En Landmand bragte fem deilige Ferskener hjem med sig fra Staden. Hans Børn havde aldrig før seet denne Frugt. De baade forundrede og glædede sig over dem. 89Hver af hans fire smaa Sønner fik nu en, og Moderen forærede han den femte. Om Aftenen, da Børnene skulde i Seng, spurgte Faderen: „Nu, Børn! hvorledes har Ferskenerne smagt jer?“ „Herligt, kjære Fader!“ sagde den ældste, Albert; „det er en deilig Frugt, saa syrlig og saa læskende. Jeg har omhyggeligt gjemt Stenen, som jeg vil have den Fornøielse at sætte.“ — „Bravo!“ sagde Faderen, „saaledes skulle vi bære os ad her ude paa Landet, være Husholdere og altid sørge for Fremtiden.“ „Jeg spiste strax min“, sagde den yngste, Vilhelm. „Stenen kastede jeg bort, og Moder gav mig endnu det Halve af sin Fersken til. O! den smagte saa sødt og smeltede paa Tungen.“ „Nu!“ svarede Faderen, „du har just ikke handlet saa meget klogt, men dog naturligt og barnligt. Med Tiden vil I nok blive klogere.“ Da begyndte Edvard: „Jeg tog Stenen op, som Vilhelm kastede bort; den slog jeg itu, og der var en Kjerne i den, der smagte næsten som en Nød. Men min Fersken har jeg solgt og faaet saa mange Penge for den, at jeg gjerne kan kjøbe et halvt Snes Ferskener for dem, naar jeg kommer ind til Byen.“ Faderen rystede paa Hovedet og sagde: „Klogt nok var det; men barnligt og naturligt var det idetmindste ikke. Gud bevare Folk fra, at du skulde blive Kjøbmand!“ „Og du, Karl?“ spurgte Faderen. — Med frimodigt og aabent Ansigt svarede han: „Jeg har givet den til vor Nabos Søn, Georg, som ligger syg af Feber; han vilde ikke tage imod den; men saa lagde jeg den paa Sengen og gik min Vei“. „Nu Børn!“ sagde Faderen, „hvo af jer har nu gjort den bedste Brug af sin Fersken?“ „Det har Karl!“ raabte de alle tre paa en Gang; men Karl taug stille, og Moderen omfavnede ham og glædede sig over ham.

En landmann brakte fem deilige ferskener hjem med seg fra staden. Hans Børn hadde aldri før sett denne frukt. De både forundret og gledet seg over dem. 89Hver av hans fire små sønner fikk nå en, og moren forærte han den femte. Om Aftenen, da barna skulle i seng, spurte Faderen: „Nå, barn! hvorledes har ferskenene smakt jer?“ „Herlig, kjære Fader!“ sa den eldste, Albert; „det er en deilig frukt, så syrlig og så leskende. Jeg har omhyggelig gjemt steinen, som jeg vil ha den fornøyelse å sette.“ — „Bravo!“ sa Faderen, „således skulle vi bære oss ad her ute på landet, være husholdere og alltid sørge for fremtiden.“ „Jeg spiste straks min“, sa den yngste, Vilhelm. „Steinen kastet jeg bort, og Moder ga meg ennå det halve av sin fersken til. O! den smakte så søtt og smeltede på tungen.“ „Nå!“ svarte Faderen, „du har just ikke handlet så meget klokt, men dog naturlig og barnligt. Med tiden vil dere nok bli klokere.“ Da begynte Edvard: „Jeg tok steinen opp, som Vilhelm kastet bort; den slo jeg itu, og der var en kjerne i den, der smakte nesten som en nød. Men min fersken har jeg solgt og fått så mange penger for den, at jeg gjerne kan kjøpe et halvt Snes ferskener for dem, når jeg kommer inn til Byen.“ Faderen rystet på hodet og sa: „Klokt nok var det; men barnligt og naturlig var det idetmindste ikke. Gud bevare folk fra, at du skulle bli kjøpmann!“ „Og du, Karl?“ spurte Faderen. — Med frimodig og åpent ansikt svarte han: „Jeg har gitt den til vår Nabos sønn, Georg, som ligger syk av feber; han ville ikke ta imot den; men så la jeg den på sengen og gikk min vei“. „Nå barn!“ sa Faderen, „hvo av jer har nå gjort den beste Bruk av sin fersken?“ „Det har Karl!“ ropte de alle tre på en gang; men Karl tidde stille, og moren omfavnet ham og gledet seg over ham.