) er brukte til verdi-målere, er, at der finnes meget lite av disse metaller. De har derfor holdt seg i mer uforandret pris enn de fleste andre varer. Allikevel bemerker man lett, at gull og sølv i noen grad forandre sin pris imot hinannen. For en Mark gull må man nå stundom gi 16 stundom 15 Mark sølv, i oldtiden neppe mer enn 10. Dersom det var tillatt å betale en gjeld i hvilket som helst av disse to metaller, ville man til forskjellige tider velge det, som da var billigst. Derav ville oppstå tap og Vidtløftighed med å omsette alle penger fra den ene metallsort i den annen. Derfor kan ethvert Folk kun bruke et metall til mynt. I Skandinavien er det overalt sølv. Ingen er hos oss nødt til å motta gullmynter. Kobber brukes kun i små betalinger. Hvor derimot, som i England, Frankrige og de Forenede stater, gullmynter brukes, utpreges sølvet, likesom hos oss kobberet, til en høyere verdi enn det egentlig er verd. Det er derfor kun tillatt å anvende sølv til små betalinger. Thi ved å motta en større Sum i sølv vil man der tape, likesom hos oss ti daler i kobber er meget mindre verd enn ti Sølvspecier. Ved en sådan lovgivning oppnås da enhet i Pengevæsenet eller verdi-målet. Den Foranderlighed, som er en følge av større eller mindre rik 117tilgang i Sølv- og gullverkene, forebygges nogenledes. Men ingen klokskap hos regjeringen har kunnet hindre, at der opstod en stigen i Varernes pris, da plutselig store gullverker opdagedes i Kalifornien og Australien. Thi det i verdi synkende gull trakk i noen grad sølvet med seg. (No. 100).