En from Fyrste, Kurfyrst Fredrik den Vise, Luthers Beskytter og Ven, red engang bort over en aaben Mark; han sad kjekt til Hest i Pantser og Plade, og bag ham red hans talrige og prægtige Følge. Da trak et Tordenveir op. Neppe havde Rytterne naaet Kanten af en Skov, før Lynet slog ned i en Eg lige tæt ved Kurfyrsten og splintrede Træet fra øverst til nederst. Hans Hest sank ned i Knæ, og Fyrsten selv styrtede til Jorden. Hans Følge sprang strax til og raabte og skreg: „I er dog ikke saaret, naadigste Herre! I har dog ingen Skade faaet, naadigste Herre!“ Men den fromme Fyrste reiste sig, saa op imod Himmelen og sagde: „Hvi kaldte I mig Herre? Han, som tordnede deroppe, er vor Herre, og just nu gik han mig naadig forbi i Veiret.“

En from fyrste, kurfyrste Fredrik den vise, Luthers beskytter og venn, red engang bort over en åpen Mark; han satt kjekt til hest i panser og plate, og bak ham red hans talrige og prektige følge. Da trakk et tordenvær opp. Neppe hadde rytterne nået kanten av en skog, før lynet slo ned i en Eg lige tett ved Kurfyrsten og splintrede treet fra øverst til nederst. Hans Hest sank ned i kne, og fyrsten selv styrtet til jorden. Hans Følge sprang straks til og ropte og skrek: „Dere er dog ikke såret, nådigste Herre! Dere har dog ingen skade fått, nådigste Herre!“ Men den fromme fyrste reiste seg, så opp imot himmelen og sa: „Hvi kalte dere meg Herre? Han, som tordnede deroppe, er vår Herre, og just nå gikk han meg nådig forbi i været.“