88

To Haandværkssvende, den ene Skrædder, den anden Kobberslager, gik engang forbi en Gartners Have.

„Se dog,“ sagde Kobberslageren, „hvor store de Kaalhoveder ere.“ „Aa,“ svarede Skræddersvenden, der gjerne pralede, „de ere slet ikke store. Nei, da jeg var i Danmark, saa jeg et Kaalhoved, der var vel saa stort som det Hus der.“

Kobberslageren sagde derpaa: „Det var rigtignok meget. Imidlertid har jeg engang været med at arbeide paa en Kjedel, der var saa stor som Kirken.“

„Men Kjære,“ raabte Skræddersvenden, „hvortil behøvede man da en saadan uhyre Kjedel!“ Kobberslageren svarede ganske tørt: „Man vilde koge dit store Kaalhoved deri.“

Skræddersvenden blev rød og løi ikke mere den Dag.

88

To håndverkssvenner, den ene skredder, den annen Kobberslager, gikk engang forbi en Gartners hage.

„Se dog,“ sa kobberslageren, „hvor store de kålhoder er.“ „Å,“ svarte skreddersvennen, der gjerne pralte, „de er slett ikke store. Nei, da jeg var i Danmark, så jeg et kålhode, der var vel så stort som det hus der.“

Kobberslageren sa derpå: „Det var riktignok meget. Imidlertid har jeg engang vært med å arbeide på en kjel, der var så stor som kirken.“

„Men Kjære,“ ropte skreddersvennen, „hvortil behøvde man da en sådan uhyre kjel!“ Kobberslageren svarte ganske tørt: „Man ville koke ditt store kålhode deri.“

Skreddersvennen ble rød og løy ikke mer den dag.