Saasnart Luthers Børn vare gamle nok dertil, begyndte han at undervise dem, og, skjønt han holdt Lærere til dem, sysselsatte han sig dog med dem, gav dem ofte noget for, vakte deres Aandsevner og indprentede dem Gudsfrygt. Snart gav han dem Gaader at gjette, snart lærte han dem Ordsprog, snart fortalte han dem Fabler.

For Johannes skrev han engang følgende Fabel: „En Krebs vilde reise over Land; underveis møder den en Slange, som bliver dens Reisekammerat. Nu snor og slynger Slangen sig, gaar paa tvers og gjør sig krum. Krebsen, der med sine mange Ben var slet tilfods, følger sin slemme og bugtede Reisefælle, taber Veiret og afmagres paa denne besværlige Reise. Da det nu blev Aften, lagde begge sig ind under en Busk. Slangen snor sig sammen og begynder at sove og snorke. Krebsen er træt, men kan ikke faa Søvn i sine Øine, fordi Slangens Snorken og Hvislen forstyrrede den; derfor støder den til hin, at den skal ligge stille. Da nu Slangen farer op og vil forsvare sig, griber Krebsen den med sin Klo om Hovedet og trykker haardt til, indtil den taber Veiret, strækker sig lige ud og ligger død paa Stedet. „Ei,“ siger Krebsen, „var du idag gaaet saaledes frem, saa havde ogsaa jeg bedre kunnet følge dig.“ Men Fablen sluttede Luther med disse Ord: „Kjære Søn! det er ikke alene en skjøn Skat at have en god Nabo, men ogsaa, naar Gud i Land og Embede forunder os gode, retskafne Folk. Det holder haardt at komme frem med slemme og falske Mennesker og falder en meget surt. Thi en snedig og lumsk Ven er meget værre end en aabenbar, opbragt Fiende.“

Luther bevarede en levende Erindring om den haarde Opdragelse, han selv havde faaet som Dreng, og den Forkuelse, han derved havde været udsat for, og han advarede ofte mod en altfor vidt dreven Strenghed 8med Hensyn til Børnene. „Man maa,“ sagde han, „straffe dem saaledes, at Æblet er ved Siden af Riset. Mange uduelige Skolemestre fordærve ædle Gemytter med sin Buldren, Skjelden og Smelden, Rap og Slag, naar de ikke omgaaes Børnene anderledes, end en Bøddel eller Stokmester omgaaes en Tyv.“ Men Lydighed krævede han af sine Børn, og større Forseelser hos dem straffede han selv strengt.

Så snart Luthers barn var gamle nok dertil, begynte han å undervise dem, og, skjønt han holdt lærere til dem, sysselsatte han seg dog med dem, ga dem ofte noe for, vakte deres åndsevner og innprentet dem gudsfrykt. Snart ga han dem gåter å gjette, snart lærte han dem ordspråk, snart fortalte han dem fabler.

For Johannes skrev han engang følgende Fabel: „En Krebs ville reise over land; underveis møter den en slange, som blir dens Reisekammerat. Nå snor og slynger slangen seg, går på tvers og gjør seg krum. Krepsen, der med sine mange Ben var slet tilfods, følger sin slemme og buktet reisefelle, taper været og avmagres på denne besværlige reise. Da det nå ble aften, la begge seg inn under en busk. Slangen snor seg sammen og begynner å sove og snorke. Krepsen er trett, men kan ikke få søvn i sine øyne, fordi Slangens Snorken og Hvislen forstyrrede den; derfor støter den til hin, at den skal ligge stille. Da nå slangen farer opp og vil forsvare seg, griper krepsen den med sin klo om hodet og trykker hardt til, inntil den taper været, strekker seg like ut og ligger død på stedet. „Ei,“ sier krepsen, „var du i dag gått således frem, så hadde også jeg bedre kunnet følge deg.“ Men Fablen sluttet Luther med disse ord: „Kjære sønn! det er ikke alene en skjønn skatt å ha en god nabo, men også, når Gud i land og embete forunder oss gode, rettskafne Folk. Det holder hardt å komme frem med slemme og falske mennesker og faller en meget surt. Thi en snedig og lumsk venn er meget verre enn en åpenbar, oppbrakt fiende.“

Luther bevarte en levende erindring om den harde oppdragelse, han selv hadde fått som dreng, og den Forkuelse, han derved hadde vært utsatt for, og han advarte ofte mot en altfor vidt dreven strenghet 8med hensyn til barna. „Man må,“ sa han, „straffe dem således, at eplet er ved siden av riset. Mange uduelige skolemestre forderve edle gemytter med sin buldring, Skjelden og smellen, rap og slag, når de ikke omgås barna annerledes, enn en bøddel eller stokkmester omgås en tyv.“ Men Lydighed krevde han av sine barn, og større forseelser hos dem straffet han selv strengt.